Nordkap 2016

Facebook

Dagen kom hvor vi skulle starte vores tur til Nordkap. Vi havde bestemt os for at besøge Nordkap på vores sommertur. For at komme til Nordkap, skal man op på den anden side at Polarcirklen. Polarcirklen ligger 66°33′ breddegrad. Da vi besøgt Island og Færøerne i 2015 var det kun muligt at krydse polarcirklen hvis vi lejede en båd og sejlede ud i Nordatlanten, da begge lande ligge syd for polarcirklen. På den anden side af polarcirklen hedder klimabæltet Arktis.

Vores motorcykler var de samme som vi havde med på Island og Færøerne, dog med lidt flere km i hjulene, ja faktisk havde vi også lige kørt Italien rundt i foråret, dette år. På udstyrs siden havde jeg skiftet fra en GoPro kamera til en Garmin Vibe kamera. Det skyldes hovedsaglig at mulighed for at kunne trække strøm fra motorcyklen uden at skulle lade op undervejs og fordi Garmin Vibe kunne optage GPS koordinater samt hastighed. Ikke noget man har brug for men alligevel sjovt at kunne se efterfølgende hvis man skulle komme i tvivl om hvor man havde kørt rundt. Jeg havde også skiftet min mini ipad ud med en TomTom Gps. Det altid rart at kunne finde vej men på mange af de strækninger som vi havde kørt på Island og Færøerne, samt dem vi kom til at køre på denne tur, var en Gps måske lidt overflødigt idet så højt mod nord, er der ikke mange veje at vælge imellem. Dog er det altid rart med kunne se hvor langt der er til næste tankstation eller til målet for en givende rejsedag. Vejrudsigten fra de forskellige steder som vi skulle besøge, fortalte os at det kunne være en god ide at have noget varmt tøj og regntøj, hvilket vi også fik brug for.

15-07-2016

Vi skulle sejle fra Frederikshavn over til Oslo, hvor vi havde bestilt overnatning til den første nat. Normalt bestille vi overnatning om morgen, samme dag som vi har brug for det. Det skyldes at vi ikke fastlægger vores rute helt ned i detaljer. Har det f.eks været en lang dag og vi er kommet sent frem til vores hotel, så kan vi tillade os at tage en hviledag eller hvis det regner en hel dag, kan vi vælge at blive på det hotellet frem for at køre i regn en hel dag. Har man bestilt på forhånd, er man mere eller mindre tvunget til at skulle afsted.

Vi stævnede ud fra Frederikshavn, solen skinnede. Rigtig mange havde valgt at tage færgen til Oslo. Vi fik maskinerne spændt fast og begav os op på øverste dæk for at nyde udsigt. Normalt er det på dette tidspunkt man husker de ting som man har glemt at pakke ned i taskerne. Vi satte os ud i solen med en kop kaffe. Inden længe faldt vi i søvn. Jeg vågnede ved at kunne mærke at solen havde fået fat i ansigtet på mig. En dejlig måde at starte ferien på. Vi kunne se land, dog var der et stykke endnu, inden vi skulle fra borde. Der var rigtig mange små sejlbåde som fulgte os på vejen ind i fjorden til Oslo og som vinkede og gjorde opmærksomme på dem selv. Nogle lå og solbade på deres både, vejret var helt fantastisk.

Vi ankom planmæssig til Oslo og tjekkede ind på Quality Hotel. Der var rigtig mange gæster som ankom på samme tid som os og på en eller anden måde havde hotellet forfejlet vores bestilling om 2 enkle værelser og vi måtte derfor dele værelse. Da vejret var godt og vi var ankommet tidligt på aftenen, bestemte vi os for at se lidt nærmere på Oslo. Lige i det vi gik ud fra hotellet, var der en buschauffør som snakkede til os på dansk. Han kom fra jylland men var på rundtur med en masse turister fra Asien. Han havde kørt lastbil i mange år, i fast rute til Kiruna og længere op i Sverige og Norge. På et tidspunkt havde han valgt at gå på pension men han savnede de mange turer med bussen, så han startede med køre igen, dog ikke de lange alene ture mere. Han kunne fortælle os om de forskellige ruter man kunne vælge til Nordkap, alt efter om man bare ville der op hurtigt eller om man ville se noget undervejs. Selv beskaffenheden af de forskellige veje, om de var hullet og dårlige at køre på osv, kunne han fortælle os. Dejligt med lidt informationer.

Vi kørte ind igennem Oslo centrum, videre ud mod et havneområde hvor man kunne se ind over byen og ud over de mange små øer i fjorden. Vi fandt en lille bænk hvor vi kunne brygge kaffe og bare nyde solnedgangen. Jeg fik øje på et par huse som vi undersøgte lidt nærmere. Det viste sig at trække tråde tilbage til min barndom. Disse bygninger husede Kon-Tiki museet over Thor Heyerdahl. Hvem husker ikke de mange udsendelser i fjernsynet fra barndommen, om Thor Heyerdahl og hans sivbåd. En sjov lille sammentræf. Vi trillede hjem til hotellet igen. Vi havde tanket vores motorcykler i Danmark, så de var klar til turen op til Lillehammer næste dag. Jeg kunne lige nå en smøg på bænken, inden vi skulle til køjes.

16-07-201

Inden vi startede denne tur, havde vi snakket om at køre til Lillehammer på anden dagen men da vejret var godt og vi kunne slet ikke få nok at den smukke natur, bestemt vi os for køre helt til Molde, sidste destination inden vi nåede Atlanterhavsvejen. Vi stod op, fik pakket vores bagage. Lige da jeg skulle åbne mine tasker på motorcyklen, gik det op for mig at mine nøgler var væk. Jeg pakkede alt mit bagage ud, ved indgangen til hotellet men fandt ingen nøgler, på skift tog vi elevatoren op til værelset for at tjekke der, men stadigvæk ingen nøgler. Vi satte os ned, begyndte så småt at snakke om at turen måske måtte ende her. Min ven går op til receptionisten og spørger forsigtigt om de eventuelt har fundet eller fået indleveret nogle nøgler. Ved et lykketræf havde en person fundet mine nøgler på bænken udenfor hotellet, jeg havde glemt at tage dem med, da jeg havde været ude for at ryge, lige inden jeg gik i seng, aftenen før. Vi blev en del forsinket men var godt tilfredse med at nøglerne var fundet.

 

Inden længe var de 200 km til Lillehammer bag os. Rundt i en kurve fik vi øje på skiløjpen i Lillehammer og bestemte os hurtigt for at tiden var inden til en kop kaffe. Vi fandt en lille bænk med udsigt indover Lillehammer og skiløjpen. Lillehammer var vært for Vinter Ol i 1994 ( skiløjpen ses i baggrunden på billedet af motorcyklerne ). Naturen i Norge er helt fantastisk, næsten lige meget hvor man kigger hen, er der en fjor, en sø eller bjerge som sætter fantasien i spil. På bænken ved siden af, var der 4 tyskere som havde dækket op til den helt store frokost i det fri. Man blev helt sulten af se på deres overflod af mad. Selvom det var hyggeligt her ved fjorden, måtte vi videre. Vi fulgte hovedvej 70 op til Molde og som går igennem Sunndalen, en utrolig smuk rute. Efter 200 km mere, kunne vi ikke stå for fristelsen for at gøre et stop i disse smukke omgivelser. Der blev brygget en hurtig kop kaffe, da solen var forsvundet fra himmelen og det begyndte at trække op til regn som vi dog undgik.

 

Vi pakkede sammen og drog afsted igen. Landskabet ændrede sig til et mere åbent landskab, på vej ud til Molde. Når man ikke er vant til de mange fjorde og søer, virker det lidt overvældende at komme kørende oppe i bjergerne, ned imod fjorde, søer og ud til havet. Molde ligger inde i en fjord, skærmet af fra norske havet med øen Otrøya. En dejlig lille fiskeriby, lidt mindre end Herning. Vi havde valgt Molde Højskole til vores overnatning. Mange steder i Norge, benytter man Højskolerne til udlejning, når skolen holder sommerferielukket. Dejlige værelser med god plads til vores udstyr. Der var også andre mcér som havde valgt dette sted. Ved hovedbygningen var der en lille have, her var der opstillet forskellige faciliteter som man kunne benytte, bålplads, bænke, borde, grill osv. Jeg fandt den lille jetboil frem og fik brygget noget kaffe til os. Det havde været er helt utroligt smuk køredag, vi havde oplevet meget. Meningen var at vi skulle overnatte i Lillehammer men var forsat til Molde. På den måde havde vi faktisk optjent en ekstra dag som vi kunne bruge til hviledag eller hvad vi nu fandt behov for. Den følgende dag havde vi bestemt os for at køre helt ud til havet for at komme ud og køre på Atlanterhavsvejen.

17-07-2016

Morgenmaden blev ikke serveret i hovedbygning, derfor listede vi over i bygningen overfor. Faktisk okay morgenmad til prisen. Vi havde lidt travlt, ikke fordi vi skulle køre langt denne dag men nok mere fordi vi skulle ud på en spændende rute igen. Vi havde læst og set mange billeder af Atlanterhavsvejen. De mange skæve og buet broer som lå helt ude i norske havet. Vi havde ikke kørt længe inden vi nåede havet og gjorde derfor et lille stop for at nyde udsigten. Man kunne godt fornemme at vi kørte i et lavtliggende område. I stedet for at bygge tunneler havde man valgt at bygge broer imellem de mange små øer og på den måde kunne man komme udenom bjergene som strakte sig helt ud til havet. En rigtig smuk løsning men alligevel må det have været et dyrt byggeri. På kortet kunne man se at vi var ved at være tæt på de første broer, så vi hoppede på motorcyklerne igen og trillede videre. Vejen snoede sig igennem mange små byer, igennem landskab som kunne minde om heden hjemme i jylland hvis ikke det havde været for klipper og bjergene i baggrunden. Der dukkede flere og flere biler op, især autocamper fyldte meget på vejen. Det var vist ikke kun os som havde ønsket at køre Atlanterhavsvejen til Nordkap.

 

Lige inden den første bro, gjorde vi et stop for at få nogle billeder af vores maskiner. Vi var ikke de eneste som benyttede sig af lejligheden til at tage nogle billeder. Kameraet på motorcyklen blev gjort klar til at filme turen og vi trillede over den første af mange broer. Nogle af de øer som broerne forbandt, var ikke mere end 15×15 meter. Vi kunne godt mærke at vi var kommet ud til havet, det blæste en frisk vind og var lidt køligt. Indtil videre havde vi undgået regnen. Maskinen brummer stille og roligt afsted, en dejlig fornemmelse.

Den første bro var absolut den mest spændende bro. Set fra den anden siden, lignede den mest af alt en bro som var ved at vælte. Langt de fleste turister stoppede op her, for at tage billeder. Vi trillede i pit, det var tid til at nyde en kop kaffe fra den lille souvenir shop. Den kom andre motorcykler til stedet, alle med rygmærker. Vi havde stadigvæk ca. 250km til vores mål for denne dag, så det blev kun et kort pit stop.

 

 

Efter vi havde forladt Molde kunne vi fornemme at det begyndte at gå mere mod nord end det havde gjort indtil videre. Landskabet forandrede sig, flere bjerg, mere klipper og længere imellem byerne. Vi nåede til Kristiansund, her fandt vi et lille sted på havnen, hvor vi kunne købe noget mad. Ved ikke lige hvor godt det smagte, indrømmer gerne at pomfritterne smagt bedst, hvis noget skal fremhæves frem for noget andet. Her fra Kristiansund ville vi bevæge os lidt ind i landet igen og køre op i bjergene igen. Vi havde en sejltur foran os, inden vi ankom til Trondheim. Engang imellem er man heldig. Da vi ankom til færgen, stod der en mand inden på færgen og vinkede os ombord. Vi trillede ombord som sidste de sidste, bagved lukke bovporten i. Vi nåede ikke engang af vores maskiner, inden færgen havde lagt fra land. Vi var ikke de eneste motorcykler som havde valgt denne rute. Jo længere vi kom mod nord, jo flere motorcykler og autocamper kom der på vejene. Det var kun en lille kort sejltur denne gang. Vi kunne lige nå at betale og en kort toiletbesøg, inden vi igen skulle være klar til at trille fra borde. Hvis vi skulle havde ventet på færgen, kunne der sagtens have gået en time med at vente men vi nåede færgen i Kanestraum og på den side lå Halsa.

Det var ved at være den tid hvor vi skulle finde vejen til Trondheim. Vi gjorde et sidste lille stop i Bjergene ved Campingpladsen Ellingsgården. Her stødte vi på et ældre dansk ægtepar. De var ude at køre i deres nye autocamper. Manden gav ikke udtryk for at denne tur var noget som han ville anbefale andre. De var kommet kørende på nogle små veje og passeret en modkørende som var så tæt på dem, at det kostede en sidespejl. Den modkørende var bare kørt videre som om intet var hændt. Ellers nogle flinke mennesker. Jeg tror dette område kunne være et godt sted at campere med børn, naturen ville helt sikkert give nogle udfordringer her. Vi trillede videre og efter godt 100km begyndte vi at kunne fornemme Trondheim.

Vi skulle bo på Singsaker Sommerhotel. Man kan kun gætte på hvorfor det hedder Sommerhotel men ude fra så det ud til at være et rigtig hyggeligt hotel bygget i træ, indvendigt også rigtig hyggeligt men bevægede man sig rundt, op på gangen med værelser, så kunne man tydeligt se at hotellet trængte til en kærlig hånd. Gamle rør var blindet af, værelser var blindet af, vinduerne kunne næsten ikke åbnes. Jeg ville nødigt have boet her igennem en vinter. Mest af alt, der var det som vi havde brug for, nemlig en seng og mulighed for et bad. Efter at have indlogeret os, valgte vi at gå en tur ned i byen ad en lille sti bag ved hotellet.

Stien førte os hen forbi en gammel dansk fæstning, Kristiansten fæstningen, også kaldet Christiansands batteri. Stien førte os videre ned igennem en mindre park. Dejlig tur, lidt nedadgående stejle gader, som vi bestemt fortrød på vejen hjem til hotellet igen. Os fra et land uden bjerge, er bare ikke bygget til den slags. Nogle gader var forsynet med elevatorlifter, en lille smart anordning til ældre mennesker. Vi var fristet men undlod at benytte dem, især fordi mennesker ældre end os selv, gik uden besvær op ad de stejle gader. Trondheim minder rigtig meget om en pæredansk by. De gamle administrationsbygninger med grøn irret tage, de mange fiskehuse nede ved havnen, måde gaderne var bygget op på, alt sammen noget som kunne have været i Svedborg eller en anden dansk by. Vi forsøgte at finde et spisested, men mange steder var der ingen ledige pladser, andre steder ville vi ikke kunne betale for at spise, så dyrt var det. Helt tilfældigt kom vi forbi et sted med kebab. det var billigt og smagte himmelsk. Her kunne vi sidde og nye livet i byen. Trondheim er en moderne by som har forstået at bevare sin historie. Det er lidt underligt når jeg tænker tilbage på min barndom, Trondheim, Narvik, Tromsø, Kiruna osv. var alle nogle byer som jeg forbandt med evig frost og sne, næsten ingen sol og masser af minedrift. Især de store maskiner som de bruger i deres miner, havde stor interesse når jeg havde forvildede mig ind på skolebiblioteket. Det skulle blive spændende at komme længere mod nord.

17-07-2016

Vi stod forholdsvis tidligt og gik ned til morgenbordet. Vi var ikke de første som var tidlig oppe. Et par unge piger var i gang med at smøre en madpakke som de kunne have med i deres rygsække, de var på vandretur. Ved det andet bord sad nogle af de mcér som vi havde snakket med da de ankom til hotellet, dagen før. Vejret var nogenlunde tørt men det havde regnet meget i løbet af natten. Vi valgt Mo i Rana som værende vores endestation for denne rejsedag. En tur på godt 500 km, velvidende at vi ikke vil nå at krydse polarcirklen denne dag. Vi bestilte værelser på Hotel Svartisen. Vi måtte lige starte med at tørre vores motorcykler lidt af, inden vi spændte bagagen fast. Efter en hurtig tankning forlod vi Trondheim i tørvejr. Det var en rigtig dejlig morgen, solen tittede frem, ganske lidt trafik og masser af smuk natur omkring os.

Allerede efter 120km begyndte trangen til kaffe at melde sig. Vi fandt derfor et lille rasteplads hvor vi kunne brygge kaffe. Et hyggeligt lille sted med bænke osv. Jeg ved ikke helt hvad forskellen er men en kop kaffe i den frie natur, smagere bedre end når den bliver serveret hjemme ved køkkenbordet. Jeg indrømmer gerne at den lille jetboil er noget af det bedste udstyr som jeg har købt til mine turer på motorcykel. Vi har nogle gange lavet frysetørret mad, dog foretrækker jeg frisk lavet mad. Det trak op til regn, så vi kørte videre. Vejen snoede sig op igennem dale og vi passerede det ene vandløb efter den andet. Gamle baner fra minedrift, små gårde som lå helt afsides fra alt. Da vi havde kørt 200km mere, hvor af noget af vejen var igennem regnvejr, bestemte vi os for at holde en lille pause igen, for lige at blive tørret lidt. Vi kunne godt mærke at temperaturen var faldet lidt og når tøjet er lidt vådt, giver det en vis afkøling. Vi fandt en helt fantastisk sted at holde ind.

Et par timer mere, godt 160 km og vi ville være fremme ved hotellet i Mo I Rana. Det blev til en køretur igennem tunneler, broer, skove osv. Temperaturen i  Mo I Rana kunne komme helt op på 18 grader, på denne tid af året. Det begyndte for alvor at kunne fornemmes at vi var kommet tæt på Polarcirklen. Vejret skiftede mere, horisonten var fyldt med bjerge. Vi ankom til et meget lille hotel. Udefra set, så det ikke ud af meget men hold op for en overraskelse der ventede os. Vi fik vel det der svarer til 2 værelses lejlighed i to etager. Helt fantastisk, her var alt hvad hjertet kunne begære af udstyr. Efter en hurtig bad, vandrede vi ind i byen. Vi havde spurgt på hotellet om det var muligt at finde et godt spisested i byen ( Mo i Rana er på små 20.000 indbygger ). Jeg tror vi gik lidt vild men endte alligevel med at finde et spisested. Her kunne man få serveret Rudolf ( rensdyrkød ) og det skulle selvfølgelig smages.

Rensdyrkøb smager helt fint. Maden var okay men for pokker hvor var det dyrt. En 25cl dåse cola kostede 50-60 dkr, vil tro den kan hentes i Tyskland til to Dkr. Under spisningen snakkede vi lidt om hvad der skulle ske næste dag, her skulle vi jo passere Polarcirklen. Det ville helt sikker blive en milepæl for noget af turen og selvfølgelig skulle det blive spændende at komme til Narvik. Vi smuttede hjem på hotellet, det havde været en lang rejse dag og vi var først lige ved at få den gode form frem. Jeg skulle lige have billeder og video lagt over på harddisken, opdateret min status på nettet, havde den sidste kop mokka og en smøg, så var det sengetid.

19-07-2016

Morgenmaden blev serveret i en kælder uden vinduer, ikke lige det man er vant til. Vi tjekkede vejrudsigter, ruter og bestemte os for at følge E6 videre op mod Nordkap. Dagens destination blev Narvik, små 450 km. På denne rejsedag ville vi passere Polarcirklen og det ville ca blive et sted hvor der ville være under 10 km til den Svenske grænse, så vidt vi kunne se på kortet. Vi havde en forventning om at vi for alvor kunne begynde at se naturen forandre sig. Allerede nu havde vi oplevet flere tunneler, bjerge og meget mere skiftende vejr. Det skiftende vejr betød ikke noget, det lå lige som lidt i blodet efter turen på Island og Færøerne. Bare grundtemperaturen var over 9 grader og at der engang imellem ville være ophold i regnvejret, så skulle vi nok klare os. Vi tjekkede ud fra denne helt fantastiske lejlighed og trillede hen til den første benzinstation. Vi kunne godt fornemme at motorcyklerne brugte lidt mere brændstof på disse kanter af Norge. Stille og roligt forlod vi Mo i Rana, vi havde ca 80-90 km inden vi ville ramme polarcirklen. Jeg går altid med “livrem og seler”, så jeg havde fundet den lille elektroniske GPS frem og lagt den i min tanktaske for at kunne følge med i hvornår vi krydsede den berømte 66°33′ breddegrad.

Faktisk var det jo bare et tal men på den anden side var det en milepæl for mig, jeg havde aldrig været så højt mod nord før dette. Snakken gik lystigt denne dag, vi sad begge med en forventningsglæde om at det endeligt så ud til at vi ville krydse denne milepæl og begynde at opleve noget barsk landskab, små veje osv. Jeg ved ikke helt men på eller anden måde tiltrækker det hårde landskab, barske vejr og de udfordrende oplevelser, mig. Uforudsigeligheden giver tit nogle oplevelser som man aldrig glemmer, det kan være skræmmende når man i det men giver for det meste noget til smilebåndet efterfølgende. Vi kom nærmere og nærmere Polarcirklen, min ven spurgte hver andet minut om hvad min gps viste, snart kunne vi begynde at følge skiltene og inden længe var det bare at følge busser og autocamperne, alle skulle denne vej. Vi havde valgt at følge E6, som går omkring saltfjeldet. Endelig kunne vi trille ind på parkeringspladsen ved monumentet for Polarcirklen. Der var bygget en lille butik ved stedet, Samerne havde opstillet en tipi og som vi også så på Island, havde turisterne igennem tiden samlet sted og stablet dem i små pyramider. På Island fik vi fortalt at disse små pyramider ikke havde nogen betydning men bare var noget som turisterne havde fundet på.

Tipien mindede os om at vi skulle til at begynde med at være opmærksomme på rensdyr. Vi krydsede polarcirklen i små 700 meters højde, her var sneklædte bjergtinder, flade områder ude ret meget bevoksning men der manglede bestemt ikke turister. Foran den lille butik, stod der et monument for polarcirklen og den skulle vi lige have et par billeder af.

 

 

 

I butikken kunne man købe alt hvad hjertet begærer af souvenirs. Det endte selvfølge med jeg fik købt t-shirts til mig selv og mine drenge osv. Det lunede med en kop kaffe inden vi drog videre mod nord. Vi trillede ud på vejen igen og forsatte ad E6. Vi skulle nå en færge inden sidste afgang, så vi kunne komme over til Narvik. Landskabet var fladt med klipper og meget lavt bevoksning. Næsten ingen huse, meget lidt trafik. Det ændrede sig da vi begyndte at nærmere os Narvik. Vi kunne se længere ude i horisonten ændrede vejret sig. Det startede med at regne lige inden vi kørte igennem en tunnel, på den anden side skinnede solen. Den sidste stykke indtil Narvik, var vejret meget skiftende,

Lidt udenfor Narvik får vi følgeskab at en mand på en Africa Twin. Det så ud til at hans maskine er pakket godt ind. Han holdte sig bag ved og gjorde ingen forsøg på at overhale. Vi kører ind i Narvik for at finde Best Western hotellet, manden følger os ind igennem byen, helt op til hotellet. Min ven og jeg snakker lidt om at det var sjovt at manden havde valgt samme hotel som os. Da vi har fået parkeret vores motorcykler, ser vi at manden holder midt på parkeringspladsen og vinker os hen til sig. Alt på hans motorcykel er pakket ind i plasticposer, selv indenunder jakken og hjelmen havde han plasticposer, det ser altså lidt vild ud. Da han åbner hjelmen kan vi se at han ikke er fra de nordlige breddegrader. Vi spørger lidt indtil hvor han kommer fra, vi går ud fra han også skal til Nordkap. Han fortæller at han har kørt hele vejen fra Tyrkiet. Han spørger om vi skal til Nordkap, da han gerne vil følges med os. Han ser meget træt ud og virker en del forvirret. Vi fortæller at vi skal til nordkap men at vi har en overnatning her i Narvik og en overnatning Alte. Han havde bestemt sig for at køre 200-300km mere, for så kunne han nå Nordkap den efterfølgende dag. Det var vi ikke interesseret i, så manden triller videre ( vi møder ham igen på et senere tidspunkt ). Vi havde beregnet 2 dage mere inden nordkap, der var jo 750 km endnu, til toppen. Fri kaffe på hotellet, lige noget vi havde brug for. Vi fik pakket ud, her var en del andre motorcykler. Vi går lidt rundt i byen for at finde et sted at spise. Vi fandt en storcenter hvor der lå en Peppers. Hen over maden kom vi til at snakke om at der “kun” var 750-800km til Nordkap, især fordi vi havde fundet ud at morgenmaden blev serveret tidligt på hotellet ( de havde en masse bygningsarbejder boende fra et stort byggeri ). Kunne vi få morgenmaden kl.6, ville vi kunne trille fra hotellet kl.6.30 og så var det måske muligt at nå til nordkap næste dag. Vi fandt et hotel 15-20km fra Nordkap, som havde døgnåbnet og uanset hvad, ville solen være der, på hele turen.

Et par kopper kaffe, en smør og så i seng. der skulle hviles ud inden den lange tur. Det havde været en dag med sol, regn, blæst og mange gode oplevelser. Vi havde krydset polarcirklen og den efterfølgende dag ville det måske lykkes at nå helt op til Nordkap. Jeg gik lige en runde for tjekke olie og den slags på vores maskiner. Det kunne være svært at falde i søvn når solen stadigvæk stod højt på himmelen.

 

20-07-2016

Efter en hurtig gang morgenmad fik vi pakket vores maskiner. Meget tidligt om morgen forlod vi Narvik med kurs imod Nordkap. Hvis det skulle lykkes at nå Nordkap inden det blev alt for sent denne dag, skulle vi have godt med fart i hjulene og helst udgå alt for mange forhindringer på vores vej. Der er nok nogle som vil hævde at man kan ikke nå at se ret meget, hvis man man kører 750-800km på en dag. Det kan have en vis rigtighed, man når ikke at stoppe op for at se en masse seværdigheder men man kan virkelig fornemme hvordan naturen forandrer sig hen over dagen. Kom nede fra et område med nåletræer som gik over i at blive til birketræer og sluttede med stort set ingen træer og bevoksning. Min benzintank på motorcyklen giver ca. en rækkevide på 300 km, afhængig af hvilken type kørsel. Derfor kom vores først tankning til at være i Løkvoll. En lille by ud til en af de mange fjorde. Kort efter Løkvoll, kørte vi op i bjergene. Et sted midt imellem Oksefjord og Kvænangen fandt vi en mulighed for at gøre et lille stop. Det blæste en del og det var blevet køligt. Imens vi bryggede kaffe, kunne vi se en røgsky komme imod os, nede fra dalen. Det var en gammel Saab som havde fået motorproblemer. Den trillede ind på pladsen og ud steg en ældre mand. Han åbnede motorhjelmen, kiggede lidt til motoren, lukkede igen og satte sig ind i bilen og kørte videre med en stor sky af damp, efter sig. På vejen indtil Alta begyndte vejene at blive mindre og dette blev der arbejdet på. På store strækninger var der vejarbejde og tunnelarbejde i gang. Der var trafikregulering mange steder hvilket bevirket at vi kunne se at det ville blive sent inden vi nåede vores hotel. Lige inden vi nåede til Alta, fik vi øje på en mc som i baghjul til os. Han fulgte os hele vejen indtil Alta og skulle lige som os, også tanke. Han kørte på en Harley Davison og næsten ingen oppakning. Han kom fra Spanien og var også på vej til Nordkap. Han havde fulgt os i det vores tempo passede ham fint. Han havde rejst meget rundt med næsten ingen oppakning. Tit boede han hos bekendte og mennesker som han havde mødt på sin tur. Efter et godt måltid og noget helt fantastisk kaffe, var tinden inde til at trille videre. Spanieren var kørt i forvejen. Ca. 250km inden vi kunne slappe af, vi håbede på at kunne være fremme omkring kl.19, hvis ikke der var alt for meget vejarbejde.

Vi ankommer til Hotel Scandic i Honningsvåg. En lang tur men helt utrolig smuk tur. Især den sidste del af turen var så betagende at det næsten ikke kan beskrives. Store horisonter, fjorde og det det dybe blå Barentshav, kun klipper og næsten ingen bevoksning. Selvom vi havde kørt mange km den dag, vågnede man op og blev helt euforisk af det smukke landskab. Da vi havde tøjlet jernhesten, gik vi på hotellet for at tjekke ind. Den unge dame i receptionen fik vores navne. Efter et par minutter meddelte hun at hun desværre ikke havde nogle reservationer til os og at hun desværre heller ikke kunne tilbyde os et værelse i det hele hotellet var optaget. Vi var sikker på at vi havde en bekræftelse på at vi havde reserveret 2 værelser. Vi fandt den mail frem hvor hotellet havde bekrætet vores reservation på og til vores store overraskelse havde den unge dame ret, vi var på det forkerte hotel. vi troede at Scandic Honningsvåg var det samme som Scandic Nordkapp. Så vi måtte afsted igen, længere op mod nord. Lige da vi kommer ud og starter vores motorcykler, kommer spanieren som vi mødte nede i Alta, kørende hen til hotellet. Han havde ikke booket noget hotel og kørte derfor rundt for at finde et værelse til en pris som skulle være indenfor hans budget. Vi snakker kort med ham inden vi kørte videre.

Vi forlod Honningsvåg igen og efter 5 km ankom vi til Scandic Nordkapp. Hotellet mindede meget om barakker i 2 etager, her var plads til rigtig mange gæster. Jeg vil gætte på at hotellet bliver benyttet som ski hotel om vinteren. Vi havde læst på internettet at selv Nordkap kun havde åbent indtil kl.20 men man kan være så tæt på målet og så vente til næste dag med at besøge stedet. Derfor tømte vi hurtigt vores maskiner for bagage og kørte de sidste km op til Nordkap. Vejen blev mere og mere smal, vi kom længere og længere op og stort set ingen trafik. Et fantastisk skue ud over Barentshavet. Det blæste voldsomt og det var ret køligt men forventningerne var helt i top. Parkeringspladsen ved billetluen var helt fyldt op, flere hundrede autocamper, busser og biler. Ganske få motorcykler.

Det blæser faktisk så meget at vi skulle hjælpe hinanden for at kunne taget et billede at dette helt fantastiske sted. Vi gik op til det ikoniske hus og da vi åbnede døren, blev vi mødt af klavermusik. Der var opstillet en flygel som alle kunne benytte hvis man ville givet en nummer. Har sad en ung fransk pige og spillede det ene dejlige stykke musik efter det andet. Vi gik igennem bygning for at komme ud på den anden side, hvor det ikoniske globlus stod. Vi begyndte at tage billeder men det var ikke let.

De fleste er i en lidt euforisk stemning og inden længe faldt vi i snak med en Tysker og et ungt par fra Slovenien. Vi havde alle travlt med at fortælle om turen op til Nordkap. Det blev for koldt at stå udenfor, så vi gik ind igen. Her satte vi sammen med Tyskeren. Det var helt fantastisk med klavermusik men pludselig kom et par andre unge mennesker til, den en spillede guitar og den anden kunne synge. Det var gamle Beatles musik, nyere musik osv. Jeg kunne sagtens have siddet her i flere dage, bare for at lytte til de unge mennesker imens jeg kunne se ud over havet og midnatssolen som bare kredsede rundt i en cirkel på himmelen. Snakken gik lystigt imellem min ven og Tyskeren. Pludseligt gik døren op, ind kom en mand pakket ind i plastic, det var vores tyrkiske ven, ham vi mødte i Narvik. Han ville jo skynde sig videre den dag vi mødte i Narvik og hvor vi valgte en overnatning mere. Vi var noget overrasket over at vi var ankommet først til Nordkap. Han kom ind med styrthjelmen på og snakkede i en telefon. Han kiggede forvirret omkring, helt i sin egen verden. Jeg kunne lade være at drille ham lidt, så jeg sagde til ham ” så du ikke genvejen på kortet ” ( her hentydede jeg til at han ville skynde sig til Nordkap, og ville være der før os ) Han kiggede på mig med fraværende øjne og gik videre, jeg tror ikke helt at han forstod mig. Vi gik ind i restauranten for at få lidt mad. Mens vi sad her og nøde udsigten, skiftede vejret , solen kom frem og blæsten forsvandt. Det blev helt fantastisk vejr.

Efter en lille halv time bragede solen igennem skyerne og det blev fantastisk vejr. Vind var næsten væk. Det kunne lokke de mange mennesker udenfor igen. Vi gik for at tage lidt flere billeder. Midnatssolen havde været helt nede i horisonten men var nu på vej op igen. Det kan være svært at orientere sig mod nord, når solen flytter sig så hurtigt, vi havde slet ingen fornemmelse af hvad klokken var. Indrømmer gerne at dette var højdepunktet på vores rejse, det kunne ikke blive meget bedre end dette.

 

 

 

 

 

 

 

Under bygningen var der indrettet et lille museum som fortalte noget stedet og de mange historier som er knyttet til dette sted. Kong Chulalongkorn af Siam besøgte stedet i 1907 og Thaiand havde derfor doneret nogle penge til dette sted. Udstillingen Children of Earth gav også god mening idet rigtig mange mennesker fra forskellige nationer besøgte dette og påmindede os alle om at vi er børn af samme jordklode. Tiden var inde til at trille hjem til hotellet igen. Vi havde forladt Narvik kl.7.00 om morgen, kørt 800 km og nu var klokken 01.30, det havde været en lang dag. Lige en sidste godnat til den lille hare som

besøgte os på hotellet. I morgen ville turen komme til at gå igennem 3 lande, Norge, Finland og Sverige, på vej til Stockholm hvor vi skulle mødes med en god ven som var kørt os i møde fra Danmark.

21-07-2016

Det blev en stille morgen med god tid til at nyde morgenmaden. Mange af de andre motorcykelister havde allerede forladt hotellet og vores spanske ven, som ikke havde lykkes med at finde et hotelværelse og som derfor havde overnattet på plænen udenfor, i sit telt, havde også forladt stedet igen. Vi havde indtil videre kun overnattet på færger og hoteller, derfor valgte vi en lille hytte nede i Sverige, til den kommende overnatning. Vi tjekkede ud og begav os afsted mod syd igen. En helt fantastisk morgen med solskin og stille vejr. Vi kørte langs kysten ned til Honningsvåg for at tanke benzin. Det blev en dyr fornøjelse. Jeg vil gætte på at ejeren af denne tank, var helt klar over at dette var den eneste tank i en radius af flere hundrede kilometer. Langt de fleste overnatninger som vi havde haft, havde været på hoteller men denne gang havde vi valgt en træhytte i Pajala. Pajala ligger i Sverige, helt tæt indtil den Finske grænse. Dagen tur var på 650km igennem ødemarken. Det meste af dagen ville blive kørt igennem store skovområder og her skulle vi være opmærksomme på de mange rensdyr. Vi var klar over at vi skulle tanke undervejs men havde en udfordring med at finde en tank på en strækning på 550km, vi har ca. en rækkevide på 300km i vores tanke. På et tidspunkt fanger mit blik noget som kunne minde om bjørn og dens unge, jeg skynder mig at sige det til min ven og foreslår at vi vender om, for at undersøger det lidt nærmere. Det faldt dog ikke i god jord, han mente at det ville være en dårlig ide at få opmærksomhed fra et par bjørne, især på tomme tanke, ude mit i ingenting. Vi kører videre og tilsidst begynder jeg også at miste troen på at vi finder en benzintak inden vi løber tør for benzin. Efter knap 350 km, dukker der en tipi og et par huse op og her er der en tank. Vi havde undersøgt det hjemmefra uden at finde en benzintank, vores GPS viste heller ikke noget benzinstation her, men der var en og kun en benzinstander. Lige det vi havde brug for. Lettet kører vi videre og efter 150 km mere, nå vi den norske / finske grænse.

Vores tur igennem Finland varer ikke længe. Vi kører kun ca. 200 km, inden vi når den finske / svenske grænse. Da Finland er kendt som en stor kaffe drikkende nation, gjorde vi et stop for at smage på deres kaffe. Den lange og meget kryptiske finske stednavne, skulle man lige vænne sig til. Fra grænsen og ned til Pajala, hvor vi skulle overnatte, kørte vi langs flod og ved Kolari krydser vi over til Sverige. Vi ankommer til Pajala i høj solskin, der er næste havblik på floden. Vi finder campingpladsen hvor vi har lejet en lille træhytte. Dagen havde ikke budt på meget andet end skov og rensdyr. Hytten er delt i 2, vi har den ene afdeling og vi kan se at der er nogle i den anden afdeling. Vi går og gætter lidt på hvem det kan være. Efter et hurtigt bad stod det på en gang frysetørret mad, tilberedt med kogende vand ( jeg supplerede dette måltid med en stor pose matadormix ).

Det var en utroligt smuk natur. Jeg satte mig ud på terrassen for at brygge kaffe på min lille jetboil. Fred og ro, tid til at kigge lidt til vores maskiner som holdt lige udenfor døren. Mens jeg sag her og nød min kaffe, kom vores naboer ud. Det to mænd midt 50, de havde også deres kaffe med ud. Vi faldt hurtigt i snak. De var fra Finland og var i Sverige for at plukke Multebær ( hjortron ). Den ene af mændene ejede et stort finsk avis. Tilsammen havde de 20 børn, spredt ud over hele verden. Faktisk var avisejeren søn af en finsk krigshelt, som reddede en masse mennesker fra de russiske soldater, under anden verdenskrig. Det blev en længere samtale, jeg ved godt man ikke skal diskutere politi osv, med mennesker man ikke kender, men det endte alligevel med at vi snakkede politik. Da der blev snak om flygtninge i Danmark, var de begge to rigtig godt informeret. Det var altså lidt mærkeligt at disse to midaldrende mænd var sendt til Sverige af deres koner, for at plukke nogle spandfulde multibær. For at kunne plukke disse bær, måtte de pakkes ind i myggenet og gummistøvler. Den kommende dag ville stort set blive en dag uden de store oplevelse, en dag hvor der skulle trilles en masse km.

22-07-2016

Der står et stort veldække morgenbord til os, da vi vågner. Vi havde en lang dag foran os, da vi har bestemt os for at køre til Sundsvall, en tur på 760 km. Vi havde valgt en lang tur, for at den efterfølgende dag ikke skulle blive for lang, når vi kører til Stockholm for at mødes med en god ven.

Vi ankommer til Sundsvall, Sidsjö Hotell, hen på eftermiddagen. Jeg vil tro disse bygninger har tidligere været anvendt til et hospital. Vi tjekker ind og tager et hurtigt bad, inden vi finder et sted at spise. Igen lykkes det min ven at overtale mig til at vi går hen til stedet hvor skal spise. Et valg vi begge kommer til at fortryde. Vi går og snakker og lægger slet ikke mærke til hvor meget vi går nedad. Inden længe finde vi det lille pizzeria. Søde mennesker, god betjening og tid til at fortælle lidt om området. Da vi går hjem til hotellet, fortryder vi at vi lod vores motorcykler blive stående. Hold op hvor det bliver til rigtig meget opad bakke. Vi slutter dagen af med at ringe til vores ven, for at høre hvor langt han er kommet på turen til Stockholm. Vi bestiller overnatning i Stockholm inden vi går i seng.

23-07-2016

Morgenmaden blev serveret i en lille tilbygning til hotellet. Her kan man sidde og kigge på får som går og græsser. Vi spænder vores bagage fast og starter turen ned til Stockholm. Solen skinner og vi har rigtig godt vejr. Vi har bestilt overnatning på Reimersholme hotel. Nok ikke et hotel i verdensklasse men der var fællesbad og køjesenge, lige hvad vi havde brug for. Denne dag skulle vi kun trille 300 km. Efter små 3 timer, trillede vi ind i forstederne til Stockholm og kort efter ankom vi til hotellet. Selve beliggenheden var rigtig smuk. Kort efter vi var ankommet, kom vores ven trillende ind på pladsen. Vi sidder og fortæller lidt om hvad vi har oplevet på turen til Nordkap, nyder nogle kopper kaffe, inden vi gik en lang tur inden gennem byen, hvor vi fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad. Stockholm er en smuk by med masse af vand, smukke gamle huse og en meget ren by. På vej tilbage til hotellet passere vi en lille grønt område. Her spilles lidt lokalt livemusik. Vi bliver fristet og lister ind og køber os en fadøl. En lun sommeraften, hyggelig stemning og glade mennesker, så kan man ikke ønske sig mere.

24-07-2016

Engang imellem sker det at man har valgt en overnatning som måske er lidt for billigt. 3 voksne mænd på et meget lille værelse er ikke altid til gavn for alle, det gælder om at falde i søvn først, inden en af de andre begynder at snorke. Vi havde bestemt os for at besøge Vasa museet denne dag. Solen skinnede, det var fantastisk vejr da vi trillede ind igennem Stockholm ude til Vasa. Det var rigtig spændende at se det snart 400 år gamle skib, et skib som knap nåede ud af havnen hvor det var bygget, inden den sank. Vi trillede lidt rundt i byen, så den bydel hvor den danske kong Christian 2 henrettede 82 adelsfolk i løbet af 3 dage og som senere blev kendt som Det Stockholmske blodbad. Det blev til lidt cafe besøg en en god middag sidst på dagen. Stockholm er bestemt en by som er værd at besøge igen.

25-07-2016

Vi trillede ud at Stockholm i høj solskin. Planen var at kære direkte til København for indtage aftensmaden på Bakken. Efterhånden en tradition at spise Stegt flæsk med persillesovs på Bakken. Det viste sig at jeg sad og indtog aftensmaden på den nøjagtige samme stol, på nøjagtig samme dato og tidspunkt, som da jeg besøgte Bakken et år tidligere. Vi slutter med en rundtur i København og en overnatning inden vi kørte hjem til Jylland.

Facebook

8 thoughts on “Nordkap 2016

    1. Jeg arbejder på det sidste af turen 🙂
      Det er svært at få tid til at skive til hverdag, så det er mest i weekenderne skriveriet finder sted 🙂

  1. Hej FInn. Super spændende læsning. Har du/i en liste med ‘gode råd’ el.lign. når det gælder turen til Nordkapp og tilbage? Pft. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *