Forårstur på MC til Rom

Rom

I starten af 2016 havde vi gjort os mange overvejelser om, hvor vi skulle bevæge os hen for at opleve lune temperaturer i forbindelse med påsken. Det stod hurtigt klart, at turen måtte gå sydover, da påsken faldt omring den 24. marts, for Danmark har ikke ry for at være særlig varm på denne årstid.

Vi havde besluttet os for at ville vi udnytte muligheden for at holde 16-17 dages ferie ved blot at holde 3 fridage inden påske og 4 dage efter påskedagene. Herudover var vi meget motiverede for at opleve nye lande og besøge nye destinationer. Løsningen i form af en tur til Rom, så vi kunne kombinere en tur med nye lande og samtidig opleve, hvordan katolikkerne fejrede påsken.

Vi gik længe og tænkte over, hvordan vi nemmest kunne komme ned igennem Tyskland, da 1.200 km på motorvej ikke lød som det mest spændende i verden. Ved en tilfældighed så vi, at andre havde benyttet sig af biltog til at klare store strækninger, og en oplagt mulighed var at tage “Autozug” fra Hamborg til Lörrach (tæt ved Schweiz), og da vi bookede billetterne i god tid, så var der lidt rabat på dem.

Inden afgang havde vi kommunikeret lidt med en katolsk præst, som vi havde mødt på Island under vores rejse der i sommeren 2015, og han ville meget gerne genses med os, og han ville stå klar med lidt brunch til os, når vi kom.

Udover dette havde vi booket 3 overnatninger i Rom, så vi havde en fast base, når vi kom frem hertil. Her fandt vi et fint sted, som lå i gå afstand til Vatikanstaten, og det skulle vise sig at være temmelig centralt i forhold til en masse seværdigheder. Vi lagde os fast på, at vi ønskede en rundvisning i Peterskirken og det Sixtinske Kapel på Langfredag, og her anbefalede alle, at man bookede en rundvisning i rigtig god tid. Det skulle senere vise sig, at vi ikke kunne få hele rundvisningen den dag, da Paven og hans kardinaler havde lukket Peterskirken, så den kunne stå klar til aftenens højmesse, men det vender vi tilbage til.

18-03-2016

Efter lang tids planlægning og klargøring af maskiner, så var vi klar til afgang mod Hamborg. Vi ville være helt sikre på at komme frem i rette tid, så toget ikke kørte afsted uden os. Det skulle sidenhen vise sig, at vi var kørt afsted i al for god tid, for der var ikke meget kø på motorvejen, og det var relativt let at finde stedet, hvor biler og mc skulle læsses ombord.

Da vi kom frem til Hamburg Altona, hvor pålæsningen skulle foregå var vi de allerførste, og de to kontrollanter ved lugen kiggede en ekstra gang på os, da vi kom 3 timer inden afgang, men den ene af dem var utrolig serviceminded, og han sprang ud af buret og viste os helt frem til det sted, hvor vi kunne parkere vores mc. Han benyttede lejligheden til at spørge lidt ind til vores maskiner og få et par cigaretter imens, for der skulle gå et par timer inden de første biler begyndte at komme, så der var god tid.

Inden læsning af maskiner benyttede vi lejligheden til at gå rundt i det lokale center, og her fandt vi også lidt aftensmad.

Vi var meget spændte på, hvordan det skulle gå med selve læsningen, for vi har aldrig rejst på denne måde. Derudover erfarede vi, at vi nok var de første mc på strækningen i den sæson, for personalet havde en masse snak om, hvordan de skulle fastgøre vores maskiner, og de var meget forundret over, at vi ville afsted så tidligt på sæsonen, for normalt så de ikke motorcykler før engang midt i april.

Selve læsningen gik uden problemer, men det var godt, at de anbefalede, at man beholdte hjelmen på under læsning, for der var ikke meget plads og man skulle lægge helt henover tanken for at undgå at hamre hovedet op i ståldrager, der understøttede konstruktionen af togvognene. Vi blev placeret bagerst, og personalet fik fastmonteret vores maskiner og vi kunne i ro og mag finde den liggevogn, hvor vi skulle tilbringe 10-11 timer inden vi var fremme i Lörrach. Vi var heldige med, at der var få mennesker med toget, så vi fik den pågældende kupe helt for os selv, og det var ren luksus.

Der er ikke meget plads når man kører inde i midten af togvognen. Den ene motorcykel måtte ligge den øverste del af vindskærmen ned.

19-03-2016

Omkring kl. 06.00 kom konduktøren hen til vores kupe og gjorde opmærksom på, at det ikke ville vare længe inden morgenmaden ville blive serveret, og vi kom op og i tøjet. Det skulle vise sig, at morgenmaden var lidt forsinket, men vi fik da nydt et par boller inden toget kørte ind på perronen i Lörrach. Vi blev bedt om at stige ud af toget, også ville toget lave lidt omorganisering, så togvognene kom frem på en anden perron, hvor mc og biler blev læsset af.

Selve afkørslen gik stille og roligt, og trods en tidlig morgen, så nød vi, at solen kiggede frem, og selvom temperaturen kun var omkring frysepunktet, så var vi i højt humør og klar til at prøve kræfter med det sydtyske og finde vejen mod Schweiz. Der gik ikke længe, før vi nåede frem til grænsen mellem Tyskland og Schweiz, og her oplevede vi en lidt underlig grænsekontrol, for det var nærmest kun en kontrol af, om vi havde betalt vejskat i Schweiz, og da vi ikke havde det, så blev vi bedt om at betale 40€ per mc, men så måtte vi også køre i Schweiz i hele 2016. Vi undrede os meget over, at der ikke blev spurgt til hverken kørekort, pas eller lignende, men det vigtigste i Schweiz er åbenbart, at man har betalt vejskat.

Inden afrejse havde vi som nævnt aftalt med en katolsk præst, at vi ville gøre stop ved ham på vejen, og temperaturen bare steg og steg, og den havde nået omkring 10 grader, da vi ankom til hans tjenestebolig. Han havde glædet sig til at se os, og han startede ud med at vise os den ekstra mc, som han havde investeret i, for det var lidt tungt at køre rundt på en VFR1200 i byen, så han havde investeret i en lille fix MT-07 til det formål.

Han havde virkelig gjort noget ud af brunchen, og vi fik spist og snakket en masse.Vi søgte lidt efter den husholderske, som han året forinden havde nævnt, at han ville anskaffe sig, men hun var ikke til at finde, så hun må enten have haft en fridag eller ikke fundet endnu. Vi fik vendt hele vores tur på Island og Færøerne, og han fik fortalt om hans oplevelser på Grønland, som han havde en lille afstikker til på hans rejse i Nordatlanten.

Vi nævnte, at planen var at nå Italien inden aften, og han gik ind på et par lokale hjemmesider, og her kunne han konstatere, at mange veje og pas var lukket imellem Schweiz og Italien, så han ville anbefale, at vi kørte igennem Saint Bernhard tunnellen, for den var åben. Deruover anbefalede han en rute, som vi valgte at følge.

Turen til Saint Bernhard tunnellen var meget smuk, og lige til det sidste håbede vi på, at den gamle vej over passet var åben, så vi kunne komme ud på de snoede veje. Men vi måtte konstatere, at vi var kommet for tidligt hjemmefra til at opleve dette, for de små veje var sneet til på denne årstid. Efter en lang tur igennem tunnellen kom vi ind i Italien, og det var utrolig smukt med sneklædte bjerg og en masse skiturister, som kiggede en ekstra gang på os, da vi kom trillende.

Vi triller stillie og roligt ind til Schweiz fra Tyskland

Efter kort kørsel i Italien gjorde vi et stop. Vi skulle have booket nattens overnatning, og vi fandt et to stjernet hotel i Milano, hvor man kunne tjekke ind sent om aftenen, da vi fortsat havde en del timer foran os. Vi vidste ikke, at hotellet skulle befinde sig en lidt skummel bydel af Milano, hvor der var skodder for alle vinduer og alt var låst inde, så det var med en vis portion skepsis, at vi parkerede vores mc for natten. Men de stod fint samme sted, da vi kom ud til dem næste morgen.

Vi blev mødt af selve ejeren af hotellet i døren, og han understregede et par gange, at vi lige skulle sikre os, at vores maskiner var låst godt fast, og da vi fortalte, at vi havde tyverialarm på maskinerne var han mere rolig. Værelserne var trange men hyggelige, og der var fællesbad på gangen.

20-03-2016

Næste morgen vågnede vi relativt tidligt og kom ned og fik den obligatoriske kop morgenkaffe. Vi havde ikke rigtig besluttet os for, hvor natten skulle tilbringes, men i første omgang ville vi rundt og se lidt på seværdigheder i Milano.

Da vi kom ud til maskinerne igen stod de fint på fortovet, så bekymringen fra aftenen før viste sig at være ubegrundet, og efter en god kop kaffe, som de virkelig gør meget ud af i Italien, så gjorde vi klar til at køre hen imod den første seværdighed. Vi havde ikke kørt længe, før vi mødte den første vejspærring og omkørsler. Vi prøvede at komme om dem og tættere på det marked, som vi ville se, men vi begyndte at fornemme, at hele byen nærmest var lukket af. Tja, det viste sig, at der var maratonløb i byen, og ruten var lagt midt i centrum, så derfor var byen nærmest lukket helt ned. Vi kom ret tæt på løberne på vores maskiner og efter en høflig snak med et par betjente, så besluttede vi os for, at vi hellere måtte køre mod næste større by på ruten, Genova.

Vi havde læst en masse om Genova inden afrejsen og vi var meget spændte på det første møde med Middelhavet. Der var tale om en kort tur på godt 150 km, så det burde ikke tage mere end et par timer, og på trods af nye spændende billister, som elskede at krydse ind foran en bare den mindste mulighed opstod, så kom vi frem inden middag. Vi sad på en af byens torv og nød udsigten af levende mennesker, som vandrede frem og tilbage. Vi besluttede os for, at denne dag blot skulle være en kort køredag, så vi søgte efter hotel og vi fandt et hotel midt i centrum af byen. Heldigvis havde vi god tid til at finde hotellet, for det var godt gemt imellem en masse butikker i en meget smal passage.

Vi blev anbefalet at parkere vores maskiner nede ved havnen, for det var ulovligt at parkere direkte udenfor hotellet, og det råd fulgte vi senere efter vi havde været på en lille sightseeingtur ved Middelhavet, hvor vi nød en god kop hjemmebrygget kaffe.

Efter sightseeingturen holdte vi vores maskiner ved havnen sammen med 3-400 andre scootere og motorcykler, også gik vi de 400m op til hotellet. Vi havde et kort hvil inden vi gik ud i bylivet igen. Det var blevet lidt mørkt, og jeg vil gerne indrømme, at vi kom rundt i lidt skumle gader, hvor meget store mørke mennesker fulgte os tæt med blikkene, og jeg tror, at de havde en lille gesjæft kørende, som de ikke ville have at vi forstyrrede. Vi fandt et lille hyggeligt sted, hvor vi kunne få lidt aftensmad. Herefter besøgte vi lige vores maskiner inden vi gjorde klar til natten, så vi var sikre på, at de stod sikkert parkeret henover natten. Derefter forsøgte vi at finde de gader, som var mest oplyste, så vi ikke tiltrak os unødig opmærksomhed.

Da vi var tilbage på hotellet var vi på sin vis lettede over, at der var lås på både yder og inderdør, for så var vi og vores værdier, da sikret lidt imod de skumle typer fra gadebilledet.

21-03-2016

Efter en god nats søvn var vi klar på en længere køretur med besøg ved et par seværdigheder. Vi startede endnu en gang med en god kop kaffe og lidt morgenmad inden vi lagde planer for dagens køretur. Vi havde planer om at overnatte i Firenze, for det skulle være en smuk by med mange seværdigheder, og her fandt vi et lille hotel via vores foretrukne app, og hotellet var et to stjernes, som lå tæt ved centrum.

Vi kom ned til vores maskiner, og de fleste scooter var blevet afhentet, så det var et at komme til vores maskiner og få læsset vores bagage. Første destination var Pisa, for her ville vi gerne opleve det skæve tårn og byens domkirke, da de to seværdigheder ligger tæt på hinanden.

Vi ankommer til det skæve tårn i Pisa

Der var ikke meget trafik på vejene, og vi kom relativt hurtigt frem til det skæve tårn i Pisa. Som vi ofte har oplevet i forbindelse med vores rejser, så havde man igen sørget for, at motorcykler og scootere kunne holde tæt ved seværdigheden. I dette tilfælde så holdte vi ikke mere end ca. 50-70m fra det skæve tårn, så vi skulle ikke gå ret langt for at opleve denne sjove konstruktion efter vi var kommet af mc tøjet. Tårnet og dets hældning er et resultat af en skrøbelig undergrund, som fik tårnet til at tilte. Man har gjort en masse tiltag for at sikre, at tårnet ikke faldt helt, og vi var omringet af en masse andre turister, så i lighed med dem, så fik vi taget en masse billeder af tårnet, og vi forsøgte at tage nogle sjove billeder, hvor det ser ud som om, at vi læner os op af tårnet, så det vælter. Det havde vi begrænset succes med.

Ved siden af tårnet var en flot domkirke, som vi gik en tur omkring. Der var også ligesom en ydre ringmur, og på den anden side af den var der en masse boder og spisesteder. Da vi var blevet lidt sultne, så fandt vi en tilfældig restaurant, som kunne tilberede en god frokost til os.

Efter besøget hoppede vi igen på motorcyklen, for vi ville da lige hilse på Middelhavet igen inden vi kørte ind i landet for at komme frem til overnatningsstedet i Firenze. Vi kørte de små 25 km ud til kysten ved Livorno, og her kunne vi nyde havet på en havnefront, hvor der var opstillet bænke til formålet. Vi fik lavet en god kop kaffe, som vi fik tilberedt på vores hjemmebragte Jetboil, mens vi nød havets brusen. Herefter hoppede vi igen op på motorcyklerne og kørte de godt 100 km indtil Firenze.

Vi fandt let hotellet, og vi havde nærmest vejene for os selv, så der var ingen panik denne aften. Det viste sig, at det var ejerens søn, som bød os velkommen. Udover en god velkomst, så kunne han også være behjælpelig med at finde et sted i nærheden, hvor vi kunne få lidt aftensmad. Jeg er sikker på, at de lokale støtter hinanden, og han bad os også om at hilse fra ham, når vi kom frem.

Ovenpå den gode service tog vi hen på det anbefalede spisested. Her fik vi en kort lektion om, at man skal huske at bestille tilbehør (kartofler, grønt eller lignende), hvis man ønsker det til sin hovedret. Portionerne er heller ikke for store i Italien, så vi rettede henvendelse til tjeneren, da vi havde fået den første portion, og han kiggede en ekstra gang på os, da vi bestilte double up, men han trak på smilebåndet. Han kunne vist godt se, at vi var nordboere, og vi spiser vist lidt mere end de lokale. Efter god mad gik vi retur til hotellet, hvor dynerne og motorcyklerne ventede pænt på os.

22-03-2016

Da vi vågnede næste morgen tog vi en god gang morgenmad. Under morgenmagen besluttede vi os for, at vi ville tage en ekstra dag i Firenze som turister, så vi kunne se lidt mere af den spændende by. Da vi havde været meget tilfredse med hotellet, så besluttede vi os for at undersøge muligheden for at få endnu en overnatning på hotellet.

Da vi kom frem til receptionen var sønnen blevet afløst af en italiensk kvinde, som ikke kunne engelsk, også var dyre råd dyre, men Google htranslate hjalp os. Det skete ved, at Hun tastede hendes spørgsmål ind på italiensk, så vi kunne se den engelske oversættelse, og på den måde kommunikerede vi fint. Vi gik også et par gange til tasterne for at skrive på engelsk, når hun ikke helt forstod vores svar, også fik hun noget på italiensk. Utrolig, at kommunikation kan gøres så nemt. Vi fik nye værelser, men da værelserne ikke var rengjorte, så aftalte vi med hende, at vores bagage kunne opbevares i deres opbevaringsrum. Herefter bevægede vi os ud i byen som turister.

Da den ene af os havde været i byen, så gik anbefalingen på, at vi gik ned mod floden, hvor den ene af broerne er omdannet til en form for handelsgade (Ponte Vecchio), hvor man kan købe dyre smykker, diamanter og ure. Det var helt klart et besøg værd, for her kunne man i det mindste drømme lidt om de ting, som man ikke havde råd til og møde en masse andre turister.

Herefter fulgte vi de små gader rundt indtil vi stod foran domkirken, som er et imponerende bygningsværk. Man startede byggeriet af den i 1296, og den stod klar til indvielse i 1436. Domkirken er særlig kendt for dens store kuppel, som har et kæmpe maleri på indersiden. Uden foran domkirken står en lille kopi af Michelangelos skulptur David. Vi brugte et par timer i og omkring kirken.

Herefter tog vi hjem og fik installeret os på de nye værelser og fik en lille morfar. Vi valgte at gentage succesen fra aftenen i forvejen og fik lidt aftensmad på det samme spisested. Tjeneren genkendte os fra dagen før, og da han skulle servere 3-4 retter for nogle andre gæster, så pegede han på de enkelte retter og viste dem derefter på menukortet. Afslutningsvis pegede han på alle retter, også nikkede vi. Det var signalet til, at vi ville have det altsammen.

Efter et godt og lækkert aftensmåltid gik vi retur til hotellet og krøb i mc tøjet, for vi havde hørt om et udsigtspunkt (Piazzale Michelangelo), hvor man kunne få et flot billede ind over byen. Det skulle vi da lige opleve efter solnedgangen. Vi fandt let en rute derop og på trods af lidt kurvede veje, hvor italienerne overhalede os med tætte overhalinger, som kom vi helt frem. Vi fik taget en masse flotte billeder indover byen, og det var virkelig smukt. Inden dynen igen kaldte på os, så tog vi lige en lille kop kaffe ved en lokal bod inden vi kørte ned af de snoede veje og kom frem til hotellet i et stykke.

23-03-2016

Efter en god nats søvn og et par espressoer til morgenmad var vi klar til endnu en tur, hvor vi valgte at køre ud til havet og tage kystvejen inden vi kom til Tivoli, som ligger på østsiden af Rom. Vi var efterhånden ved at være i træning, så læsning og klargøring af motorcyklerne gik som en leg. Vi kom relativt let ud af Firenze, og det var tydeligt, at vi havde valgt en alternativ rute, for efter lidt formiddagstraffik, så fik vi vejene helt for os selv, og det var skønt at køre ud mod havet i solskin og få vanvittige billister.

Undervejs på ruten gjorde vi nogle korte stop, når det var tid til lidt forplejning eller tankning, og vi tog os god tid, for vi skulle jo ikke køre mere end små 366 km denne dag, så der var umiddelbart god tid til hvil.

Efter en sidste pause ved vandet begyndte vi at bevæge os ind i landet, og her skulle vi bare lige følge omfartsvejen rundt om Rom, og kort efter køre fra, også var vi fremme. Det regnede vi da ikke for noget, for hvor lang tid kunne det tage a køre de små 25 km rundt om Rom. Det skulle vise sig, at det kan tage meget lang tid, for der var kø hele vejen rundt, og det er ikke sædvane i Italien at hjælpe motorcyklister frem, som man eksempelvis ser det i Tyskland, så det blev meget stop and go.

Heldigvis kunne vi underholde hinanden via kommunikationsanlægget og få afløb fra de frustrationer, som kom, når man nærmest blev kørt ind i af de italienske billister for at komme 2-3m længere frem i køen, og her kunne det have været en hjælp hvis vores navigationsudstyr havde været andet end den IPad, som vi navigerede efter, for så havde vi nok drejet fra og fundet alternative ruter. Vi opholdt os på selve ringvejen i godt 2 timer, og her startede vi i høj sol og oplevede solnedgang, som går stærkt på disse kanter.

Da vi kommer fra den ringvejen og ind på de mindre veje mod Tivoli gik vores kommunikationsanlæg døde. Der var ikke mere strøm på min Interphone, så vi gjorde et kort stop, hvor vi aftalte at køre forsigtigt og følge efter hinanden. Inden afrejse havde vi aftalt, at et af kriterierne for turen var, at vi ville køre på asfalt hele tiden, men det kom ikke helt til at holde stik, for der kom ikke til at gå lang tid, før vi kom ud på mindre og mindre veje, og tilsidst var det grusveje. Pludselig endte vejen med et stopskilt også var gode råd dyre, for det var bælgmørkt og vi var lidt alene. Vi fornemmede, at der var en større vej lidt tilbage, og via lidt intuition kom vi tilbage på sporet.

Da vi kom frem til byskiltet ved Tivoli gjorde vi et kort stop, for vi var ikke helt sikker på, hvordan vi skulle finde hotellet, for Tivolis indre by var nærmest en labyrint af små gader og stræder, som var brolagt med brosten. Vi fik lige lidt luft og en Snickers inden vi bevægede os ud på de små brostensveje, og det hele startede med en 15-18 procent stigning, hvor der ikke var meget mere end 20-25 cm plads til hver side af vores tasker. Da vi kom op foroven af bakken, så stod der en bil parkeret, og den var heldigvis parkeret på en måde, så vi kunne klemme os uden om den uden skader. Efter kort tid fandt vi den B&B, som vi havde booket, og vi blev mødt af en hjertelig værtinde, som anviste os hver af vores luksuriøse værelser, hvor man kunne føle sig lidt som en VIP.

Værtinden anbefalede, at vi fik vores aftensmåltid ved en af de lokale restauranter, og der fik vi igen en udsøgt service, da vi nævnte værtindens navn. Vi gik lidt rundt i byen om aftenen inden dynen kaldte.

24-03-2016

Efter en god nats søvn fik vi serveret morgenmad i den lille gang, som adskilte vores værelser, og vi tog den sammen inde på et af vores værelser. Da vi blot havde en kort køretur ind til Rom på små 40 km, så tog vi os god tid til at nyde morgenmaden og få vendt aftenens køretur. Inden afrejse havde vi en lidt længere snak med værten i huset, som i dagens anledning af hejst “Peace”-flaget i vinduet. Han havde en masse spændende holdninger til hele verdenssituationen, og dem fik vi vendt. Han ønskede os en fortsat fredfyldt rejse, og han foreslog, at vi lige besøgte Villa d’Este inden vi forlod Tivoli, og det gjorde vi naturligvis.

Villa d’Este er en villa, som er bygget i 1560, som en bolig til en af kardinalerne. Der er anlagte flotte haver i forbindelse med boligen, og fra en af altanerne kan man få et flot billede ind over Rom.

Efter besøget beslutter vi os for at bevæge os ind i Rom, så vi har god tid til at finde overnatningsstedet i dagslys, hvis vi nu skulle være uheldige at komme til at køre i kø i flere timer. Den bekymring skulle gøres til skamme, for vi kører lige ind til byen uden nævneværdig kø kørsel, og vi finder en lille parkeringsplads til motorcykler foran bygningen, hvor vi skal overnatte.

Vi var lidt på bar bund, for umiddelbart var der ikke noget hotel eller lignende i nærheden, men en ældre herre for os henvist til en dørtelefon, hvor vi heller ikke kunne se noget navn, men han fik os forklaret, at vi skulle trykke på et af navnene. Den ældre mand havde helt ret, for vi fik en vært i røret, som viste os det værelse i lejligheden, som skulle være vores base de næste 3 dage. Vi skulle dele lejligheden med endnu en beboer, som ville støde til senere på aftenen. I lejligheden var der et lille tekøkken, hvor vi kunne lave kaffe og indtage morgenmaden, som var inkluderet i prisen.

Vi fik smidt bagagen og os indrettet. Derefter valgte vi at gå en tur ned til Peterspladsen, og her blev vi mødt af en masse andre turister, som havde fået samme idé. Peterskirken er noget af et imponerende syn, og der blev passet ekstra godt på os, for der var sikkerhedsvagter og deslige alle vegne.

Da vi kom hjem om aftenen mødte vi den anden beboer, som var en stor græker, som hed Hercules. Vi fik en kop kaffe inden dynerne kaldte på os.

25-03-2016

Efter en god nats søvn var det tid til lidt morgenmad, og den fik vi sammen med Hercules, som viste sig at være hotelbestyrer på et 5 stjernet hotel i det græske, og han var glade for de danske turister, som havde valgt at tilbringe deres ferie på hans hotel. Vi havde en kort snak om græsk økonomi og de udfordringer, som Grækenland står overfor, og det var tydeligt at mærke, at han var af den overbevisning, at man i Danmark tjente en masse penge. Med det udgangspunkt, så var det lidt svært at forklare ham, at en skolelærer i Danmark blot havde ca. 1.000€ til eget forbrug om måneden og pensionsalderen var 67 år, og vores politikere diskuterede om den skulle øges.

Hercules var i hvert fald overbevist om, at han skulle pensioneres, når han blev 55 år, for så havde han da bidraget med lidt til samfundet, og han kunne på ingen måde forestille sig, at man arbejdede, når man var over 60 år. Jeg tror, at vi fik åbnet lidt øjnene op for vores samfundsmodel og forklaret, at vi kom ikke fra et land, hvor pengene fløj ind på vores konti, men derimod fra et land, hvor man arbejdede og sparede op til vinterforråd.

Efter en lang god snak og morgenmad gik vi lidt rundt i gaderne, for vi skulle have lidt tid til at gå inden vi skulle på rundvisning i Vatikanstaten. Jeg vil helt klart anbefale, at man booker sin billet hjemmefra, for med en guide kom man lettere og hurtigere igennem køen. Desværre havde vi valgt en rundvisning på langfredag, så Peterskirken var lukket af på grund af forberedelse til den store fredagsbøn, men til gengæld fik vi en længere rundvisning i Vatikan museuet og det Sixtinske kapel. Desværre var der lidt forvirring omkring bookning og antallet af ture, så vores rundvisning blev forsinket en god times tid. Men det var hele ventetiden værd, for vores guide var yderst kompetent, og hun kunne svare på stort set alle spørgsmål, der blev stillet, og hun gav sig god tid til at forklare en masse om det, som vi så på rundvisningen.

Det var en meget stor oplevelse at stå i det Sixtinske kapel, og efterfølgende fik vi en god snak med guiden, for hun havde bemærket, at vi havde været særdeles opmærksomme og stillet en del spørgsmål, som vi fik gode svar på. Herunder spørgsmålet om flaget, som korsridderne bærer, idet det minder meget om det engelske flag.

Da vi havde fordøjet rundvisningen gik vi lidt rundt inden aftensmaden blev indtaget på en restaurant, som lå nede i en kælder, og her fik vi en udsøgt betjening og god mad.

26-03-2016

På den sidste hele dag i Rom havde vi sat os for, at vi ville ud og se Circus Maximus og Colosseum. Her tog vi vores motorcykler ud, for de skulle da ikke stå og føle sig helt efterladte. Vi kunne ikke helt finde en parkeringsplads tæt på, så vi holdte omkring 600m fra Circus Maximus og gik det sidste stykke. Det må have været et imponerende sted i oldtidens Rom, men nu var der blot anlagt en bane, så man kunne fornemme, hvordan Ben Hur havde kæmpet med sit 4 spand rundt i managen.

Tæt her på lå Colosseum, som er et imponerende syn. Det var fuldt forståeligt, at der var over 100.000 besøgende på en dag som denne, og her fortrød vi nok lidt, at vi ikke havde booket en rundvisning hjemmefra, så vi tog blot en omgang rundt om hele konstruktionen og fik taget en masse billeder samt selfies.

Efter dette besøg var det tid til at køre tilbage til basen, så vi kunne få ladet lidt energi op inden vi igen tog endnu eftermiddag rundt som turister. Her blev den spanske trappe, Trevi fontænen, Piazza del Popolo og en masse andre ting taget i selvsyn.

Efter et kort hvil valgte vi igen at gå ud, og her fandt vi en dejlig restaurant på Piazza Navona, hvor vi kunne sidde ude og nyde maden og de mange mennesker, som vandrede forbi. På denne plads var der rig mulighed for at få noget godt mad til rimelige priser, og vi vil klart anbefale, at man oplever pladsen både i dagslys og når mørket falder på.

27-03-2016

Efter en masse spændende dage i Rom var det nu blevet tid til at komme op på motorcyklerne igen, og det var da rart at mærke vinden i håret igen efter nogle dage uden kørsel. Inden afrejse hjemmefra havde vi talt om at køre over Rimini og San Marino, men da det tog lidt tid at komme ud af Rom, så besluttede vi os for, at vi ville krydse ind over nord for Rimini, så vi derved komme tidligere frem til Venedig.

Vejret var strålende og kilometerne fløj bag os, og vi kom relativt hurtigt frem til Marghera, som er en lille by, der ligger små 10 km fra Venedig. Modsat sædvane, så var det først her, at vi fik kigget os om efter overnatning, og der var et fantastisk tilbud på et hotel Colombo, og det valgte vi at slå til på. Da vi kom frem til hotellet så det nogenlunde ud udefra, men det trængte gevaldigt til en kærlig hånd, da vi kom indenfor. Vi fik udleveret nøgler til vores værelser, og her kunne vi så konstatere, at vores nøgler kunne låse hinandens værelser op, så der var nok ikke gjort så meget ud af sikkerheden her. Vi måtte i hvert fald konstatere, at dette var det dårligste sted, at vi til dato havde overnattet, så det vil vi ikke anbefale andre.

Efter indkvartering valgt vi at hoppe op på maskinerne igen, for Venedig skulle opleves. Der gik en bro fra fastlandet og til Venedig, og da vi kom over på øen, så var det kun muligt at parkere 15-30 minutter medmindre, at man betalte 15€ for en dags parkering, og det synes vi lige, at der var i overkanten, når vi kun skulle være der i 2-3 timer. Vi havde bemærket en lille tomte lidt udenfor byen, hvor der holdte en masse andre motorcykler og scootere, så her kørte vi tilbage til, og her var der ingen afgift, og her var der ingen afgifter, og vores motorcykler stod sammen med en masse andre, så det var ingen problem.

Vi valgte at gå lidt rundt på må og få i Venedig og se nærmere på alle kanalerne og bygningskostruktioner. Det er lidt imponerende, at bygninger er placeret på egeplanker, der er banket ned i havbunden, og husene var tæt placeret på hinanden, så man må ikke have meget frihed for naboer, så et godt naboskab må nærmest være påkrævet. Det var meget tydeligt, at vi befandt os i et område med en masse turister, for man kunne ikke bevæge os meget rundt alene.

På et tidspunkt falder vi over en butik med glaskunst, og der var en flot løvefigur i glas, som fangede vores opmærksomhed. Vi faldt i snak med indehaveren, og efter en del fraser på engelsk, så kom vi frem til, at der var tale om en dansk glaskunstner fra Bording, som havde boet i Venedig i mere end 20 år. Det var en utrolig interessant kvinde, som kunne berette en masse om hendes oplevelser i Venedig igennem årerne, og det var berigende at høre om hendes fortælling, og det er en af de ting, som man kan få med, hvis man giver sig lidt tid til at snakke med folk.

Efter den gode samtale valgte vi at lede efter lidt billig aftensmad, og vi faldt over en lokal restaurant i Venedig, hvor vi faldt lidt for den søde frøken i døren, og jeg tror, at hun var medvirkende årsag til, at vi ikke løb skrigende ud igen trods let lugt af råd i restauranten. Jeg håber da, at nogen af de andre spisesteder i Venedig har gjort lidt mere ud af udluftning, for det var lidt anstrengende at indtage føde, når lugten af råd fyldte næseborene. Men med lidt godt at se på, så kom maden ned.

Efter aftensmaden gik vi retur til vores motorcykler og kørte tilbage til hotellet, hvor vi bryggede en god kop kaffe og fik en sludderen og dagens oplevelser. Herefter gik min rejsekammerat ned og fik lidt frisk luft inden natten kaldte på os. Her faldt han i snak med et par irere, som også var på langfart, og de var noget imponeret over hans motorcykel med automatgear. Derudover blev der udvekslet erfaring og oplevelser, for det er jo en af de ting, som sker, når to MC’er mødes.

28-03-2016

Næste morgen var vi relativt tidligt på færde, for hotellet serverede ikke lige morgenmad på den tid af året, så vi måtte ned til en af de andre lokale, som serverede lidt croissanter med kaffe til. Det var ikke ligefrem den bedste morgenmad, men den passede meget godt til standarden på hotellet. Vi surfede lidt på nettet og fandt et hotel i nærheden af München, som kunne danne ramme om vores næste overnatning.

Efter maskinerne var pakket op, så tog vi afsked med hotellet og bevægede os nordpå. Forude ventede vores første møde med Dolomitterne, og jeg vil med det samme slå fast. Det skal opleves igen. Det var helt igennem fantastisk at køre der, og der var en masse dejlige sving, og man kunne nyde udsigten rundt på vejene.

Vi valgte den indstilling, som hed undgå motor- og betalingsveje på vores navigationsudstyr, og det sendte os ud på en masse små veje, og det gjorde blot turen endnu mere spændende. Vi kom op i de høje luftlag, og det var lidt surrealistisk, da vi på et tidspunkt kom om forbi et par langrendsløbere, som løb i et spor lige ved siden af vejen, men det var forfriskende og en skøn oplevelse.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg var fuldstændig forblindet af udsigten, og det var lige før, at vi endte med at køre tør for benzin, for der var ikke meget mere end lidt dampe tilbage, da vi endelig fik tanket ved Brennerpasset.

Selve turen kom til at tage lidt længere tid end vi havde forventet, for det tager længere tid på mindre veje end motorveje, så vi kom først frem til München omkring kl. 20.00. Heldigvis var der er en italiensk restaurant blot 300m fra hotellet, så her kunne vi få lidt aftensmad inden natten kaldte på os.

29-03-2016

Efter en god nats søvn, så besluttede vi os for, at den næste overnatning skulle ligge i Braunlage i hjertet af Harzen, for der havde en af os tidligere været på tur til, og der ville vente os en masse dejlige sving og udfordringer.

Dagen bød desværre på en masse sidevind og regn, så det blev en hård dag at komme igennem, men vi kæmpede det bedste, at vi havde lært. Der var lidt en forhåbning om, at de berømte sving i Harzen ville få humøret til at stige, og de gjorde de også, men samtidig, så måtte vi begge erkende, at svingene var lidt skuffende efter gårdagens oplevelser i Dolomitterne i bagagen, så anbefalingen er helt klart, at hvis man ønsker at opleve begge ting på samme tur, så skal de tages i omvendt rækkefølge. Altså Harzen før Dolomitterne.

Da vi kom frem til Braunlage fandt vi et sted med internet og fik booket et værelse. Der var tale om et lille gasthaus, hvor værtsparret ikke havde forventet flere gæster, men de fik da hurtigt lige redt to senge op, så vi kunne få en overnatning. Da vi var kommet lidt sent, så kunne de ikke tilbyde os aftensmad, men derimod kunne de anbefale en lokal restaurant, hvis vi ville have traditionel tysk aftensmad, og det ville vi meget gerne efter flere dage med italiensk mad. Portionerne var igen blevet passende, og det var virkelige lækkert med en mande portion og en kop mjød.

Efter aftensmaden gik vi stille og roligt til ro, så vi kunne få fordøjet de sidste dages oplevelser inden turen gik hjemad.

30-03-2016

Efter en god solid morgenmad, hvor der ikke manglede noget fik vi afregnet med værten og forude ventede en lille tur på små 600 km inden vi var hjemme.

Heldigvis var der ikke så meget vind og det regnede kun lidt fra tid til anden, så turen fra Braunlage til Herning blev klaret på under 8 timer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *