Forårstur til Balkan – 2019

Facebook

I løbet af vinteren gik jeg med mange tanker om, hvor næste års forårstur skulle gå hen, men jeg var rimelig besluttet på, at den skulle gå sydpå, så jeg kunne opleve opstarten af foråret i sydeuropa.

Da jeg tidligere har været i Gibraltar, kørt til Rom og oplevet de flotte veje i Frankrig, så blev en tanke stærkere og stærkere, og det var, at jeg skulle besøge de nuværende lande, som tidligere udgjorde Jugoslavien.

Så gik jeg i gang med at se lidt på en potentiel rute, også spurgte jeg mig blandt venner og kollegaer, om der var nogen, som havde mod på sådan en tur, og her skulle det vise sig, at en kollega og hendes kæreste havde mod på turen, hvis jeg hjalp til med alt det praktiske, for hun havde aldrig været på sådan en længere mc tur udover lidt ture i Norge, hvor hun havde nydt turen på bagsædet, men det skulle være anderledes på denne tur, hvor hun selv ville køre.

Jeg gik i gang med Google maps, og jeg skitserede en rute, hvor vi tog toget noget af turen, også kom vi rundt i en masse lande, og jeg tror, at jeg fik det til 15 lande ved en fintælling, og det var: Danmark, Tyskland, Østrig, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Kosovo, Nordmakedonien, Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Serbien og Slovakiet.

Jeg forelagde ruten for de to andre, og de var fortsat klar på at tage med. Naturligvis skal man altid prøve sig frem, når man rejser så tidligt på sæsonen, for det er jo ikke til at vide, om alt sne er væk, når man kommer frem, så vi måtte bare prøve os frem, og hvis veje var lukkede eller andre udfordringer opstod, så måtte vi forholde os til dem og prøve os frem.

Inden afrejse, så gik jeg ind på FDMs hjemmeside og MC Tourings Clubs hjemmeside for at se, om der var noget ved de enkelte lande, som jeg skulle være opmærksom på inden afrejse. Jeg fandt frem til, at jeg skulle have vignette til Østrig og Slovenien, så dem fik jeg bestilt fra FDMs hjemmeside, så vi kunne have dem inden afrejse og montere dem, når vi tog afsted.

Herudover fandt jeg også frem til, at man i Ungarn og Bulgarien skulle have e-vignette. Det vil sige en form for elektronisk registrering, også kunne kunne man køre på deres veje uden problemer. Jeg fandt hjemmesider for det, og heldigvis havde de begge en engelsk udgave, så de blev også bestilt inden afgang. E-vignetten fra Bulgarien tog jeg en udskrift af, så vi havde bevis, hvis vi skulle blive stoppet, og derudover fik jeg en bulgarsk kollega til at se den igennem og sige god for den på det lokale sprog, for det forstår jeg intet af.

Da der var ca. 4 uger til afgang, så mødtes vi 3 og fik jeg booket 3 pladser i køjesenge på biltoget fra Hamborg-Altona til Wien. Jeg bookede naturligvis også plads til vores 3 motorcykler, og det gik nemt igennem ÖBBs hjemmeside(www.oebb.at)

Små 2 uger før afgang bookede jeg også vores første overnatning, som jeg havde planlagt, at der skulle være ved Plitvica lakes i Kroatien. Sædvanen tro brugte jeg www.booking.com, og jeg faldt pladask for et Bed & Breakfast, som hed Apartment ”Helena”, og dem, som kender mig ved, at jeg kalder min motorcykel for Helena, så det var da klart, at hun skulle overnatte i hendes egen lejlighed..

Nu var vi klar til afgang.

Fredag 12/4-2019

Jeg havde valgt at holde en fridag denne fredag, så jeg i ro og mag kunne få pakket min motorcykel og få alt læsset op og gjort klar til afgang. Det gik også uden problemer, for vejret var skønt, og jeg glædede mig meget til rejsen, for det var jo en masse nye lande og nye oplevelser ventede på os.

Selve turen hjemmefra og til Hamburg-Altona har jeg taget mange gange før, og jeg er ved at kende ruten derned.

Vi havde valgt at mødes ved de to andre til en let frokost og en kop kaffe inden afgang, så vi kunne følges ad med Hamburg-Altona Hauptbahnhof i Hamborg, hvor vi skulle være senest klokken 18.00, så motorcyklerne kunne blive læsset ombord inden man finder sin køje.

Klar til afgang fra Lindved
Klar til afgang ved Lindved.

Det skulle vise sig, at det var en temmelig kold dag, at vi havde valgt at forlade Danmark, så vi nød alle, at der var varme i håndtagene til at lune sig på, for det behøver man, når temperaturen ikke er meget mere end 2-3 grader.

Da vi kom syd for Kolding, så kunne jeg se, at temperaturen gik mod de 0 grader, og det var ikke specielt rart, når man ser mørke skyer i horisonten, og inden længe, så begyndte det at drysse ned med slud og sjap fra oven. Det var en meget kold omgang, og det var et par kolde danskere, som gjorde stop ved Scandinavian Park ved grænsen, men heldigvis var det stoppet igen, så vi kunne få skrabet sjap af vindskærm og få fyldt lidt benzin på.

Vi fik også købt lidt forsyninger, og jeg har for vane at købe en 10 Snickers, så jeg altid har lidt nødration, hvis jeg skulle blive sulten, for jeg bliver lidt henad Alexis som i TV reklamen, hvis jeg kommer i underskud med mad og sukker.

Fra grænsen og hen til banegården gik det stille og roligt. Vi valgte at tage motorvejen et godt stykke, også de sidste stykke igennem byen.

Sædvanen tro, så gik det fint med at finde stationen og få os indtjekket, for jeg havde printet billetter ud inden afrejse. Vi var i god tid, så vi fik også lidt mad og en kop kaffe inden vi fik besked om at køre motorcyklerne ombord.

Når man kører ombord, så gælder det om at dukke sig mest muligt og blot trille ligeså stille frem indtil man møder en, der guider dig det sidste stykke vej. Alt gik som det skulle, og vi fik en fin plads på nederste dæk, og herefter spændte et par ÖBB medarbejdere vores motorcykler fast.

Vi tog vores bagage og fandt vores kupe, og efter en god kold øl, så kunne vi gøre klar til natten, og det var faktisk lidt rart med den varme, som der var i kupeen. I løbet af natten fik vi endnu en gæst vores kupe, men det erfarede jeg først næste morgen, da jeg vågnede.

Lørdag 13/4-2019

Dag 2

Efter en okay nattesøvn, hvor jeg blot var vågen et par gange, så kom konduktøren hen til vores kupe og fortalte, at der var morgenmad om lidt. Morgenmaden var inkluderet i togrejsen, og vi kunne nyde en bolle og en kop kaffe, så vi havde lidt i maven inden ankomst til Wien.

I første omgang, så blev vognene med motorcyklerne frakoblet, også kørte togstammen med liggevogne ind på en perron, og cirka 15 minutter senere kom vognene med motorcykler ind på en nærliggende perron.

Vi fandt vores motorcykler og fik dem kørt af toget. Herefter gjorde vi kort stop, så vi kunne få vores tasker lagt ned i sidetaskerne og jeg fik lagt den ekstra taske, som jeg havde alt mit tøj i på bagsædet.

Så var vi klar til at tage hul på Østrig. Vejret var ganske udmærket, og det varede ikke længe, før vi var ude af Wien og på vej med motorvejen mod Slovenien. Jeg havde ikke planlagt at vi skulle se så meget i Østrig og Slovenien, men til gengæld havde jeg set frem til at se Plitvica Lakes, som er en større naturpark i det nordlige Kroatien.

Det gik rigtig fint på motorveje i Østrig og Slovenien, og vi fik gjort et par gode stop, så kaffetørst og sult blev holdt på afstand.

Da vi ramte Kroatien, begyndte vi at tage de lidt mindre veje mod Plitvica lakes og det blev til nogle dejlige sving, men vi kunne også godt mærke, at vi kom lidt op i højden, for temperaturen faldt fra omkring 7 til 2 grader, da vi kom tættere på målet.

Jeg havde om torsdagen inden afgang taget en chance og booket et par billetter på nettet, så vi kunne komme ind i parken, hvis vi kom frem imellem kl. 15-00-16.00.

I kan se de sidste minut af vejen op til indgangen ved Plitvica lakes her.

Desværre var vi først helt fremme kl. 16.15, men de søde damer ved skranken lod os nu alligevel komme ind og se vandfaldene. De gjorde opmærksom på, at man lukkede omkring kl. 18.00, så vi skulle ikke være der for længe.

Vi fik set en masse flotte vandfald, og jeg vil helt sikkert anbefale, at man slår vejen forbi, hvis man er i området. Der var virkelig flotte og kolde søer og et par kæmpe vandfald, som vi kunne komme rimelig tæt på. Jeg kan forestille mig, at der er pakket med mennesker om sommeren, men på denne råkolde dag, så var der vel kun omkring 50-100 mennesker i parken, så vi kunne gå frit rundt.

Efter et par timer gik vi ud og lunede os på en kop kaffe inden vi søgte videre mod den B&B, som jeg havde booket i forvejen. Vi blev mødt af en meget hjertelig værtinde, og hun insisterede på, at vores motorcykler skulle ind i deres garage. Hun fandt ud af, at vi var 3 motorcykler, så de to andre fik deres parkeret i familiens garage, og min motorcykel blev stillet lige foran skranken ved receptionen, så den stod godt og i sikkerhed.

Så Helena holdte foran skranken på B&B Helena.

Vi spurgte om lidt aftensmad, og her anbefalede værtinden en kro et par kilometer derfra, og her fik vi nogle dejlige wienersnitzler, og lidt til ganen.

Herefter kørte vi retur til B&B og gjorde klar til natten og så frem til, hvad morgendagen ville bringe.

Søndag 14/4-2019

Efter en fin nats søvn, så var vi alle lidt spændte på, om der var sket noget med vores motorcykler i løbet af natten, og det skulle vise sig, at vi ikke havde nogen grund til at bekymre os, for de stod pænt der, hvor vi havde parkeret dem aftenen før.

Vi havde sørget for, at der ville være mulighed for at få lidt morgenmad inden afgang, så vi var klar.

Efter en god gang morgenmad, så foreslog jeg, at vi endte dag i Bosnien-Herzegovina, hvor jeg havde hørt, at byen Mostar skulle være et besøg værd, og kort inden afgang fik jeg booket værelser til os i nærheden af centrum.

Vi fik lige en kort snak med værtinden inden afgang, og hun kunne berolige os med, at vi nu bevægede os mod varmere himmelstrøg, og vi skulle bare lige over en del bakkedrag, også kom vi til en bro og herfra ville vi opleve varmen.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg var lidt skeptisk med hensyn til varmen, for det var jo ikke andet en 2-3 grader, da vi startede op, og der blev derfor skruet godt op for varmen i håndtagene.

Men værtinden havde fuldstændig ret, og der gik ikke mange bakketoppe, før vi fik en længere køretur i åbent landskab, også kom vi til en større bro, der hed Sibenik Bridge, og her gjorde vi et kort hvil og nød solens varme stråler, for nu var det blevet tid til at få inderfor ud af mc jakke og kevlar bukser på.

Efter en pause og tøjskifte, så fortsatte vi længere sydpå ad motorvejen et stykke, og på et tidspunkt søgte vi ud mod vandet, så vi kunne køre langs Adriaterhavet. Vi fulgte rute 8 et godt stykke tid og nød at se ud over havet.

Efter et kortere stop, så begyndt vi nu at bevæge os ind i landet igen, for vi skulle krydse grænsen imellem Kroatien og Bosnien-Herzegovina, og det skulle vise sig, at det var relativt let at krydse grænsen imellem de to lande.

Inden længe, så begyndte der at stå Mostar på skiltene, og vi fulgte troligt vores GPS, og den sendte os ud på nogle lidt for spændende veje, for den ville ikke sende os lige til centrum af Mostar, men derimod lidt rundt om byen også ind med små veje, for vi havde valgt den idylliske rute i indstillingerne.

På et tidspunkt, så viste GPS, at vi skulle dreje til højre, og her var der nærmest tale om en lodret vej op af bjerget, og det undrede jeg mig lidt over, men jeg gav mig da i kast med at komme op af den meget smalle og stejle vej. Det skulle vise sig at være en blind vej, så da jeg var kommet godt 200 meter op af vejen, så skulle vi vende, og det er ikke let, når vejen stiger 15-20% og man har fuld oppakning. Men mirakuløst nok, så får jeg vendt min motorcykel, og får snuden nedad igen. Her kom motorbremsen virkelig på overarbejde, men med godt samarbejde med bremsen, så kom jeg helt ned igen, og benmusklerne havde haft deres bøvl med at holde maskinen et par gange.

Desværre gik det ikke helt så godt for os alle 3. Den ene af de andre lagde motorcyklen fint ned, også kom vi andre to og samlede den op og fik den på højkant igen. Det bliv til lidt ridser i sidetasker, men det kunne poleres op igen med en klud. Så vi kom alle godt fra denne episode.

Jeg stod af motorcyklen, og der kom en lokal pige hen til mig, og hun kunne lidt gloser på engelsk, så hun fik forklaret, at vi skulle være drejet rundt med en vej små 30 meter før, også ville vi kunne trille ned igennem små gader og komme frem til målet.

Det var så det, at vi gjorde efterfølgende. Vi fandt også det hotel, hvor jeg havde booket overnatning, og værten var meget gæstfri, og han lukkede pænt lågen, da vi var kommet ind med vores motorcykler.

Jeg spurgte til lidt aftensmad, og der var en lokal restaurant, som han ville anbefale. Det lykkedes os at finde den, og her fik vi et rigtig godt måltid og fik snakket episoden på bjerget igennem. Under middagen faldt mørket på, så vi fik set den berømte Stari Most bro i Mostar i lys og i mørke. Derudover gik vi lidt rundt i de smalle gader, og det er helt klart et besøg værd.

Mandag 15/4-2019

Overnatningen var ikke med morgenmad på dette hotel, så efter vi havde læsset vores motorcykler stod vi lige og drøftede, hvor vi skulle tage det henne. Midt i drøftelsen kom værten ud og spurgte, om vi ville have en kop kaffe sammen med ham på det, som skulle vise sig at være hans café.

Vi tog imod tilbuddet og fulgtes med ham til cafeen, og på vejen dertil kom vi forbi en sønderskudt bygning, og vi fik diskret spurgt ind til, hvorfor bygningen ikke var revet ned og genopbygget. Lige netop denne bygning var en offentlig bygning fra det gamle Jugoslavien, så den repræsenterede lidt af det, som kampene havde handlet om i borgerkrigen hernede, så den rørte man ikke ved.

Efter en god frisk kop ekspresso, så gik vi selv tilbage til vores motorcykler og kørte mod Blagaj Tekija (Dervish House), som er et muslimsk tempel, der ligger tæt på Mostar, og hvor der er et vandfald inde fra bjerget, som kommer ud. Det var virkelig et smukt syn.

Efter dette besøg tog vi mod de berømte vandfald i Kravica, og her gjorde vi et længere stop, så vi kunne nyde det gode vejr og se de flotte vandfald. Her ville man kunne komme helt tæt på vandfaldene i en lille robåd, men der var vist ingen af os, som havde modet til at tage med, så vi så bare på andre, som havde modet.

Herefter tog vi en idylisk tur over lidt bakketoppe og nåede tidligt frem til Dubrovnik. Idet vi var kommet tidligt frem, så besluttede vi os for, at vi ville prøve kræfter med en snoet rute op af lidt smalle veje, så vi kunne komme op på en bakketop, hvor man kunne nyde byen set fra oven. Vejene var ikke de allerbedste, men efter lidt sving, så kom vi op på toppen og billederne viser overblikket, og det er helt sikkert en anbefaling at tage den rute, hvis man kommer til Dubrovnik. Jeg har lavet en lille 6 minuters film, som viser hele turen.

Vi valgte at overnatte på et vandrehjem nede ved vandet, men det var lidt en luksusvariant af et vandrehjem (Hostel Sol), for vi fik alle eget værelse med bad, så jeg ville nok have kaldt det et hotel af lidt lavere standard, så det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg kigger nærmere på vandrehjem, hvis de er af den standard.

Tirsdag 16/4-2019

Efter en god nats søvn, så mødtes vi ved morgenmaden for at aftale dagens rute. Jeg havde mod på at komme op i den nordlige del af Montenegro at køre, og de to andre ville bare have en rolig dag fra Dubrovnik til Podgorica, så vi fandt næste overnatningssted og aftalte at mødes til en øl, når vi alle var nået frem.

Jeg valgte at køre ned langs kysten, da vejret var godt, og derved kun jeg lige tage afsked med Adriaterhavet inden jeg kørte ind ad i landet. Jeg gik med lidt tanker om at krydse over et par bakker igennem Bosnien-Herzegovina på ruten mod Pluzine, men disse veje var af en eller anden grund lukket, så jeg fulgte vejen ned og krydsede grænsen imellem Kroatien og Montenegro ved Karasovići.

Det tog lidt tid ved grænsen, for de havde lidt svært ved at finde min motorcykel i deres system, men de tog den temmelig pænt.

Herefter fulgte jeg vejen langs Kotorbugtens kyst, og det er virkelige et smukt landskab, hvor man kører med vand til den ene side. Jeg gjorde et par stop langs vandet for at nyde det flotte landskab og det gode vejr. På et tidspunkt kom P11 til syne, og den skulle jeg følge, for at komme op imod Niksic og herefter Pluzine.

Jeg valgte at køre helt op til Pluzine for at finde bjergvejen P14, som er imellem Pluzine og Zabljak, for den rute var anbefalet af rigtig mange andre motorcyklister, da den snoede sig igennem udhuggede klipper.

Da jeg kom til Pluzine valgte jeg lige at få tanket både maskine og mad, og det var så mit held, at jeg fik sat farten meget ned inden jeg kom til tankstationen, for hele områdets politi og hjælpere havde en kæmpe fartkontrol og andre kontroller, så her slap jeg for en større bøde.

Efter vi begge var tanket op, så bevægede jeg mig ud på P14, og efter en længere bro bevægede vejen sig op i bjergene, og det kan ses på denne video.

Kort stop udenfor Pluzine på P14

Jeg kørte videre ud igennem diverse skove på små og skønne veje, og jeg kan godt forstå, at det var en rute, at man anbefalede, for der var virkelig smukt, små og snoede veje, men lige pludselig, så måtte jeg konstatere, at jeg var kommet op i højden, og det gjorde, at sneen begyndte at vise sig.

På et tidspunkt kom jeg til et punkt, hvor der var sne over hele vejbanen, og sneen lukkede vejen 50 meter frem, som det kan ses på denne video https://www.youtube.com/watch?v=pU3P88MJ_nQ også var dyre råd gode. Jeg stod af og gik ud og vurdere, om jorden var hård nok til at køre på, og det synes jeg, så jeg tog chancen og testede min motorcykels evner til at køre offroad. Det klarede den rigtig fint.

Desværre kom jeg blot en kilometer længere frem, også var den gal igen, og denne gang var det ikke muligt at køre nede om snetungen, også videre på vejen, så jeg måtte vende rundt, men jeg fik da filmet lidt af ruten, og det ses i denne video.

Lidt slukøret, så måtte jeg tage den samme smukke vej retur mod Niksic, da vi havde aftalt at mødes i Podgorica til aften. Jeg fandt de større veje og var relativt hurtigt fremme i Podgorica. Her gik der lidt tid med at finde hotellet, for GPS og adressen passede ikke helt med hinanden, men med lidt fakter og hjælp fra de lokale, så fandt jeg det flotte 4 stjernede hotel, som vi havde booket for natten.

Der var tale om et 4 stjernet hotel, men det var ikke på grund af alle stjernerne, at vi havde valgt det. Det var mere efter, at der var videoovervåget parkering og vagter.

Jeg blev modtaget af en serviceminded receptionist, som var helt oppe og ringe over, at vi var der på motercykel, og han ville slæbe al min bagage til hotellet. Jeg forklarede ham pænt, at han hellere måtte vise mig mit værelse, og det levede fuldt op til de 4 stjerner.

De to andre var ikke kommet endnu, så jeg var lidt bekymret for dem, så da jeg hørte et par maskiner i det fjerne hoppede jeg op på min motorcykel og kørte dem i møde. De havde også bøvlet med at finde hotellet, og den unge, lokale dame, som den ene havde bagpå var vist ikke den bedste til at finde vej, men hun virkede meget imødekommende.

Det viste sig, at de havde krydset Kotorbugten med Lepetane-Kamenari færgen, også havde de indstillet GPS på miljørute, så de havde fået en masse sving på P1 fra Trojica i retning mod Medovina. De sagde, at det var en fantastisk rute med mange skarpe hårnåle sving, så derfor kom de først nu.

Efter indlogering og den aftalte øl, så fik vi lige vendt dagens udfordringer, for de 2 andre havde haft lidt problemer med at krydse grænsen imellem Kroatien og Montenegro. Det skulle vise sig, at den ene ikke lige havde fået den originale registreringsbevis med, og derfor var de ikke glade for at lukke ham ind i Montenegro, for de vidste jo ikke, om han kørte rundt på en stjålen motorcykel. Efter lidt frem og tilbage, så fik de lov til at komme igennem, men tolderne var ikke sikker på, at de ville kunne komme videre fra Montenegro.

Han fik fat i noget familie, også fik de indscannet registreringsattest og sendt til os på mail, og med lidt frem og tilbage, så fik vi receptionisten til at udskrive pdf dokumentet for os. Derfor fik receptionisten også lidt ekstra drikkepenge, da vi lidt senere spiste aftensmad i restauranten inden vi gik til ro.

Onsdag 17/4-2019

Vi fik en meget flot morgenmad på hotellet, og det var helt rart at være et sted, hvor kunden var i fokus.

En spændende dag ventede forude, for her skulle vi igennem 3 grænseovergange inden vi nåede frem til slutmålet i Skopje, der ligger i Nordmakedonien.

Så der var en del grænseovergange, som skulle passeres i løbet af dagen, og dem var vi lidt spændte på, for en af de to andre havde glemt originalen af hans registreringsattest, og det havde givet lidt udfordringer dagen før, da de havde krydset grænsen imellem Kroatien og Montenegro.

Derfor aftalte vi, at taktikken omkring grænseovergangene skulle være, at han skulle køre igennem først, også måtte vi se, om han kunne kom med over, for ellers, så måtte de vende om og vores veje måtte skilles. Herefter fulgte jeg, som taler både engelsk og tysk flydende, hvis der skulle komme spørgsmål.

Det skulle vise sig at være en god taktik, og det gik fint med at krydse grænsen imellem Montenegro og Albanien, for vi fortalte, om vores tur og fortalte om det sted, hvor vi havde krydset grænsen, og tilsidst lod en af de høje herrer os fortsætte. Der var dog lidt bøvl med at finde min motorcykel i deres kartotek, og jeg følte nærmest, at jeg kørte rundt på en motorcykel, der tidligere var eget af en berygtet kriminel, men efter lidt snak frem og tilbage, så lod de os komme igennem.

Turen igennem Albanien var stille og rolig, og vi valgte at holde os til SH5 igennem Shkodër til Kukes, hvorefter det var motorvej mod grænsen til Kosovo.

Ved den grænseovergang brugte vi samme taktik, og det gik fint, selvom første mand ikke helt forstod tolderen, så kom jeg bagefter og kunne få forklaret, at vi lige skulle tegne en forsikring, der skulle dække vores ophold i Kosovo.

Forsikringen skulle købes på et lille kontor i en container, hvori der sad to damer og som udskrev et flot forsikringsbevis, som vi så kunne tage med videre. Til alt held, så holdte der en kosovo-albaner med tyske nummerplader foran os, og han havde et kæmpe Dortmund skilt i bagruden, så jeg snakkede lidt fodbold med ham. Han var en tilpas stor gut, som man ikke ville have problemer med, og efter lidt om “Der Wand” (tilskuertribune på Dortmunds hjemmebane), så gik han lige hen til de to damer og forklarede dem højt, klart og tydeligt, at vi blot skulle have den billigste forsikring til 10€ per motorcykel, og han sagde flere gange til mig, at du betaler ikke mere end det.

De to damer rettede ind og vi nøjes med at betale 10€ og var klar til at køre videre. Den ene af damerme kiggede lidt underligt på fotokopien, men inden hun fik spurgt mere til den, så var kosovo-albaneren tilbage. De havde lavet en lille fejl i hans papirer, så det skulle rettes, og vi slap for at forklare mere om vores papirer.

Vi kørte mod Prizren i Kosovo, og da vi kom til byen, så var der et lille skilt til R115, som var lidt mindre bjergveje mod Skopje. Vi holdte et lille møde og fik tanket vores motorcykler på en Shell tank, også valgte vi at tage chancen og tage den rute. Det var en fantastisk flot rute, og den kan helt sikkert anbefales.

Da vi kom til grænseovergangen imellem Kosovo og Nordmakedonien gik det let og elegant, og vi kunne nu sætte mål efter et lille hotel i Skopje, som vi havde booket fra morgenstunden. Jeg havde været lidt storsindet og booket suite til mig selv og ekstra stort dobbelværelse til de andre, så jeg havde en masse plads i form af soveværelse, stue og kæmpe badeværelse.

Da vi kom ned for at spørge til sted at få lidt aftensmad ved receptionisten, så havde han været ude og se lidt på vores motorcykler, og han var ikke helt tryg ved at have dem til at holde der, hvor vi havde parkeret dem. Han ville have det bedre med, hvis vi fik låst dem inde imellem to bygninger, som var låst af via to porte. Der var trangt, men jeg fik afmonteret min ene sidetaske, også gik det uden problemer. Det er faktisk også en af årsagerne til, at jeg ofte skriver til overnatningsstederne, at jeg kommer på en motorcykel, for det giver nogle gange lidt ekstra service.

Receptionisten anbefalede en lokal restaurant, som så lidt fornem ud udefra, men priserne var meget overkommelige, så vi fik en god og relativ billig aftensmad. Herefter gik vi til ro.

Torsdag 18/4-2019

Efter en dejlig nat i en kæmpe suite, så var jeg klar til en ny dag, hvor vi skulle køre fra Skopje til Sofia med et par stop undervejs.

Inden afrejse havde jeg rådført mig med en kollega fra Bulgarien, og jeg havde spurgt, om der var nogle seværdigheder i Sofia eller på ruten, som jeg burde køre ind og se. Hun var hurtigt til at nævne, at der var et flot kloster, som jeg burde komme forbi, og hun huskede også lidt om, at vejen derind var temmelig snoet. Tja, en snoet rute og en flot bygning var nok argumenter for mig, så derfor satte jeg også en nål ved Rila klostret.

Inden afgang fik jeg booket en overnatning på hotel Fantasia i Sofia, så vi havde et mål for dagen efter besøget i Rila klostret.

Vi valgte at følge det store veje denne dag, da vi gerne ville komme hurtigt frem til klostret og have lidt tid her inden vi kørte mod hotellet.

Vejene var fine og vejret var temmelig godt, så det gik som en leg frem mod grænseovergangen imellem Nordmakdonien og Bulgarien.

Da vi kom til grænseovergangen “Delchevo”, så brugte vi samme taktik som dagen før, og denne gang var det primært min “underlige” motorcykel, som de havde meget bøvl med at finde i deres edb system, så det tog en halv times tid, før jeg fik lov til at fortsætte ind i Bulgarien, og det var en lang ventetid for de andre, men vi var glade for at være retur i EU.

Vi fulgte hovedvejen, som højst ville blive kaldt en bivej i Danmark, men det gik, for der var fortsat asfalt på rute 106, men det ændrede sig, da vi kom ud til rute E79, for her var relativ ny motorvej.

Min kollega fik helt ret i, at det var en snoet rute fra E79 og ind til Rila klostret på små 30 km. Det var virkelig en dejlig rute ind til klosteret, så hvis man ikke har interesse i det flotte kloster, så bør man i hvert fald nyde ruten dertil.

Rila klosteret var virkelig flot, og det er et besøg værd. Vi var kort inde i den tilhørende kirke, og der er kælet for detaljerne her.

Efter besøget lagde jeg adressen for hotel Fantasia i min GPS, også begav vi os ud på den snoede rute 107 tilbage mod motorvejen, (A3 /E79).

Motorvejen var ikke videre spændende, men vi kom relativt hurtigt frem til hotellet, og her må jeg sige, at billeder er taknemmelige. Billederne var helt sikkert taget for 3-4 år siden, for mallingen var begyndt at falme, og det virkede ikke helt som om, at de vidste, at vi kom.

Parkeringsplads til motorcykel ved Hotel Fantasia

Vi gik lidt rundt, og det bemærkede gartneren, som rendte ind til i en form for restaurant, og her kom værtinden ud. De talte ikke engelsk og var ikke helt med på, hvorfor vi var her, så vi fik besked på at flytte vores motorcykler lidt ind i vejsiden, også gik vi op mod receptionen. Her fandt hun nogle papirer, så vi kunne få et par værelser. Det var et meget lille værelse, at jeg fik, men der var da en meget blød og godt brugt seng.

Vi spurgte lidt til aftensmad, og der pegede hun over mod restauranten. Efter at have smidt vores ting på værelserne og et kort bad, så gik vi over mod restauranten. Her skulle vi igang med lidt tegnsprog og google translate, men vi fik da bestilt noget mad. Det skulle vise sig, at vi havde bestilt et kæmpe fad med en masse forskelligt grillet kød, og hertil var der noget lækkert brød. Så sulten blev stillet.

Aftensmad

Under middagen kom der pludselig et par skumle typer ind i restauranten, og jeg ville nok formode, at det var nogle af den slags typer, som tjener penge på alternative måder. De skulle have vin og vodka på bordet. Vi blev lidt stille ved vores bord, for vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle forholde os til dem.

Heldigvis viste det sig, at værtindens søn kendte dem, og han satte sig i blandt dem og virkede som en, der havde lidt at skulle have sagt, så det beroligede os lidt.

Efter maden gik vi til ro og håbede på en god nats søvn.

Fredag 19/4-2019

Efter en lidt urolig nat i et hotel under vanlig standard, så var vi klar på at komme videre nordpå mod Rumænien. Vi valgte at komme afsted relativt tidligt også få lidt morgenmad i forbindelse med den første tankning.

Jeg havde været inde og kigge lidt på en en lidt alternativ rute, hvor vi skulle krydse landegrænsen imellem Bulgarien og Rumænien ved at tage en færge, og den mulighed var der ved Nikopol, så byen her havde jeg sat som første stop på dagens rute.

Som den opmærksomme læser nok bemærker, så viser kortet under dagen ikke lige den rute, som jeg først havde planlagt, men det kommer jeg tilbage til.

Vi fandt hurtigt en tankstation i Sofia, hvor vi kunne få lidt morgenmad og få tanket vores maskiner. Det var en relativ rolig morgen, og det varede ikke længe, før vi kom ud på motorvejen og havde retning mod Nikopol.

Vi fulgte motorvejen op til Grivitsa, også drejede vi fra med landevej 34 mod Nikopol, og vejen gik direkte ned forbi færgelejet, så det var ikke svært at finde.

Sædvanen tro, så kørte jeg frem til lugen, og jeg spurgte ind til prisen på færgen, og jeg fandt frem til, at vi kunne komme med for 6€, og det var jo en rimelig pris på færgeoverfarten, så jeg betalte manden ved skranken og fik et par papirer retur, som gjorde det ud for en færgebillet.

Jeg kørte lidt frem, så de andre kunne komme til, men her blev jeg lige stoppet af en lastbilchauffør, som kunne lidt tysk. Han fortalte mig, at færgen først sejlede om 6 timer, for den tidlige afgang var lige sejlet. Så jeg vendte mig lige om til de andre og fik dem forklaret, at de lige skulle vente med at betale.

Lastbilchaufføren havde da helt ret i, at færgen først sejlede om 6 timer, og det kunne jeg også se på billetten. Tja, nu stod vi overfor et valg om at vente i 6 timer ved et meget lille færgeleje eller en længere rute over Ruse. Efter færgen ville vi have yderligere 3 timers kørsel inden vi var fremme i Pitesti. Alternativt kunne vi køre over Ruse, og det ville tage små 5 timer ifølge GPS.

Vi valgte at køre et par timer ekstra og give lidt “drikkepenge” til manden i lugen, for de 6€ ville vi aldrig komme til at se igen.

På vej ud af Nikopol fulgte vi rute 52, og jeg må ærligt indrømme, at det var en meget dårlig vej, men vi havde jo besluttet os for at køre, så vi skulle frem på trods af, at der var kæmpe huller i vejen, og hastigheden var meget nedsat. Det er i hvert fald ikke en rute, at man vil køre efter mørkets frembrud, for det ville være alt for risikabelt.

Efter godt 2 timers kørsel, så nåede vi Svishtov, som var den by, at min kollega kom fra, så der gjorde vi et kort stop og fik tanket og sundet os lidt. Hvis min kollega havde fortalt mig, at hendes forældre har en restaurant i byen, så havde vi nok besøgt den, men det var først senere, at jeg fik den oplysning.

Kort stop ved Svishtov

Vi fortsatte ud af Svishtov med rute 52, og vejen blev lidt bedre, men man skulle hele tiden holde øje med vejen og undgå huller.

På hele ruten fra Nikopol til Ruse, hvor vi fulgte rute 52, så kom vi igennem rigtig mange små landsbyer, og de bar alle præg af, at de nærmest var forladte, og der var blot få gamle mennesker i gader. Husene lignede nogle, som havde været forladt i mange år, og det var et lidt trist syn, så det er til at forstå, at de unge mennesker fra disse byer var søgt mod storbyerne eller mod udlandet. Fremtiden i disse byer ville kun være indenfor landbruget, og det ville være et landbrug, som vi herhjemme så i 60’erne, da der ikke var mange moderne maskiner.

Senere erfarede jeg, at vi fra Nikopol kunne være kørt lidt retur også fulgt motorvejen mod Ruse, men så var vi ikke kommet så tæt på lokalbefolkningen og fik set noget andet end motorvej.

Da vi kom til Ruse, så skulle vi krydse endnu en grænseovergang, som denne gang var over en bro (Giurgiu-Ruse Friendship Bridge). Vi fulgte den kendte taktik, men vi blev blot sendt direkte igennem uden nogen særlig kontrol, så det var rart, da vi efterhånden var ved at være lidt møre ovenpå de hullede veje.

Heldigvis var der fine veje i Rumænien på vejen imellem Ruse og Pitesti, hvor vi skulle overnatte.

Indgangen til dagens overnatningssted

Vi blev vel modtaget, da vi kom frem, og da de så vores motorcykler, så anbefalede de, at vi placerede dem tættere på hotellets reception, så de kunne stå i tørvejr og i sikkerhed.

Parkering tæt ved receptionen

Vi fandt vores værelser og mødtes ved receptionen efter et bad, for vi ville spise på den restaurant, som hørte med til hotellet. Det var en virkelig god aftensmad. Jeg fik noget sammenkogt ret og en af de andre fik noget fisk og en kold øl til.

Jeg vil skyde på, at vi var mere end 10 timer undervejs denne dag, så det var 3 temmelig trætte motorcykliser, som gik til ro efter lang dag i sadlen.

Lørdag 20/4-2019

Efter en fin nats søvn på et dejligt hotel var det tid til at prøve kræfter med Transfagarasan, som er en meget berømt vej i Rumænien, og tiden måtte vise, hvor ryddet ruten ville være, for normalt er den først 100% åben fra midt i juni og fremad.

Desværre havde en af de andre fået lidt maveonde, så jeg måtte prøve kræfter med ruten alene, da de to andre valgte den mest direkte rute til dagens overnatningssted, som lå i et bjergpas lidt udenfor Petrosani.

Jeg var meget spændt på dagens rute, for Transfagarasan er temmelig berømt, og det var en af årsagerne til, at jeg havde lagt ruten så langt inde i Rumænien, for jeg var lidt nysgerrig på at prøve kræfter med den.

Jeg fik sagt fint farvel til de to andre efter morgenmad, hvor vi også lige vendte dagens mål, og trods lidt maveonde, så havde de mod på at fortsætte på ruten, så længe der ikke var gentagelse af gårdagens lange etape.

Jeg fandt hurtigt ud på rute 7C, som er den officielle vejbetegnelse for Transfagarasan. Heldigvis var vejret skønt, så jeg var meget spændt på, hvor langt op sydfra, at jeg kunne komme, for jeg havde læst en masse steder, at vejen var lukket på grund af sne omkring 121 km stenen, men jeg vidste jo ikke, hvor langt oppe det lå, så jeg begav mig ligeså stille afsted.

De første mange kilometer var der ikke noget særligt, og det var først omkring Corbeni, at det begyndt at gå lidt opad og kort efter kom jeg til Vidraru dæmningen, og det var her, at de fleste turister havde samlet sig for at tage et par billeder, og jeg holdte mig ikke tilbage.

Efter dæmningen var stod den på en masse skønne sving, og jeg har lavet en video, som viser noget af ruten, så man kan få en fornemmelse af, hvor skøn en rute, at der er tale om.

Som forventet, så ville jeg møde noget sne på vejen, og da jeg kom til omkring km sten 121, som ligger ved Transfagarasan Camping (Craul Capra, 1285m), så kom der et temmelig stort skilt, hvor der stod, at vejen var lukket længere fremme på grund af sne.

Jeg listede små 200m længere frem, og da jeg kom omkring et hjørne, så var det ret tydeligt, at vejen ville lukke længere fremme. Jeg fik taget et par billeder og strukket benene lidt, også vendte jeg om.

Jeg fulgte rute 7C (Transfagarasan) indtil Curtea de Arges, hvor jeg så krydsede over på rute 73C mod Ramnicu Valcea på endnu en bjergvej, og det var en fin vej, hvor jeg ikke mødte ret mange andre end de lokale. Herfra fulgte jeg motorvejen (E81) op mod Brezoi, hvor jeg krydsede ind på rute 7A mod Petrosani.

I starten var vejen fint ryddet og det gik stille og roligt med skønne sving og dejlige vej. Da jeg kom tæt på rute 67C (Transalpina), så kom der en masse advarselsskilte, og jeg frygtede lidt at ruten var lukket, for det ville betyde en betydelig omvej, men da jeg kom helt hen til Transalpina, så var det klart for mig, at det var Transalpina, som var lukket, da det meste af vejen var skyllet væk og asfalten var skrabet af den vej, som jeg befandt mig på.

Hastigheden blev sat meget ned og jeg prøvede efter bedste evne at undgå alle hullerne og den is, som lå rundt omkring. Det var med tungen lige i munden og fuld fokus, og det er skildret i denne video, som de to andre spurgte lidt ind til, for de kunne godt bruge lidt dokumentation på den udfordring, som vi havde gennemført.

Da jeg så havde passeret et par biler, så blev jeg mere rolig, for de måtte jo komme fra den anden side, så der ville være hul igennem. Små 5 km før hotellet, så kom den fineste asfalt, og jeg kunne nu slappe af og blot nyde, at jeg kørte mod toppen, for hotellet lå på toppen af en bakke.

Parkering på toppen

Efter indkvartering, så tog 2 af os ned i restauranten og fik en god gang aftensmad inden vi gik til ro. Vi håbede begge, at den sidste af os ville have godt af en god nats søvn og være klar til morgendagens tur mod Ungarn.

Søndag 21/4-2019

Efter god nats søvn var alle noget mere friske, men vi valgte alligevel at tage den med ro i dag, og efter indtagelse af lidt mavemedicin i forbindelse med morgenmaden, så begyndte smilene at ramme alles læber.

Vi havde booket værelser på et lille familieeget hotel i Szeged, så vi blot skulle over grænsen inden vi kunne slappe af og få hvilet kroppen. Jeg bookede et enkeltværelse med morgenmad til under 200 kr, så jeg havde ikke de store forventninger.

Vi fulgtes ad stille og roligt og nød den første del af turen, for her skulle vi tage afsked med lidt bakker inden vi kørte ud på motorvejen, hvor vi bare fulgte trafikken.

Da vi begyndte at nærme os grænsen imellem Rumænien og Ungarn ved Nadlac, så begyndte der at komme rigtig mange biler og lastbiler, og små 2 km før grænsen, så stoppede hele motorvejen, og der var dømt kø.

Kø ved grænsen imellem Rumænien og Ungarn

Jeg havde lidt mod på at snyde lidt op igennem rækkerne, og det opfordrede en billister os også til at gøre, men den strategi var alle ikke helt enige i, for det kan godt være lidt farligt at køre tæt på de andre agressive trafikanter, så da der manglede en lille kilometer til grænsen, så stod vi af og fulgte de øvrige trafikanter, dog med jakken smidt på sædet og hjelm lagt i topboksen.

Det tog 2-3 timer at komme den sidste kilometer, og der var usædvanlig megen kontrol ved denne grænseovergang, og da det samtidig var ved at være slutning på påsken, så var der et væld af mennesker og toldere. Tolderne var meget omhyggelige og ville have åbnet alle tasker og kontrollerede vores pas et par gange inden vi fik lov til at komme igennem.

Efter den lange venten ved grænsen, så var det rart, at vi havde valgt at overnatte i Szeged. Her kom vi frem til et lille familiehotel, som havde parkering i gården, der lå bag port og som var videoovervåget. Man følte sig virkelig sikker her, og vi blev modtaget af en meget imødekommende receptionist, som viste os vores værelser.

Overnatningssted i Szeged, Ungarn

Efter et lunt bad, så mødtes vi i receptionen, hvor jeg havde fået lidt anvisninger om et godt spisested. i fandt det og fik lidt gullaschsuppe til forret og en fin hovedret til rimelige penge.

Efter aftensmaden gik vi lidt rundt inden vi vendte retur til vores skønne værelser.

Mandag 22/4-2019

Efter en god nats søvn og et par søde smil fra receptionisten, så ventede en flot morgenbuffet, som blev indtaget i en tidligere vinkælder. Det var utrolig flot, og jeg er sikker på, at jeg vil komme forbi en anden gang, hvis vejen går her forbi.

Alle var ved godt mod, men efter gårdagens lange ventetid ved grænsen imellem Rumænien og Ungarn, så var det kun mig, som havde mod på at tage en lille afstikker og besøge Serbien inden vi skulle ende på hotel i Siofok ved Balatonsøen.

Jeg var noget spændt på, hvor lang tid, at jeg skulle bruge på at krydse grænsen, og derfor valgte jeg at tage en den mindre landevej 5 på vejen mod Sibutica, hvor jeg havde set et mindesmærke, som jeg ville se ved selvsyn.

Ved at tage den mindre landevej, så slap jeg af med alle lastbilerne, som skulle krydse grænsen her ved Röszke, og det var en kæmpe fordel. Derudover var jeg den eneste, som ville krydse grænsen fra Ungarn mod Serbien, så der var ingen kø. Selve grænsevagten var meget optaget af hans telefon, da jeg kom frem, så jeg var lidt spændt på, hvor lang tid, at det ville tage at få stempel. Men han kiggede blot på min motorcykel og smilede, også stemplede han med pas. Indenfor 5 minutter var jeg videre.

Det var med stor lettelse, at jeg fortsatte mod Sibutica, og lidt udenfor byen måtte jeg gøre et stop, da en kæmpe togstamme skulle forbi. Mens jeg ventede på toget var der et par lokale, som kiggede nærmere på mine sidetasker, hvor de kunne se alle mine flag. Jeg havde også et serbisk flag med, men det havde jeg ikke monteret endnu, så det viste jeg dem, og de var enorm stolte over det og sagde en masse på serbisk, mens de smilede, og jeg signalerede, at flaget skulle ned til de andre, og det vagte bare mere begejstring.

Efter at have ventet 15 minutter på toget, så kom det forbi, og jeg kunne fortsætte ind mod mindesmærket i byen. Der er tale om en gammel kirke og gravplads for de faldne i 2. verdenskrig. Selve kirketårnet var begyndt at lave sprækker, så kirken var lukket, men jeg fik da taget et par billeder inden jeg kørte videre mod næste grænseovergang.

Jeg valgte en mindre overgang ved Kelebija, og her gik det igen stærkt med at komme forbi på den serbiske side. De var noget mere omhyggelige på den ungarske side, og her fik jeg igen vendt alle tasker, og jeg blev indgående spurgt ind til cigaretter og stoffer. Det tog en halv times tid at komme igennem, så det var overkommeligt.

Jeg satte farten på cruise og omkring Baja så jeg to velkendte motorcykler. Det var de to andre, som havde taget den meget med ro. Da min ene tågeforlygte kort efter brækkede af, så måtte jeg gøre stop og se, om jeg kunne få den spændt fast igen. Ved fælles hjælp og lidt værktøj, så kom den på igen. Alternativ ville være at klippe ledning og klistre den fast med gaffa tape eller lignende.

Vi tog den virkelig med ro denne dag, for vi havde blot planlagt 250 km kørsel, så vi holdte godt med pauser og fandt relativt let hotellet.

Fra morgenstunden havde vi booket to overnatninger til mig, og en enkelt overnatning til de andre, da jeg med udsigt til en regnvejrsdag havde valgt at tage en ekstra overnatning også tage biltoget hjem fra Wien onsdag nat. De to andre var opsatte på at køre hele vejen hjem, så de ville sætte kurs mod Danmark allerede om tirsdagen.

Værtinden bemærkede, at jeg havde valgt at få to overnatninger, og i forbindelse med at hun viste mig mit værelse, så kom hun i tanke om, at det nok ville være lækre for mig med en værelse med balkon nede ved jorden fremfor et værelse op under taget, hvor brusekabinen var temmelig lille, så hun bad mig lige om at vente lidt, også byttede hun min nøgle. Jeg sagde mange tak og gav hende lidt drikkepenge. Fra balkonen kunne jeg se ud til motorcyklerne, som holdte på hotellets parkeringsplads.

Nogle gange er der fordele ved at tage en ekstra overnatning.

Efter indtjekning, så kom vi i sommertøj og gik ned til Balatonsøen for at se lidt nærmere på bylivet. Det var ret tydeligt, at Balatonsøen er velbesøgt om sommeren, for der var rigtig mange restauranter og boder langs søbredden. På denne dag var der nok kun hver fjerde, som var åben, men alligevel var det ikke noget problem at finde et sted at spise.

Efter lidt aftensmad, så gik vi en lille tur inden dynerne kaldte.

Tirsdag 23/4-2019

Med udsigt til en regnvejrsdag, så havde jeg valgt at tage en ekstra overnatning og først køre videre næste dag, men de to andre havde som nævnt besluttet sig for at køre hele vejen hjem, så efter en god morgenmad, så skiltes vores veje, og jeg kunne senere erfare, at regnvejret var til at holde til, hvor jeg var. De to andre havde kørt i over 12 timer og primært i regnvejr, før de kom til deres overnatningssted ved Dresden.

Jeg havde planlagt en rolig dag, hvor jeg kunne køre Balatonsøen rundt, og jeg ville tage den idylliske vej rundt og køre så tæt på søbredden som muligt.

Da jeg havde sendt de andre godt på vej, så kom jeg tilbage til min motorcykel, og her kunne jeg mærke, at mit sæde var lidt uroligt at sidde på, og ved nærmere gennemgang, så kunne jeg se, at låsemekanismen var gået i stykker.

Låsemekanisme i stykker

Derfor besluttede jeg mig for at lede efter mc forhandler eller værksted, som kunne hjælpe mig med at få fixet sædet. Jeg fandt en forhandler, der hed Full Gas, så dennes adresse blev lagt ind i min GPS og jeg fandt det let.

Udenfor forretningen mødte jeg et par på en KTM, der havde lidt udfordringer med starteren, så de var blevet samlet op af forhandleren, som ville hjælpe dem med at fikse deres problem. Jeg fik også en rigtig god snak med chaufføren, som havde et par gode historier, og han bad om at få lov til at tage lidt billeder af min mc med alle de flag, som den med tiden har fået på taskerne, og det fik han naturligvis lov til.

Han var også behjælpelig med at få mig om til værkstedet, og her fik jeg med fagter forklaret, at jeg skulle bruge en svensknøgle og en bolt til sædet, og det fik jeg af dem, og vi fik grint lidt af mine fakter. Herefter fik jeg fikset sædet.

Fikset låsemekanisme

Jeg tog ind i butikken og fik set på deres udbud af udstyr og motorcykler, men der var ikke noget der fristede.

Det begyndte at regne lidt, så jeg valgte at gøre stop ved Keszthely, som ligger i bunden af Balatonsøen. Her var der nogle badeanstalter, som ikke var meget besøgt denne dag, men jeg kunne fornemme, at det ville være stuende fulgt, når vejret var bedre.

Herefter fulgte jeg søen rundt og gjorde kort stop ved keramikbutik, hvor jeg købte en souvenir inden jeg kom til Tihany, hvor der var et lille færgeleje, hvor man kunne sejle på tværs af søen. Jeg valgte at tage færgen over for at få den oplevelse med.

Herefter kørte jeg retur til hotellet, hvor jeg havde en rolig aften trods lidt larm på grund af torden og lyn.

Onsdag 24/4-2019

Efter endnu en nat ved Balatonsøen fortsatte jeg i dag mod Bratislava i Slovakiet, så jeg også lige kunne få det flag på mine tasker inden jeg kom til Wien, hvor jeg havde booket billet til mig og motorcykel på et biltog retur mod Hamborg denne aften.

Jeg startede med at tage god afsked med værtinden, for hun havde jo sørget for, at jeg fik et dejligt værelse med altan.

Herefter fik jeg lige kontrolleret sædet, og alt var som det skulle være, så selv en kontormus som jeg kan lave noget, der holder. Jeg fulgte søen lidt rundt inden det igen gik nordpå via Veszprem og Györ.

Det begyndte at blæse lidt op mod Bratislava, så jeg valgte at undgå motorveje og blot tage de rolige landeveje.

Aftenen før havde jeg googlet lidt på Bratislava, og her fandt jeg Slavin, som er et russisk krigsmindesmærke med en flot udsigt over byen, så det var det, at jeg havde lagt ind som første mål for dagen. Det sidste del af vejen var igennem et område med ekstra sikkerhed og ambassader, men det gik nemt med at finde mindesmærket.

Jeg gik op af en masse trapper og oplevede den flotte udsigt ud over Bratislava, og det er da et besøg værd, hvis man kommer på de kanter.

Der var et par studerende, som var igang med en lille protest, og de forsøgte at dække de russiske ting til med et EU flag. Det slap de nogenlunde fra, men det varede ikke længe, før der kom nogen og så nærmere på det, også forduftede de unge hurtigt.

Herefter skulle jeg bare en lille smuttur ind til Wien, hvor toget ventede på mig. Jeg havde god tid, og det var jeg glad for, for det blæste temmelig voldsomt, så jeg kørte meget langsomt og forsigtigt på landevejen mod Wien. Det gav lidt dyt fra nogle billister men jeg bed det i mig.

Da jeg kom frem til toget var jeg i meget god tid, så jeg kørte lidt rundt og fandt en lille biergarten, hvor jeg kunne få en Wienerschnitzel mit Pommes. Det var en god afslutning på turen og der var læ, så jeg kunne nyde solens stråler.

Jeg kørte ned mod toget igen, og her var togpersonalet meget søde, så de lod mig køre ind og parkere motorcyklen, så jeg kune hvile mig lidt med den inden de øvrige rejsende kom. Mens jeg ventede, væltede det ind med 5-6 lære Porscher, der skulle til Livorno i Italien. Jeg smilede lidt for mig selv og tænkte, at Porscher fra Tjekkiet må være udstyret med flotte modeller, for det var nogle kønne kvinder, der sad på passagersædet i alle biler, og deres påklædning passede til bilen.

Efter nogle timer var det tid til at køre på toget, og det gik ganske smertefrit, og forude ventede en togtur på små 12 timer inden Hamborg ventede på mig næste morgen.

Motorcykel læsset med lidt Porscher i baggrunden

Torsdag 25/4-2019

Efter en rokkende nats søvn, så var jeg nu ved Hamborg, også ventede der blot en stille og rolig tur hjem på motorvejen.

Det gik fint med at komme af toget igen, og det var en ren fornøjelse at køre ud af Hamborg fra morgenstunden, for godt nok var trafikken intens ind mod byen, men der var mere roligt i trafikken på vejen uden af byen.

Jeg tog den med ro på hjemturen og reflekterede over hele turen, og jo tættere at jeg kom på mit hjem, så blev jeg mere og mere glad for, at jeg havde taget mig mod til at tage på en tur i disse lande, for det var en tur, som gav et godt indblik i, hvordan tingene ser ud på de kanter af Europa, og jeg fik større forståelse for, hvorfor mine kollegaer fra disse lande har søgt nye udfordringer i Danmark.

Jeg vil helt sikkert anbefale en tur på disse kanter, for der var lidt en øjenåbner for mig at se tilstandene i disse lande, og det gav også lidt forståelse for de kollegaer, som jeg har, der kommer fra disse lande, og de var glade for, at jeg havde taget mig tid til at køre rundt i deres hjemland.

Taskerne fik lidt ekstra flag, og jeg fik mod på at komme længere østpå.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *