Island & Færøerne 2015

Facebook

Island og Færøerne

Forventningerne var store da vi først havde besluttet os for at vores sommerferie skulle bruges på en tur til Island og Færøerne. Hele vinteren gik med klargøring af motorcykler og udstyr. Vores viden omkring Island som ligger der ude hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg og Færøerne som består af en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge, var meget lille. Vi havde mange samtaler og drukket mange kopper kaffe imens vi udtænkte hvilket udstyr der var nødvendigt for at gennemføre denne rejse. F.eks måtte vi undersøge hvor langt der var imellem benzinstanderne, ville vores GPS-udstyr virke eller skulle vi have et gammeldags landkort samt kompas med, måske blev det nødvendigt med ekstra forsyninger af mad og kaffe hvis nu vi skulle strande ude i ødemarken. Vi var heller ikke sikker på at alle veje var med asfalt eller om vi skulle liste rundt på grusveje. Der var mange bekymringer og langt de fleste blev gjort til skamme.

Klar til turen

Det skal lige nævnes at langt de fleste turer vi havde haft inden denne rejse fandt sted, havde været rundt i Europa hvor vi tit havde kørt lange turer i Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Sverige, Danmark osv. Vi har med stor glæde besøgt mange europæiske byer, dog er byen Berlin den by hvor vi har aflagt flest besøg ( en fantastisk dejlig by at besøge på motorcykel, kan kun anbefales ).  Vi havde kort tid før afrejse købt nye motorcykler. Min ven valgte en DL650AL5 V-strom og jeg en Honda VFR 1200 X/XD Crosstourer DCT. Begge maskiner er som skabt til at kunne køre lidt offroad hvis muligheden skulle byde sig ( Og muligheden opstod senere ). Vi havde anskaffet os en jetboil for at kunne brygge kaffe og lave lidt mad på de lange dagsrejser, vi havde ingen kendskab til om der kunne købes franske hotdogs under vejs. Turen skulle foreviges og derfor faldt valget på en GoPro-kamera ( venligst udlånt af min ældste søn ) så vi kunne optage nogle videoer af de smukke omgivelser og store horisonter. For at sikre os mod regn og fugt, købte vi nogle vandtætte sække til at spænde fast på vores sidetasker. Lidt lappegrej, værktøj, ekstra spændebånd, trykbeholder med luft til dækkene osv.

GoPro-kamera

Vi er normalt 2 personer som følges ad. Vi har installeret Interphone5 Mc i vores hjelme, jeg bruger en mini ipad som navigation ( krakkort ), som ligger i min tanktaske. Min ven kører altid foran, jeg ligge tæt bagved. Jeg kan fortælle min ven hvornår han skal begynde at ser efter det sted vi skal dreje fra, imens jeg tjekker kortet, uden at skulle være bange for at en billist bremser hårdt op foran mig imens jeg kigge på kortet.

23-06-2015 – Så kom dagen hvor vi skulle sejle fra Hirtshals. Spændingen var stor. Vi mødtes hos mig for lige at tjekke op på om vi havde husket det hele og selvfølgelig den sidste kop kaffe. Med følelsen af frihed og følelsen at noget fantastisk ventede os ude i Nordatlanten, drog vi afsted mod Hirtshals. På med hjelmen, tændte for Interphone og den lille Ipad.

Første møde med Island

Morgensolentittede frem, det var lidt køligt og en lille regnbyge blev det også til. Vi havde meget oppakning med og derfor var maskinen lidt tung hvilket gjorde at den lå helt fantastisk på vejen og brummede bare afsted. Turen til Hirtshals skulle nydes idet vi havde to dages sejllads foran os hvor vi ikke kunne køre på motorcykel. Allerede et godt stykke før vi nåede Hirtshals begyndte vejene at vrimle med motorcykler. Vi var meget overrasket over at så mange havde valgt at tage til Island og Færøerne. Det var mennesker fra stort set hele Europa, spændende mennesker som senere viste sig at vi skulle komme til snakke rigtig meget med og hvor nogle blev til nye venner. Det er lidt sjovt at så snart man møder en anden på motorcykel, så er der på en eller anden måde et fællesskab fra det øjeblik man mødes. Vi havde tidligere sejlet med vores motorcykler og vidste derfor hvordan vi skulle forholde os når vi kom ombord på færgen. For nogle af de andre var det første gang de skulle ud og sejle med deres maskiner og det var derfor vigtigt at man lige havde et vågent øje med dem, når de spændte deres maskine fast. Det kunne jo ødelægge vores maskiner hvis de andre ikke fik spændt deres maskine ordentligt fast og som en god motorcyklist hjælper man hinanden, husk det! Det kan virke lidt uoverskueligt når man kører ombord, personalet på færgen har nogle gange en tendens til at presse lidt for meget på. Man skal ikke forvente hjælpe fra personalet til at spænde sin maskine fast, det ansvar står man selv med.

Fastgørelse af Mc på færgen

Som det kan ses på billedet, så havde vi forholdsvis god plads til vores maskiner, på vejen til Island. Der var spændebånd nok til alle og stort set ingen panik. Vi nåede fra bildækket inden færgen sejlede afsted. Resten af rejsen var der betydeligt mindre plads, svarende til at der stod en maskine imellem vores maskiner på billedet. Som det fremgår af den lille video, så var der ikke meget plads at gøre godt med, da vi kørte ombord på færgen på Island.

Vi forlod Danmark omkring middag og vi kunne se frem til 2 dage med sejlads. Vi stævnede ud med kursen mod Færøerne. På Færøerne ville færgen ligge til kaj i en lille time inden turen gik videre til Island. Vi synes selv at vi var tidlig ude for at købe billetter men desværre lykkes det kun at få sove plads nede i bunden af skibet, i de små 6 mands couchetter. Jeg sov fantastisk her, velviden at min motorcykel stod parkeret lige over mit hovedet, bare 2 dæk længere oppe. Vi kunne dog se frem til kahytter på hjemrejsen.

Afgang fra Hirthals

Da jeg sad på bænken og så Hirtshals forsvinde bag os, kom jeg til at tænke på sangen ” vi sejler ud i livet på en jomfrufærd”. Det var virkelig en drøm som var ved at gå i opfyldelse. Livet ombord på skibet virker næsten som livet i en lille landsby. Som ryger komme man hurtigt til at kende mange nye mennesker. Vi mødte en mand fra Holland, vi kaldte han Dutchman. Han havde sat sig for at krydse Island på tværs helt alene på sin gamle maskine. Han havde dog en bekymring som vidste sig også at berøre os. Der havde været rigtig meget snefald på Island og mange veje var lukket. Vinteren havde varet længe. Dutchman havde fundet en lille landkort på internettet som viste hvilken veje der var åbne for trafik . Her kunne vi se at et par at de strækninger som vi skulle benytte den første dag, stadigvæk var lukket for trafik. Vi begyndte derfor at planlægge turen mod syd Island i håb om at vejene ville været åbne når vi en uge senere kom nordpå. Dutchman var total ligeglad med vejret og vejene. Han havde bestemt sig for en tur tværs over Island og det kunne ingen lave om på. Dog lykkes det for os at få ham til at installer en lille lokal app som man kunne bruge til at tilkalde den lokale redningstjeneste og som gav redningstjenesten mulighed for at finde frem til ham, hvis han fik brug for hjælp. Vi så ikke mere til ham på resten af turen. Under et døgn før vi ankom til Island, blev de sidste veje erklæret åbne og vi kunne tage turen nord på som først planlagt. Sejltiden blev brugt på at skabe kontakt til de andre som skulle rundt på Island. Vi mødte en katolsk fader, en rigtig sjov mand med god humor. Han havde en motorcykel magen til min, dog ikke med aut.gear. Han havde haft en med aut.gear men en af de første dage han havde den, ville han lige vise den frem for en af de andre præster. Han drejede gashåndtaget i bund for at den anden præst kunne høre den dejlige lyd, problemet var at den var sat i gear og derfor drønede den lige ind i en mur og blev totalskadet. Derfor valgte han modellen uden aut.gear.

Første møde med Færøerne

24-06-2015 – Efter 1½ døgns sejlads dukkede de første øer på Færøerne op, langt ude i horisonten. Man kunne lige skimte de første klippeformationer i diset. Pludseligt var der fugle i luften igen. Det var et fantastisk skue at se klipperne bliver større og større imens skibet nærmende sig den fjord som vi skulle følge ind til Torshavn. En helt fantastisk oplevelse, næsten som klippet ud af filmen Avatar, hvor de små øer svæver imellem skyerne. Her oplevede vi for første gang hvordan vejret skifter på få minutter. Snart begyndte de grønklædte bjerge at rejse sig op på begge sider af skibet og kort efter kom Torshavn i sigte. Vores kaptajn må have taget denne tur mange gang, han vendte skibet rundt i det lille havnebassin som om det var en lille bil. Inde ved kajen lå kongeskibet. Vores Dronning havde også valgt at besøge Færøerne.

Her stod vi på dækket og betragtede Torshavn og de mange huse som lå spredt ind i landet. Vi glædede os til at komme tilbage til Færøerne senere på turen for at hilse på to veninder som jeg havde gået på ungdomsskole med i Danmark. Det var lykkes for mig at finde dem begge på facebook. Vi havde ikke set hinanden siden 1988. 27 år var der gået. Det skulle blive dejligt at hilse på dem igen og måske få en bedre indsigt i det sted som de kom fra, da vi gik på skole sammen. Torshavn så ikke ud af meget. Det var lidt utroligt at tænke på at vikingerne kunne sejle så højt op mod nord, til et lille sted ude midt i nordatlanten. Det var varede ikke længe inden færgen var klar til at sejle videre. 12 timer mere og vi ville være fremme og kunne køre ind på Island.

Thorshavn

Det hele passede godt sammen, vi kunne spise morgenmad ombord på færgen inden vi kørte fra borde. Om morgen ville der ikke være meget tid til at pakke og den slags, derfor pakkede vi vores ting ingen vi gik i seng, fik opladet vores udstyr, tjekket kortet osv. Det er altid vigtigt at lytte til de meddelelser som kommer i højtalerne ombord. Her kunne vi høre at morgenbordet ville være klar en timer tidligere og at dækket hvor vores motorcykler stod parkeret , åbnede op en halv timer før ankomst, så vi have god tid til komme ned med vores oppakning og spise morgenmad. Forventningerne begyndte at trænge sig på. Vi smuttede op på rygedækket for at få den sidste cigaret inden sengetid. Her mødt vi igen den katolske præst. Vi faldt i snak og begyndte dele rejseoplevelser. Det viste sig at Præsten havde mange erfaringer med at rejse på sin motorcykel. Han kunne fortælle om rigtig mange spændende rejser som kunne være sjove at opleve. Han boede i byen Pieterlen i schweiz. Præsten var meget urolig for vejret, han skulle kører nordpå lige som os. Han skulle i  løbet af 4 dage, ende i Reykjavik. Dette skyldes han skulle videre med fly til Grønland nogle    dage, dog uden motorcykel. Præsten var utrolig interesseret i alle mennesker og talte med alle.

Første møde med Island

25-06-2015 – Efter 44 timers sejlads ankommer vi til Seyðisfjörður. Det var meget tidligt  morgen og vejret var fantastisk. Efter morgenmaden tog vi vores mc-tøj på og satte os til at vente på at bildækket blev åbnet så vi kunne komme ned og gøre vores maskiner klar til turen. Det var fantastisk smukt at sidder der og se på at Island nærmende sig. Klipperne blev større og større, smukkere og smukkere at se på. Det var næsten som juleaften.

Fantastisk velkomst

 Vi fik lov til at gå ned til vores maskine for at fjerne spændebånd og for at få vores oppakning spændt  fast, så vi var klar til at køre fra borde. Vi talte ganske kort med de andre mcér, ønskede dem god tur og hvad der nu ellers hører sig til.

På kajen møder vi som det første tolder / grænsebetjent. De skulle lige se pas hos nogle af os men da vi sagde Danmark, blev vi bare vinket videre. Tolderen satte et klistermærke på vores motorcykel som viste at vores maskiner var indfortoldet i en kort periode. Dette mærke kørte vi rundt med på hele turen. Efter at være kommet fra borde skulle vi starte opstigningen til det første bjergpas. Vi fik lært hvor meget temperaturen variere på denne opstigning. Da vi kørte fra borde var der 15 grader, på toppen var der 0 grader og på den anden side viste temperaturen 24. De to første dage på vores tur, havde vi 24 grader. Det var lige i en periode hvor der har hedebølge hjemme i Danmark. På videoen kan man se at vi kører forbi en vejrstation ( til venstre ) på toppen af bjergpasset. Alle de bjergpas som vi passerede på turen, var der vejrstationer som indikerede at nu startede nedstigningen. Mange steder inden vi kørte op i bjergene, var der store skærme som viste vindforhold og temperatur på toppen, inden vi kørte op.

På den første dag havde vi planlagt at skulle overnatte i Akureyri. Der skulle tilbagelægges små 300km inden vi kunne finde ly for natten. På vejen ned fra det første bjergpas fik vi øje på en motorcykel i bakspejlet, det var Præsten som havde indhentet os. Vi stoppede for en kort pause, sjovt nok trængte præsten også til en pause. Vi faldt lidt i snak med ham og det viste sig at han skulle samme vej som os og han havde også bestemt sig for at besøge Dettifoss vandfaldet. Mens vi holdte der, faldt snakken på hvilket udstyr vi havde på vores maskiner. Præsten kiggede på vores hjelme og fik øje på vores interphone. Han løb hen til sin maskine, hev låget op på sidetasken og roderede rundt og pludseligt sad der en interphone på hans hjelm. Vi var lidt duperet over at en præst var udstyret med den slags men det blev endnu sjovere. Da han kom hen til os  igen, fik han øje mit GoPro kamera og straks løb han tilbage til sin maskine igen. Nu var det den anden sidetaske som

Den katolske præst

blev flået op og wupti, så sad der et kamera på hans hjelm. Aldrig havde vi mødt en præst med så meget udstyr. Det blev endnu mere vild. Han spurgte mig om jeg også havde installeret varme i mit sæde på motorcyklen, hvortil jeg svarede ham, ” I have never been that cold in my ass, that I needed warm in my seat”. Han grinede, pegede på hjelmen for at vi skulle koble os sammen så vi kunne snakke samme på turen ud til Dettifoss vandfaldet. Vi kørte videre imod nord. Selve Island ligge syd for polarcirklen,vil man gerne på den anden side af polarcirklen skal man sejle ud til et de små øer som ligger nord for Island, men så langt mod nord skulle vi ikke på denne tur, selv om det kunne have været sjovt.

Dettifoss vandfaldet er nordeuropas mest vandrige vandfald. Allerede inden man når ud til vandfaldet undrer man sig over naturen. Hele området ud til vandfaldet minder om et månelandskab fra en Star Wars film. kæmpe klippeblokke ligger spredt ud på jorden, størknet lava ligger som et tæppe i en meters højde og pludseligt midt i det hele dukker der en lille oase af røde og blå blomster op. De barske klipper, de yndige blomster, var virkelig kontraster som gjorde sanserne skarpe. Vi kører af snoret veje, hver gang vi så en kløft, troede vi at vandfaldet var lige rundt om hjørnet men så var det bare endnu

Ørken ved Dettifoss

et krater fra store klippeblokke som var blevet slynget ud fra et vulkanudbrud i tidernes morgen men bestemt smuk på helt sin egen måde. Det var svært at forestille sig de naturkræfter som havde skabt dette område.

Dettifoss

Det sidste lille stykke vej måtte vi tilbagelægge til fods. I mc-tøj og 24 grader, blev det en varm gåtur. Man kunne fornemme vandfaldet allerede da vi ankom, luften var fyldt med vanddampe og man kunne høre faldets brølen et stykke ude i landskabet. Som det ses på billedet, var vi ikke i tvivl om at vi nærmede os noget stort. Snakken gik lystigt på tysk, imellem min ven og den katolske præst.

Dettifoss

Det var som om jorden åbnede sig, selve floden var i jordoverfladen og forsvandt på en måde ned i jorden. En enorm kløft, som om jorden havde været åben til sit indre og havde glemt at lukke sig igen. Først efter et stykke tid, fik man øje på de bitte små mennesker på den anden side af vandfaldet. Hen over kløften var der en regnbue og lige under var luften guldfarvet , et fantastisk syn. Jeg kunne sagtens have siddet her i flere dage bare for at dagdrømme.

Næste stop på turen, inden vi skulle tage afsked med præsten, var Námafjall ( Hells Kitchen ). På vejen der ud imens vi kørte, begyndte jeg har spørge præsten lidt for sjovt om han var klar til Helles Kitchen. Jeg mente at præsten måtte være den helt rigtige person at have med sådan sted, hvis noget skulle gå galt. Præsten havde en god humor og grinede lidt af det hele. Vejret var fantastisk, ikke en sky på himmelen, det var lige før  det var for varmt. Den lange tur ud igennem ødemarken igen, virkede hyggeligt med præsten i det ene øre og min ven i det andet øre, snakken gik lystigt. Vi var ikke i tvivl om at vi nærmede os Hells Kitchen, lugten af svovl ( rådne æg ) var over alt.

“Hells kitchen”

Hells Kitchen er faktisk et godt navn til Námafjall men jeg ved ikke helt hvor meget vores katolske præst syntes om navnet. Tror bestemt ikke præsten havde forhåbninger om en genoprettelse af området. Solen skinnede stadigvæk fra en skyfrit himmel, hvis det ikke havde været for den forfærdige lugt af svovl, så havde dette været et perfekt sted at spise frokost. Vi vandrede rundt i området blandt kogende vand, kogende mudder og søjler af damp og gas. Når man kiggede på de omkring liggende marker, kunne man se grønne områder der hvor vinden blæste gas og damp indover. Der må være en eller anden form for næring i disse gasser. Resten af de omkring liggende arealer lignede en sandørken. Selv oppe på bjergsiderne var der små revner med gas udslip. Jeg gik hen til et at de store gas udslip, her var der rigtig meget tryk på. Igennem mange år var der aflejret materiale omkring hullet og dette havde formet en pyramide hvor gasse kunne sive ud igennem. Lyden af gassen som kom ud, havde en eller anden form for frekvens, som om det var jordens egen frekvens. Pludseligt stoppede lyder, gasse forsvandt og der blev stille et minut eller mere, for så at vende tilbage igen. Præsten kom over til mig, han ville gerne vide hvordan jeg kunne være så sikker på godt vejr på hele turen. Jeg fortalte ham at jeg havde lavet en aftale med ham “upstairs“. Præsten spærrede øjnene op og svarede ” the Cheif” imens han måbede. Jeg svarede ham ” yes, the one and only “. Jeg kunne se på ham at det svar spekulerede han meget på, jeg var klar over vi ikke var færdig med denne samtale, så jeg sagde til ham ” du vil sikkert gerne vide hvad aftalen går ud på” , han nikkede og jeg svarede at jeg desværre ikke kunne oplyse hvad jeg havde aftalt

Hells Kitchen

 Præsten forklarede at det måtte være en god aftale, for der havde ikke været så høje temperaturer på Island i mange år. ( gad vide hvad præsten tænke dagen efter, da var der stadigvæk 24 grader ) Jeg forklarede præsten at jeg kun havde indgået en aftale for Island, så han måtte selv finde en aftale når han skulle videre til Grønland. Klokken fortalte os at vi måtte videre på ruten hvis skulle nå frem i Akureyri inden solen blev til midnatssol. Vi kørte til Mývatn, her tog vi afsked med vores ven, den katolske præst. Vi trillede ind på en lille benzintank for tanke. Jeg ved ikke om Mývatn betyder noget med myg men aldrig har jeg oplevet noget lignede. Man kunne ikke trække vejret uden munden var fyldt af myg. vi beholdte vores hjelme på imens vi fyldte benzin på motorcyklen, vindskærm, tasker, lygter og alt det som vender fremad på motorcyklen, var fyldt med myg. Vi forlod stille og roligt Mývatn og kørte lidt længere mod nord for at ende i Akureyri. Turen op til Akureyri var utrolig smuk. Byen ligger for enden af en lang fjor som vender ud imod ishavet. De sneklædte bjerge som følger fjorden ud til havet,

Fantastisk udsigt

det dybe mørkeblå vand, de små huse, alt sammen som et glansbillede, det kan slet ikke beskrives hvor smukt det er. For at komme ind til byen, skal man over et bjergpas som  ligger lidt nordligere end selve byen. I det øjeblik man når toppen og skal begynde nedstigningen igen, får man dette helt fantastiske billede af landskabet. Vi når frem til byen og fandt vores lille hotel. Et hurtigt bad i noget som mindede om en bruser. Vores tøj lugtede rigtig meget af svovl ( rådne æg ), selv efter et bad, duftede vi af svovl. Vi indtog byen for at finde et sted at spise. Hvad er mere naturligt end at finde et sted hvor man kunne få serveret hvalbøffer. Hvalbøffer minder rigtig meget om en god medium stegt oksesteak, måske mere rødt. Maden smagte fantastisk og var hårdt tiltrængt efter en lang og begivenhedsrigt første dag på Island. Dette var vores første møde med det islandske folk. De virkede utrolig rolige og imødekommende. Vi gik en lille aftentur i den lille by inden alt vores udstyr blev sat til opladning for at være klar til næste dag.

Akureyri

26-06-2015 – Det var svært at falde i søvn til midnatssolen men efter en lang dag lykkes det. Vi vågnede til høj solskin igen. Pakkede vores maskiner og fik vasket de fleste myg af vindskærmen så man igen kunne se vejen foran.

Da alt var klar til afgang gik vi ind på hotellet igen for at indtage morgenmaden. Morgenbuffeten var til at overskue, to slags pålæg, 3 slags marmelade og 2 slags brød. Normalt har vi aldrig booket vores overnatning på forhånd. Vi plejer at booke den næste overnatning imens morgenmaden indtages. Vi benytter en app på telefonen til at finde ledige værelser og gode tilbud på overnatninger. Vi må have snakket lidt højt imens vi indtog morgenmaden for den lokale vicevært bestemte sig for at skrue så højt op for musikken, som var hård rock, at vi næsten ikke tale sammen. Vores plan var at dele afstanden på ca.380 km til Reykjavik i to rejsedage men sådan skulle det ikke gå. Vi forlod Akureyri i den dejligste morgensol.

Örlygsstaði

Man kunne mærke den lune luft, det føltes som forår hjemme i Danmark. Næsten ingen trafik og asfaltvejen var god. Det ene glansbillede efter det andet kom til syne hver gang vejen drejede lidt. Smeltevandet løb i dalene. Følelsen af det ukendte som vi blev draget imod, følelsen af frihed og det at være i pagt med omgivelserne, den dejlige rolige lyd fra motorcyklen, den højtflyvende og næsten euforiske samtale i hjelmen med min ven, der var udsigt til en fantastisk dag. Vi havde planlagt at skulle overnatte i Borgarnes. Borgarnes ligge ca. midtvejs på turen til Reykjavik. Vi trængte til pause og fandt en bænk ved frakørslen til Örlygsstaðir. Her kunne vi sidde og brygge kaffe i fred og ro. Örlygsstaðir er kendt for et slag som fandt sted i år 1238. Vi havde udsigt over hele dalen med bjerge på begge sider og med udsigten til mindesmærket over slaget ved Örlygsstaðir. Da vi nåede bunden af Hrútafjörður fjorden skulle vi have fyldt benzin på igen. Vi fandt en lille benzintank ved Staðarskáli. Et hyggeligt lille sted hvor man kunne købe lidt at spise. Når man tanker benin på Island er der 2 muligheder for at få lov til at tanke. Man kan vælge at et bestemt beløb/antal liter som man gerne vil have eller man kan kontakte personalet og få tanken låst op, så man kan tanke frit. Det var lidt af en udfordring første gang vi tankede. Vi havde bestilt overnatning i Borgarnes men turen havde gået rigtig godt og vi havde kun 70 km til Reykjavik, så vi snakkede lidt om at afbestille vores overnatning og i stedet for finde noget i nærheden af Reykjavik. I første omgang kørte vi til Borgarnes som en lille hyggelig by der ligger ud til nordatlanten og med ca.400-500 km i luftlinje til den Grønlandske kyst. Det var fantastisk vejr så vi kørte ned på en lille mole og bryggede frisk kaffe loggede på internettet for at bestille en overnatning i nærheden af Reykjavik. Vi havde aftale at afbestille vores overnatning og fortsætte turen til Reykjavik. Vi fandt en et par ledige værelser lige udenfor Reykjavik, i byen Fitjar, som faktisk er en del af Reykjavik. For at komme til Fitjar skulle vi første over den anden største bro på Island, Borgarfjarðarbrú. Derefter ned og køre i Hvalfjarðargöng tunnelen som er 5,77 km lang. Vi har mange gange kørt i tunneler og trods dette, må jeg sige at vi har aldrig oplevet så dårlig luft som i denne tunnel. Vi kunne se at der blev mere trafik, så vi måtte være tæt på Reykjavik.

Vi ankom til Fitjar og vores overnatningssted. En ung polsk kvinde kom ud og tog imod os. Hun anviste vores værelser og det lille køkken hvor vi kunne lave mad. Vi fladt lidt i snak med hende og det viste hun var på Island i forbindelse med feriejob. Efter ferien skulle hun starte med at studere i Danmark. Faktisk var der mange af de unge mennesker som vi mødte på vores vej, som skulle til Danmark for at studere. Island har rigtig mange Polakker boende. Efter en hurtig omklædning var det spisetid. Vi satte os ved bordet i det lille fælleskøkken. Her sad en finsk kvinde som var på Island i forbindelse med et kondiløb som hun havde ansvaret for. Det var anden gang hun var på Island. Den første gang hun var der, havde været en lang periode, så hun havde oplevet det meste af det som der er værd at se og opleve, på Island. Det varede ikke længe inden snakken gik lystigt, der blev snakket finsk historie, deres naboskab til Rusland,

Fitjar

politik og gode oplevelser. Ved bordet sad også et hollandsk par. De havde sparret op til deres tur, i flere år. Vi fortalte lidt om at vi havde mødt Dutchman på færgen, deres landsmand. Hollænderen var meget interesseret i vores motorcykler og især mit GoPro kamera. Rigtig flinke mennesker alle 3. Efter en hurtig smøg var det sengetid, vi skulle stadigvæk vænne os til midnatssolen. Vejret ændret sig lidt og der kom en lille byge.

27-06-2015 – Vi havde besluttet os for at besøge den Gyldne Cirkel som ligger Thingvellir National Park. Her ligger Altinget( Thingvellir ), Gullfoss og Strokkur. Altinget blev grundlagt helt tilbage i år 930 af vikingerne. Et fantastisk skue når kommer trillende rundt om Pingvallavaten søen og får øje på Altinget. Her kan man se hvordan de de tektoniske plader i jordkloden skrider fra hinanden over mange år. Man kunne sagtens fornemme at man var på et historisk sted som havde haft stor betydning for landet. Altinget blev nedlagt i 1798, dog var det samlingspunkt da Island løsrev sig fra Danmark i 1944, under anden verdenskrig. Når man kører denne tur, er det let at finde rundt, det kræver blot at man følger de mange turistbusser.

Altinget

Hvis man bruger fantasien en smule, kan man sagtens forestille sig hvordan vikingerne har afholdet deres møder her. Vi steg på motorcyklen igen og kørte videre ud i landskabet mod Strokkur hvor vi skulle opleve vores første gejser. Igen kunne vi bare følge turistbusserne for finde frem til Stokkur. Vejen som vi som havde valgt, hed 365. Vores bekymringer gik på at de små veje tit var grusveje eller værre. Det viste sig igen at vi kunne have sparet vores bekymringer. Vejen var en nyanlagt asfaltvej, dog var der steder med grus, da man ikke var helt færdige med vejen. Inden vi nåede op til Strokkur, kunne vi igen fornemme svovl i luften. Strokkur er til at overskue, her farer man ikke vild, et hotel og en shoppingcenter var stort set hvad byen byder på. Vi fandt en parkeringsplads og fornemmede straks at vores maskiner ikke var de største i området.

Som billedet viser, har man helt specielle krav til biler, når man skal ud og køre i dette område.Faktisk har vi nogle store motorcykler men til trods for dette, måtte vi erkende at vores maskiner var på højde med hjulene på de biler som vi parkerede ved siden af. Der var meget strikse regler i dette område, selve den afskærmede område med gejser, måtte man ikke ryge inden for, der måttes ikke smides noget som helst overhovedet. Man havde oplevet at en af de store gejser var blevet benyttet til at kaste mønter i, som en form for ønskebrønd. Dette havde bevirket, at hullet omkring gejseren var blevet lukket til, og i dag kan man kun se kogende vand omkring stedet for gejseren.

Der var fortsat en aktiv gejser i området, som kaldes for Strokkur, og den var temmelig aktiv, idet man hver 5-10 minut kunne se en vandsøjle skyde op af jorden, og det ses på videoen her.

Vi kørte videre ud i området for at finde Gullfoss vandfaldet, som var sidste stop på den gyldne cirkel inden vi skulle ud til hotellet i Keflavik.

Gullfoss vandfaldet ligger ikke mere end 10 km fra Strokkur, og igen var det blot at følge de hvide turistbusser, så kom vi direkte til det flotte vandfald, som skar sig ned i landskabet i flere plateauer. Vi kørte først op til den øverste parkeringsplads for at få overblikket over det flotte vandfald, som havde et gult genskin og som formentlig har ledet tankerne hen på guldet for enden af regnbuen, for der var flere regnbuer i området.

Tidligere har det været undersøgt, om man kunne udnytte vandfaldet til strømproduktion, men dette blev forhindret, idet vandfaldet i dag er fredet området, og det gør, at man kan nyde det smukke syn som turist fremfor at se et kæmpe kraftværk. Efter kort ophold på den øverste parkeringsplads kørte vi kort tilbage, så vi kunne komme tættere på selve vandfaldet. Som altid var der gode parkeringsforhold for vores mc’er, og vi kunne igen holde tæt ved seværdigheden, og der kom da en del turister hen og spurgte ind til maskinerne og vores færden. Da klokken var ved at blive mange, og vi fortsat havde små 163 km frem til vores overnatningssted i Keflavik, så måtte vi lette centralstøttefoden og komme afsted. Turen ud til Keflavik er en fantastisk rejse i en lavaørken, som dækker over 40 kvadratkilometer. Her fornemmer man, at vejen er lavet ved at fjerne kæmpe lava områder og bygge vejen direkte ovenpå. Hvis man så ud i horisonten fornemmer man dette nærmest måneagtige landskab. Man ser damp stige op fra undergrunden mange steder, og her ligger varmekraftværkerne meget tæt, og skuer man mod himlen, så ses sne og is på toppen af de sorte bjerge. Som turist virker dette område meget råt og barsk. På det sidste stykke havde vi lavaørken på vores venstre side og til højre kunne vi nyde Nordatlantens / Grønlandshavets bølger.

Keflavik er også stedet for en gammel amerikansk militærbase og international lufthavn. Vores hotel var indrettet i en af de gamle amerikanske barakker, og her blev vi vel modtaget af en rumænsk studerende, som havde en drøm om at komme til Danmark og studere. Hun sørgede for, at vi fik en god kop kaffe og en god snak. Inden vi krøb til ro var vi inde på en af de lokale pizzarier og få lidt aftensmad som bar lidt præg af det amerikanske med store menuer.

28-06-2015 – Så oprandt dagen, hvor vi skulle besøge den største seværdighed på Island, nemlig den blå lagune (Blue Lagoon), som ligger små 50 km fra Reykjavik og blot 20 km fra Keflavik.

Vi valgte at tage derud fra morgenstunden, for det var det tidspunkt, hvor vi kunne få en billet, og det viste sig at være en stor fordel, idet vi undgik de fleste turister, som væltede ind i turistbusser fra omkring kl. 09.30 og frem. Som Mc’er er man ikke vant til den vilde luksus, men den kom vi til at opleve, da vi kom frem til den blå lagune, for her fik man udleveret en pakke, som bestod af badesko, 2-3 håndklæder, badekåbe og et net med forskellige sæber, massagecreme og salte. Vi listede forsigtigt i det varme vand og nød roen omkring os. Vi fulgte kanten rundt og oplevede forskellige temperaturer af vand, idet der kom nærmest kogende vand op fra en af hjørnerne. Vi faldt over en sjov spand med en grydeske, som var fyldt med hvid lavacreme, som kunne smøres i ansigtet, og det skulle sidde i små 10 minutter. Det skulle være lindrende overfor psoriasis og skulle give en meget blød hud. Vi kastede os ud i det med krum hals, og vi må have lignet noget fra en horrorfilm, for vi var totalt hvide i ansigtet.

Blue Lagoon

Rundt på bassinkanten kunne man se de mange vulkanske salte i form af hvide aflejringer. Bunden virkede som en form for sand. Hver time blev der tilført 1.000 m³ vand, som sivede ud igennem bunden. Efter kort begyndte det at sive ind med mennesker og indenfor et par timer var hele bassinet overfyldt med støjende mennesker, som nærmest ikke kunne komme til for hinanden. I billetten var inkluderet en genstand, og her kunne man vælge imellem champagne, øl, sodavand eller vand, og her var de to førstnævnte blandt favoritten hos de øvrige gæster. Vi valgte dog det sidstnævnte, da vi skulle videre på to hjul. Efter 2-3 timer i himmerige var det blevet tid til nye udfordringer. Vi havde bestemt os for, at vi ville køre til Reykjavik og tage en overnatning der. Da vi kom til byen var vores overnatningssted ikke klar med vores værelse, så vi valgte at køre ind til havnen for at finde lidt mad. Her fandt vi en amerikansk inspireret burgerbar, hvor det til vores store overraskelse blev vist et afsnit af “Matador” med islandske undertekster. Det var lid surrealistisk at stå midt i nordatlanten og opleve Mads Skjern skælde sin søster ud ved sin søns konfirmation.

Matador

Vi fik et godt og solidt måltid på stedet og indehaveren kunne fortælle os, at Matador var et kæmpe hit på Island. På mange måder ligner Reykjavik en hver anden dansk storby. Her er alt i spisesteder for turister, oplevelser i naturen, på havet og de mange små cafeer. Hen på eftermiddagen valgte vi at besøge The Volcano House i Reykjavik. Dette sted er en udstilling af sted vulkanske sten, glas og andre sjove ting som de mange vulkaner efterlader sig, når du folder sig ud. Volcano House har en lille mini bigraf hvor de viser en film omkring vulkaner og hvilken betydning disse har haft og stadigvæk har for landet og for de områder hvor lokal samfundet rammes af et udbrud. Filmen viser vulkanudbrudet på Heimay øen, som er en af Vestmann øerne, i 1973 hvor befolkningen kæmpede for deres overlevelse, hvor befolkningen vendte tilbage og i fællesskab genoprettede byen og naturen ned til mindste detalje. Filmen viser også noget om  de forskellige vulkantyper. Vi ser også på filmen, hvordan vulkanen Eyjafjallajökull kom i udbrug i 2010 ( den besøger vi senere på vores tur ) og lagde store dele af luftfarten i Europa, øde. Et spændende sted hvor man virkelig ser sammenholdet på Island, ser de store kontraste og ser hvordan befolkningen lever i pagt med naturen, på naturens betingelser. Man vil sagtens kunne bruge nogle dage i Reykjavik på at fornemme byen, se seværdighederne. Vi smuttede ned på havnen for at spise aftensmad inden sengetid. Restauranten lå ned til havnen, indretningen bestod af gulve i flere plan, en bar var lavet at stålsider fra en container, billeder og andet pynt mindede meget om en gammel irsk pub. Udsigten til de store fiskebåde med de store sneklædte bjerge i baggrunden, velviden at 3-400 km ude i atlanten ligger den grønlandske kyst. Dagen var rundet af, vi smuttede tilbage til hotellet og fik alt udstyr koblet til opladning. Den kommende dag skulle vise sig at blive rigtig spændende.

29-06-2015

Vi havde bestemt os for at begynde turen om i mod det sted hvor vi skulle sejle videre fra, når vi skulle videre til Færøerne, altså igennem den sydlige del af Island. Ved morgenbordet loggede vi internettet for at finde et hotel til næste overnatning. Vi havde faktisk bestemt os hjemmefra, hvor vi ca. ville overnatte men ved et tilfælde faldt vi over en bjerghytte som så rigtig hyggelig ud og det ville også give os mulighed for at komme lidt offroad med vores motorcykler. Vi klikkede på book og så var vi klar til afgang. Bjerghytten lå oppe imellem to kendte vulkaner, nemlig Hekla og Eyjafjallajokull. Hekla var i udbrud 1970, 1980, 1981, 1991 og sidst i år 2000,  siden 2016 har man været overbevist om at den kan gå i udbrud igen når som helst, trykket i magmaen er større i end det var ved sidste udbrud. Hekla bliver også kaldt for ” Porten til Helvede”. Eyjafjallajokull havde ikke været i udbrud siden 1823 men i 2010 kom der et nyt og meget kraftig udbrud som lukkede ned for store dele af flytrafikken i Europa. Vi skulle ud og finde vores lille hytte imellem disse to vulkaner ( mon ikke der var lagt op til at sove med ene øje lidt på klem ). Ca ude omkring Seljalandsfoss, skulle vi dreje fra asfaltvejen og ind på offroad vejen, for at komme op til hytten imellem vulkanerne.

Seljalandsfoss

Seljalandsfoss vandfaldet er en utrolig smuk vandfald som ligger ca. 150 km fra Reykjavik, nok den mest besøgte vandfald på Island. Man er ikke i tvivl om det meget besøgt sted, rigtig mange busser og biler stod parkeret her. Vi fandt en lille plads til vores motorcykler. Da jeg var ved trække mit mc-tøj af, kom en englænder hen og kiggede på min maskine. Englænderen kørte selv mc, dog ikke på denne tur. Han begyndte at fortælle om alle detaljer på min motorcykel, alt lige fra bremsesystemer og til mit aut.gear, helt i detaljer med hvordan mit “dual clutch-system” virkede. Da vi havde snakket færdigt, travede vi de få hundrede meter over til vandfaldet. Vandet faldt ned fra en afsats som bevirkede at man kunne gå ind bag vandfaldet og det skulle vi selvfølgelig også prøve.

Seljalandsfoss

Vandfaldet ender i en lille sø hvor fra der løbe en lille bæk, ud i landskabet. Jeg er normalt opmærksom på at jeg efterlader de steder som jeg besøger, i samme stand som de er i, når jeg ankommer. Derfor kan det være irriterende at se mennesker går ud på den lille romantiske bro, for at kaste mønter ud i bækken / søen, som en eller anden form for ønskebrønd. Jeg forstår ikke helt meningen med den slags. Vi gik turen ind bagved vandfaldet og kom ud igen uden at blive alt for våde. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen kunne vi se en masse store firehjulstrækker, vi lagde ikke så meget mærke til dem men det skulle vi nok have gjort, viste det sig senere. I den lille bod som var på stedet, nåede vi lige at få lidt at spise inden afgang. Vi tjekkede kortet imens vi tog vores mc-tøj på igen. Vi kunne se at der var en del udfordring på den offroad-vej som vi skulle benytte for at komme ud til hotellet hvor vi skulle sove, faktisk var der en del små vandløb som vi skulle krydse men dog ikke mere end vi sagtens kunne klare med vores touring maskiner. Jeg tændte for kameraet og vi var klar til afgang. I starten var det asfaltvej som så gik over i noget meget dårlig asfaltvej som igen gik over i off-road-vej af den hårde slags. Underlaget var utrolig hårdt og det bevirkede at store sted ( næsten som brosten) stak op. Man skulle hele tiden passe på med ikke at ramme skævt på de store sted for det ville kunne få maskinen til at vælte hvis man var uheldigt´. Min ven kørte foran, det lod til at han satte pris på denne oplevelse, indtil videre, jeg kunne næsten ikke følge med ham, så meget fart havde han på. selvom der ikke var højre temperaturer ved foden af denne gletsjer, så kom man alligevel op og svede fordi man skulle være så koncentreret hele tiden. Min ven nåede fra til det første vandløb, her ventede han indtil jeg kom frem. Vi sad på maskinen og snakkede lidt om hvordan vi skulle krydse vandløbet. Han smed maskinen i gear og trillede forsigtigt ud i vandet, det gik fint, så jeg fulgte bare trop. Ingen problemer i det overhovedet. Vi trillede videre ud i det landskab som begyndte at minde mere og mere om total vildmark. Store sletter med vand og søer, store sted på 1x1x1 meter eller mere, lå spredt ude i landskabet, som om en kæmpe af de islandske trolde, havde smidt rundt med sted i hele området. Tæt på vores højre side, lå klipperne op til vulkanen / bjerget Eyjafjallajokull og ude i horisonten på vores venstre side lå vulkanen Hekla. Da min ven nåde det andet vandløb, nåede jeg ikke frem til ham, inden han havde krydset den. Jeg smuttede også over, uden problemer, selv der var en del mere vand og strømmen var kraftigere end den første. Vejen blev mere og mere udfordrende. På et tidspunkt bad jeg min ven og at holde ind til siden, så vi kunne tjekke hvordan vores dæk tog imod alle disse sted. Man kunne se på dækkende at de havde været i nærkontakt med nogle skarpe sten som havde skåret i dem. Vi trillede videre. Engang imellem kom der nogle af de store firehjulstrækker som kørte i modsatte retning af os. Vi tænkte stadigvæk ikke over hvorfor mon man brugte så store biler til at køre på denne hårde vej, men det skulle vi finde ud af om et øjeblik. Min nåede først frem til den 3. flod og af en eller andre grund, blev han holdene, kunne jeg se. Da jeg kom frem til floden, kunne jeg se hvad han stod overfor. Denne flod havde endnu mere vand end de andre 2. Den var endnu dybere end de andre, derfor valgte jeg at stå af maskinen for at undersøge hvor vi havde bedst chancer for at komme over på den anden side. Vi talte lidt om det, inden min ven startede maskine og listede stille og roligt ud i vandet.

Jeg kunne se at han valgte at køre ud i vandet, der hvor alle biler også havde kørt som der for havde lavet nogle dybe spor i bunden. Da han var kommet et godt stykke, kunne man høre at bunden af maskine ramte en stor sten som løftede baghjulet op og som derfor bare kørte rundt uden at have fat i bunden. Han sad et stykker tid og arbejde med at få maskinen ned at af maskinen igen, så han kunne køre videre. Det lykkes ham at komme over på den anden side, dog var han blevet meget våd. Vi snakkede frem og tilbage i vores hjelme, jeg skruede en smule ned, da ikke alle beskeder fra min ven, var sjove at lægge øre til. Jeg spurgte til om han ville videre ud af denne vej og det ville han ikke, så vi bestemte os for at køre tilbage igen. Da vi nåede asfaltvejen igen, fandt vi lidt netforbindelse så vi kunne afbestille vores overnatning i hytten og i stedet for finde noget andet at sove i. Faktisk var der ikke så langt til et sted hvor vi kunne få ly for natten. Vi bestemte os for at køre lidt længere end ud til hvor vi skulle overnatte, da vi ville lige tanke vores maskiner så de var klar til næste oplevelse. Det viste sig at der var længere end vi havde beregnet, for at få tanket op. Min ven var våd efter turen i floden men vi skulle blive endnu mere våd inden vi var tilbage igen. Vejen til Vik gik op igennem et lille bjergpas. Jeg vil tro det er meget smuk bjergpas hvis ikke lige det var fordi det regnede lidt. Min begyndte at kunne mærke kulden i kroppen og handskerne. Vi nåede frem, fik tanket op og bestemte os for at sætte os ind på cafeteriet for at få lidt aftensmad, som bestod af biksemad. Vi skulle overnatte i et lille hus som hørte til en bondegård og der var der ikke roomservice eller muligheder for at købe mad. Vi nød varmen og fik snakkede lidt ud omkring det der skete ved floden. Handsker og den slags blev smidt til tørre på radiatoren ( fjernvarme kan ikke koste meget på Island, da næsten alle radiatorer køre på max, hele tiden ). Min ven var blevet godt våd, så vi måtte finde på nået, idet der stadigvæk regnede udenfor.

Plastic handsker som tit findes ved de mange tankstationer, er altid gode at få på inde under handskerne. Så min ven fik pakket hænder og fødder ind i plasticposer, så han kunne holde varmen på vej tilbage til bondegården. Da vi havde kørt lidt, begyndte det at klare op og inden længe stoppede regnen. Vi nåede vores endestation for denne begivenhedsrige dag og gik straks i gang med at pakke ud. Jakke og bukser blev hængt til tørre på motorcyklen, Støvlerne og handskerne blev smidt ind på radiatoren. Efterfølgende gennemgik vi lige alt tøj og og udstyr, for at sikre os at der ikke var fugt.

Tørrestativ

Da vi havde fået varmen i kroppen igen, kørte vi over på den anden side af vejen, det var nemlig her vi skulle have morgenmad næste dag. Stedet kan nok bedste beskrives som en gammel krostue. På en lille flise belagt plads udenfor, var der udstillet en veteran traktor (grå Ferguson).

Bondegården

Vi kunne mærke den kølige brise som kom ind fra havet her på syd-Island. Det var som om bjergene omkring os, virkede gamle og slidte, selvom vi godt vidst at lige bagved gården, lå vulkanen Eyjafjallajokull som havde været i udbrud 5 år tidligere. Faktisk var dette område evakueret uden udbruddet og området havde været dækket af aske fra vulkanen. Klokken viste sengetid, det kunne være svært at fornemme med midnatssolen på himmelen. Kamera og div. udstyr blev smidt til opladning, så det var klar til nye udfordringer næste dag og udfordringer fik vi bestemt den følgende dag.

30-06-2015

Morgenmaden ville blive serveret over på den anden side af vejen, derfor startede vi med at pakke vores maskine, så vi ikke senere skulle tilbage igen, for at hente vores udstyr. Henover morgenmaden gik vi i gang med at planlægge dagens oplevelser. Vi bestemte os for at trille videre til Höfn. En rute på ca. 320 km. Næste nats overnatning blev bestilt i Höfn, imens vi indtog resten af morgenmaden og kunne nyde udsigten til Eyjafjallajokull bjerget, som var lige på den anden side af vejen. På vejen ud til Höfn ville vi igen komme igennem Vik og senere ville vi komme frem til Jökulsarlon gletsjeren. Jökulsarlon ville blive dagens højdepunkt i det den sydlige af Island mest består at fantastiske klippelandskaber, hav og store sletter hvor smeltevandet fra gletsjeren havde slebet landskabet fladt.

Grå Ferguson

Store områder med lavaørken, områder hvor alt sand og sten var sort som kul, for så at skifte til lange strækninger med små blå blomster. Det var tydeligt at se på bjergene her, at de var ældre og mere medtaget end de sorte bjerge som vi havde set oppe nordpå. Bjergenes formationer satte gang i fantasien om hvordan hele dette landskab var blevet skab over mange år. På den ene sige forstår jeg godt at mennesker langt tilbage i tiden blev så betaget af denne ø, at de sejlede denne lange vej til Island, på den anden side må livet have været utroligt hårdt for at overleve på dette sted. Vi Trillede afsted med en skøn morgenbrise og en smule solskin. Da vi kørte igennem bjergpasset ved Vik, kom der en meget tykke tåge og som gik gik over i let regn. Efter et par timer, var det tid til at tanke både motorcykel og en kop kaffe. På det lille cafeteria var der et tv som viste nyheder. Her kunne vi se at man advarede mod kraftig vind i nogle områder. Selvom vi havde oplevet at vinden var blevet kraftigere, sagde jeg til min ven ” advarslen gælder nok ikke for det område vi kører i ” og den bemærkning kom jeg senere til at fortryde. Vi trillede ud på vejen igen og mærkede med det samme at vinden var taget til i styrke. Vi kørte på lange lige strækninger i et meget åbent landskab, På venstre side havde vi bjergene og på den anden side nord atlanten ned imod Færøerne og Skotland. Hver gang der var en kløft imellem bjergene skulle vi have rigtig godt fast i motorcyklen. Selvom vi forsøgte at køre midt på vejen, blev vi blæst helt ud i rabatten. Vi sænkede farten, kørte helt ned på 30-40 km/t men det gjorde kun situationen værre. Når der kom en modkørende bus eller bil, var det lige ved at gå galt. Det blæste rigtig meget. På et tidspunkt trillede min ven ud i rabatten og ned i grøften. Heldigvis sket der ikke noget. Jeg forsøgte at stille min motorcykel på sidestøttefoden men da jeg slap styret, var den ved at vælte over, trods en egenvægt på 350-380kg. Efterfølgende erfarede vi at vindhastigheden havde været oppe på 42 m/s i stødene ( orkan starter ved 32 m/s )og at vejen havde været lukket i flere timer pga. lokal orkan. En autocamper var blevet blæst af vejen og var væltet rundt.

Landskabet på sydlige del af Island virkede meget mere rå og ugæstfri, end den nordlige del. På den ene side var vi forholdsvis tæt på bjergene men på den anden side havde smeltevandet slebet området fladt hele vejen ud til havet, rigtig mange kilometer, Vi hørte over mange små broer, broen som kun havde et spor. Man kunne se på nogle broer at de var konstrueret billigt, som om man var klar over at smeltevandet ville ødelægge den igen, andre broer var der bygget til at kunne modstå smeltevandet fra bjergene og ved disse broer var det omkringliggende landskab gravet op, lavet aflednings kanaler osv.

Jerndrager fra en ødelagt bro

Som det ses på billedet til venstre, så kan man slet ikke forestille sig hvilke naturkræfter man lever med, på Island.

Efter en kort pause hvor vi fik læst de forskellige skilte med oplysninger som kunne fortælle områdets historie, gik turen videre så vi kunne endnu tættere på gletsjeren. Vi kunne mærke at vinden havde lagt sig lidt, det havde været voldsomt orkan som vi havde kørt i.

Jökulsarlon gletsjeren

De første par dage på Island, havde vi haft op til 24 grades varme, fra det høje nord og ned på den sydlige del af Island, havde temperature ændret sig til noget koldere vejr. Det havde været nødvendigt at tage varmere tøj på og hætte på indenunder hjelmen, for at kunne holde varmen. Vi trillede afsted og igen kunne vi se at vi snart var fremme ved noget spændende idet vi kunne se flere og flere turistbusser og rigtig mange autocamper. Det at komme trillende hen til en gletsjer på motorcykel og parker helt tæt på krystalklart is og isflader, virkede helt surrealistisk på os. En lille sæl svømmede rundt i det iskolde vand som om det var dejligste i verden. Det var et storslået barsk landskab, høje sneklædte bjerge med en dis af snetåge henover. Her var der ingen grund til at tage vores mc-tøj af. Vi var de eneste motorcykler som havde fundet vej ud til denne gletsjer denne dag

Jökulsarlon gletsjeren

Turen ud til det sted hvor vi skulle overnatte i Höfn, blev en oplevelse i hvordan vejret kan skifte. Vi kørte fra gletsjeren i kulde og tørvejr, som så skiftede til varme og regn. Da vi nåede frem til vores overnatningssted, var vi våde helt ind til kroppen, idet vi havde anset regnen for at være et kort regnvejr men som dog varede ved indtil vi nåede frem. Da vi parkede vores maskine, kunne vi se at der var ankommet en en anden motorcykel til stedet, vedkommende havde dog været heldigt, han var ankommet i tøjvejr. Vi gik straks i gang med at bære vores bagage ind, så det kunne blive tørret igennem. Da vi kom indenfor, mødte vi dem på den anden motorcykel. Vi snakkede lidt og fandt ud af at de kom fra Madrid i Spanien. Efter at havde fået smidt alt det våde tøj, bryggede vi en kop varm kaffe i det lille tekøkken. I nabolaget til stedet hvor vi boede, der et lille supermarked. Vi handlede ind og gik hjem for at lave aftensmad. Aftensmaden stod på frysetørret chili con carne som vi havde medbragt hjemmefra, desserten bestod af kaffe. Det var ret godt internet som vi havde dette sted, så vi kunne nyde en god varme, god kaffe og at være i kontakt med resten af verden på de social medier. Det havde været lang og begivenhedsrig dag. Oplevelsen med den stærke vind/orkan, kom desværre til påvirke os fremover i det vi var mere forsigtige med at køre i stærk vind.

Höfn

01-07-2015

Det lykkes os at få tørret vores udstyr inden vi skulle afsted næste dag. Da vi gik i gang med at pakke vores maskiner, mødte vi parret fra Spanien igen. Vi fladt i snak og det viste sig at manden var fra Brasilien og konen var fra Columbia men som var bosat i Spanien. De havde mødt hinanden en dag hvor manden var kommet kørende igennem Peru og havde fået øje på hende hvorefter de havde fundet sammen. Parret havde også deres sidste dag på Island, inden de, ligesom os, skulle med færgen til Færøerne. Efterfølgende kom vi til at snakke en del med dette par. Vi havde bestilt overnatning i Egilstadir. En lille kort tur på 187 km i det vi havde valgt at køre offroad op over et bjergpas. En kortere kun end hvis vi skulle havde kørt med asfaltvej, som var på 247 km. Der var ingen vind men en del tåge, denne dag. Temperatur føltes lidt koldt med til at leve med. Vi trillede afsted, det første stykke af turen kørte vi ud langs havet, vejen gik helt ud til kanten af havet. Der var ingen sol men kun tåge, på en måde en slags eventyr vejr, hvor fantasien kunne få frit spil. Tågen, havblik og de mange klipper, var rigtig spændende at se på. På en måde virkede vejret som om det var dagen efter et meget voldsomt vejr, meget stille. Vejret havde jo være også været voldsomt, så det var meget passende. Vi gjorde holdt et par gange undervejs inden vi nåede det punkt hvor vejen skilte sig og man kunne vælge at køre med grusvejen eller vælge asfaltvejen.

På vejen til Egilstadir

Det er stadigvæk et barsk landskab som omgiver os. Bjergene er urgamle, slet ikke som de forholdsvise nye bjerge på den nordlige del af Island. Senere erfarede vi at disse bjerge mindede meget mere om de bjerge vi kom til at opleve på Færøerne. Det måtte have været på denne side at Island, vikingerne mødt Island første gang. Tanken om at vi snart skulle forlade dette fantastisk land, begyndte at trænge sig på. Langt ude i havet, lå Færøerne, en rejse som vi så frem til. Vi trillede videre rundt med havet og nåede frem til stedet hvor vi skulle bestemme os for hvilken vej vi ville køre. Vi havde god tid, denne dag, så vi valgte grusvejen. Allerede efter få kilometer fandt vi et sted ved et meget smuk vandfald og her var bænke så vi kunne brygge noget kaffe på vores medbragte jetboil. Det var rigtig dejligt her, så det blev til en del kopper kaffe inden vi skulle ud på grusvejen og op over bjergpasset. Imens vi sad der, kunne vi se længere fremme på vejen, kørte der store maskiner som var i gang med at reparere vejen.

Grusvej

Normalt er det ikke noget problem at køre på grusvej men da denne vej var under reparation, var der mange langsgående spor efter vejskraberen, små kanter som man helst skulle undgå at køre. 40 km på forholdsvis løs grus, gjorde at man skulle koncentrer sig for ikke at vælte men motorcyklen. Det var en spændende vej, inden vi begyndte opstigningen, var kun lidt tåge men inden sne, senere gik det over i mere sne, større vandlød og endnu flere huller i vejen. Tågen blev til småregn. Vores maskine beskidte men heldigvis var der en vaskeplads for biler og motorcykler da vi nåede asfaltvejen igen. Stort set alle drejede ind for at få skyllet jorden af deres køretøjer. Vi var ankommet til Egilstadir og havde fundet den lille hytte som vi skulle overnatte i. Hytten delte vi sammen mere flere andre. Vi var tidligt fremme, så der var tid til at få slappet lidt af, få ryddet op i vores bagage og tjekket vores maskiner igennem. Jeg gik en tur ned i byen, for at handle lidt og finde klistermærker med det islandske flag til mine sidebokse på motorcyklen, noget som jeg var begyndt med at klister på, når jeg besøger nye steder, idet jeg synes det er spændende at se hvor andre motorcykler har været, en slags historiefortælling på motorcyklen. Vi sluttede med aftensmaden på den lokale grillbar, men meget besøgt sted. Egilstadir er ikke en storby og udvalget af spisesteder var ret begrænset. Vi havde valgt at over natte i Egilstadir fordi vi skulle tidligt afsted med færgen næste morgen, det passede lige med små 30 km til færgen.

02-07-2015

afgang fra Egilstadir

En utrolig smuk morgen viste sig, da vi skulle tage afsked med Island. Solen skinnede, det var lunt og humøret var højt idet vi havde udsigt til at skulle mødes med nogle af de andre mcér som også skulle med færgen til Færøerne. Vi havde brugt noget af aften til at gøre klar til næste dag, så det var forholdsvis hurtigt at få spændt vores bagage fast på maskinerne. Vi skulle overnatte på færgen, det vil sige vi kunne lige nå at få sovet nogle timer, inden vi skal forlade færgen igen. Vi trillede ud af byen og startede opstigningen til den sidste bjergpas. Det var klart vejr, solen skinnede og bjergene var utrolig smukke. Vi havde været utrolig heldig med vejret, lige fra de første par dage med 24 grader og frem til den sidste dag i høj solskin. Det havde været en eventur rejse, alt var stort set gået som vi havde forventet, med undtagelse lidt drilske floder samt meget stærk vind.

Færgelejet i Seyðisfjörður

Det var dejligt at gense rigtig mange at de mennesker som vi havde mødt forskellige steder på turen rundt på Island. Der blev snakket, udvekslet historier og delt oplevelser. Rigtig mange lande var repræsenteret på motorcykel her og Det var tydeligt at se hvor de forskellige landsmænd fandt sammen i små grupper.

Færgelejet i Seyðisfjörður

Vi mødte et par fra Canada, Daniel og Sara. De havde valgt at gøre motorcykelrejser til deres levevej. De kører ca. 8 måneder hvert år og de sidste 4 måneder rejser de rundt og giver foredrag om de mange oplevelser som de har fået på deres rejser. Et par fantastiske mennesker og som vi stadigvæk har kontakt med(Worldwideride.ca).

Færøerne

03-07-2015

Afsked med Island

Det var med en vis vemod vi måtte tage afsked med Island men jeg er overbevist om at vende tilbage til denne fantastisk ø. Det Færøske flag var hejst på færge og vi kendte derfor vores næse mål. Sejlturen til Færøerne var på 16½ timer og vi ville ankomme kl.3 om natten. Dette var dog ikke noget problem idet midnatssolen ville tage imod os. Vi havde bestilt overnatning på Hostel Kerjalon, de dage vi skulle være på Færøerne. Inden vi rejste fra Danmark, var det lykkes at komme i kontakt med 2 veninder som jeg havde gået på ungdomsskole med ned i Danmark. Vi havde ikke set hinanden i de efterfølgende mange år. Det skulle blive dejligt at hilse på dem igen. Vi gik på skole sammen i 1987-88, det var før Berlinmurens fald, inden internettet blev opfundet, før det var noget som hed mobiltelefoner/smartphones, før krigen på Balkan, før ophævelse af apartheid i sydafrika osv. Noget af det sidste som fyldte meget i verden, dengang, var atomulykken i Tjerbobyl. Det skulle blive rigtig spændende at møde pigerne igen og høre lidt om hvordan det var gået dem i livet. Ombord på færgen ned til Færøerne fik vi snakket med nogle at de andre Mcér. Fik en hurtig frokost, og en omgang aftensmad, inden vi smuttede nede i kahytten for at se om vi kunne nå at sove et par timer inden vi nåede Færøerne. Dette lykkes dog ikke helt for mig, tror jeg var lidt for spændt på hvad Færøerne havde at byde på.

Vi forlod færgen for at finde op til udsigtspunkt som Mjørkadalur og som skulle været helt utroligt smukt. Det skulle dog vise sig at det blev noget anderledes end vi havde forestillet os. Efter at have drejet ind vejen som vi skulle føle op, skiftede vejret, som ofte gør på Færøerne. Vi blev mødt af en stillestående tåge som blev mere og mere tæt, faktisk kunne ikke se omgivelser ved vejen, det eneste som vi kunne fornemme var at vi kørte fordi nogle vindmøller. Tågen blev så tæt at vandet begyndet at trille på vores vindskærme og kamera. På vejen op, kunne vi fornemme det blev kølig, skyldtes nok tågen og opstigningen. Da vejene blev mindre og mindre, blev det nødvendigt at sætte hastigheden ned, vejene var så smalle at der var lavet vigepladser så modkørende kunne komme forbi. Uden at kunne se det, kunne vi fornemme højden og vejen som gik helt til afsatsen med et lodret fald ned. Jeg kunne kun se lidt at lyset fra min makker, som kørte foran. Lige pludseligt lyste det røde bremselys op, jeg tog bremsen med det samme. Vi holdt stille og snakkede lidt. Mens vi holdte der, begyndte min makker at snakke om heste, jeg kunne ikke se heste der hvor jeg var stoppet ( 20 meter bagved ham ). Pludseligt kom der en flok heste ind i lyskeglen hos mig, jeg fik dem optaget på mit kamera. Vi startede med at grine, her holdte vi på, for os et total ukendt sted på Færøerne og de første som tog imod os, var nogle vilde heste. Ved ikke hvem der var mest overrasket, os eller hestene.

Mjørkadalur

Jeg vil gerne tro at der på en dag uden tåge, vil være et fantastisk udsigt på dette sted. Vi kunne ikke se meget, så det blev til en hurtig stræk-ben-pause, inden vi kørte ned igen og fortsatte til Klaksvik. På vejen til Klaksvik begyndte solen at bruge igennem tågen nogle steder. Det forunderlige ved Færøerne er at man kan have dårligt vejr på et sted og køre man bare 10 minutter, så har man igen godt. Vi oplevede tit at have dårlig vejr inden vi kørte ind i en tunnel og rigtig godt vejr når vi kom ud på den anden side. Kalksvik er hyggelig lille by. Vi fandt en bænk ved den lokale turistkontor. Et lille træskur nede ved havnen. Her var lidt læ for den kolde tåge og et dejligt lille bord med bænke, hvor vi kunne brygge noget varmt morgenkaffe. Vi havde brug for at få lidt varme i kroppen igen. Imens vi sad der, begyndte morgensolen at titte frem. De lokale fisker var gået med deres daglige gøremål. Vi så for første på tæthold hvordan tågen kom rullede ned af bjergsiderne, et utroligt flot skuespil som man kun kunne blive betaget af. Bjergene her på Færøerne var helt grønne for for de sne og isklædte bjerge på Island. Man fornemmende at disse bjerge var meget ældre end de islandske bjerge. Da vi havde fået varmet kroppen lidt op, bestemte vi os for at køre tilbage til Thorshavn velviden at vi kunne ikke tjekke ind på vandrehjemmet med det samme.

Klaksvik

Der var godt vejr i Thorshavn. Vandrehjemmet lå på skråning ovenfor byen. En dejlig udsigt nedover byen, ud til fjorden. Vi vidste ikke hvor vores veninder boede i Thorshavn, endnu men skulle mødes hen på aftenen. Annilisa og hendes familie havde været så venlige at byde på aftensmad den første aften i Thorshavn. Imens vi ventede på at kunne få lov til at tjekke ind, smed vi vores mc-jakke på jorden så vi kunne få en lille middagslur i solen. Vi gik over på hotellet for at tjekke ind på vandrehjemmet. Hotel og vandrehjem var næsten booket helt op, da der skulle være bryllup næste dag. Vi fandt vores værelse og åbnede døren. Her lå en afklædt mand på sengen, værelset lugtede meget grimt, som om han ikke havde været i bad i flere uger. Vi spurgte forsigtigt hvilken seng vi skulle vælge, da vi havde fået besked på at dele værelse med denne meget ildelugtende mand. Han blev sur og i meget ubehøvlede sætninger gjorde han opmærksom på at han skulle dele værelse med andre og vi kunne bare skrubbe af. Så blev døren smækket i. Noget rystende gik vi tilbage til hotellet for at berette hvad vi lige havde oplevet. De kunne slet ikke forstå det men fandt hurtigt et andet værelse til os. Vi gik tilbage til den nye værelse, allerede ved indgange til bygningen, kunne man lugte manden som vi havde snakket med tidligere. Vi fik pakket ud, fik et varmt bad og begyndte at se frem til mødet med de to veninder. Døren til værelset gik op, ind kommer en ung mand som vi skal dele værelse med. Han er i Thorshavn for det deltage i brylluppet over på hotellet, han havde et par veninder som han fulgtes med. Det skulle blive spændende hvad vi skulle have at spise. Vi blev mødt med hjertevarme fra første færd. De boede i et fantastisk lækkert hus med udsigt over fjorden og indsejlingen til Thorshavn. Annilisa lignede sig selv, som om hun ikke havde forandret sig i de mange år der var gået. Vi fik hilst på hendes mand, John, en åben og meget imødekommende person. John havde stået for maden. Vi skulle have lyssej stegt i ovnen. Det smagte himmelsk selvom jeg ikke spiser meget fisk. John havde en stor lokal kendskab til lokale ølbryggerier og lokalhistorie. Lige inden vi skulle til bords, dukkede Lena sammen med hendes datter. Lena havde forandret udseende, faktisk en hel del men da vi begyndte at tale sammen, kunne jeg straks fornemme den gamle Lena som jeg gik på ungdomsskole med, den lidt klodsede Lena med den smittede latter. Hold nu hvor det dejligt at møde dem igen. Det varede ikke længe inden vi var tilbage i de gamle roller og snakken gik lystigt omkring vores tid på ungdomsskolen og hvad livet havde budt os i de mange år der var gået. Selv i skrivende stund kan jeg sidde og smile med varme,når jeg tænker tilbage på disse to dejlige mennesker. De fortalte os at det var altid muligt at finde solskin et eller andet sted på øerne, dog havde Thorshavn været dækket af tåge i en meget lang periode og at de snart trængte til at se solen igen. Lena spurgte os om vi havde lyst til at komme på sightseeing med båd, for at komme ud og møde Søpapegøjer ved Vestmannabjergene og for at se de stejle fuglefjelde og grotter. Det kunne være svært at skaffe billetter til dette, men hun lovede at forsøge at finde nogle til os. Det havde været en helt fantastisk aften i rigtig dejligt selskab. Vi var fyldt op med oplevelser og informationer om hvad vi kunne bruge vores ophold til og jeg havde inviteret dem ud for at spise, som tak for deres gæstfrihed. Den unger mand som vi delte værelse, sov allerede. Det havde været en lang og fantastisk første dag på Færøerne.

04-07-2015

Der blev ikke serveret morgenmad på vandrehjemmet, så vi smuttede ned på den lokale tank. det passede fint med at vi kunne også tanke benzin på vores maskiner. Jeg åbnede den ene sidetaske, så låget kunne virke som et lille bord. Frisker rundstykker og god varm kaffe.

Heste i Thorshavn

Da vi stod ved vores maskine og indtog morgenmaden, opdagede vi at vi havde fået fint besøg af de vilde heste fra dagen før. Hestene havde også fundet vej indtil Thorshavn, hvor de gik og græssede i rabatten imens morgentrafikken gled forbi. Vores franske venner fra Island, dukkede også op på tankstationen. De havde parkeret deres lastbil ude i bjergene om natten, fordi de havde været så uheldige at en hydraulikslange var sprunget på deres lastbil. Det var lykkes franskmanden at få kontakt til nogle mennesker på skibsværket inde i Thorshavn og som havde kunne hjælpe dem med nye slanger og olie. Franskmanden havde sine svigerforældre med på turen, de kørte dog i deres egen lille bil bagved lastbilen, på hele turen.

Vejen til Gjógv

Efter morgenmaden havde vi bestemt os for at følge de opfordringer fra vores veninder, om at besøge Gjógv. Her skulle vi besøge et lille vaffelhus og se den fantastiske udsigt udover Norske havet.Det var fantastisk vejr. Landskabet var utrolig smuk. Vi stoppede op på en af bjergsiderne for at nyde den betagende udsigt. Der gik får og græssede over alt. Det så ud til at fårene havde en forkærlighed for at benytte de mange vejpæle til at ligge sig opad for at tygge drøv. Gjógv er en lille bygd som har en af de sidste naturlige havne på Færøerne Kronprinsesse Mary havde besøgt byen i 2005 og i den anledning havde man opstillet en lille bænk “Mary´s bænk”. Det er ikke hver dag man få muligheder for at sætte sig på de kongelige bænke, så det skulle lige prøves.

Mary´s bænk

Det var et helt unikt sted. Solen skinnede og der hvilede en ro over sted. De  store horisonter ud over fjorden, bjergene som lukkede det hele inde i en slags osteklokke. Dette kunne sagtens havde været stedet hvor nogle af de første irske munke havde slået sig ned omkring år 625. Før vejene og tunnelerne kom til Færøerne, må dette sted havde været et barsk sted at overleve, hvis ikke man havde haft den lille naturlige havn. Vi vandrede om til vaffelhuset for det var svært at modstå duften af nybagte vafler. Selvom vi var kørt tidligt fra vandrehjemmet, var der allerede ved at være fyldt godt op med turister, for dette måtte være turister i det byen kun bestod af 49 indbygger. Man havde faktisk ikke lyst til at forlade stedet igen, men vi skulle videre. Da vi havde trillet få meter om igennem byen og skulle passere et lille vandløb, mødte vi Steen og Kirsten. To dejlige mennesker som vi havde mødt på færgen til Island og som vi havde delt mange timer med, ombor på færgen. På færgen passede det som regel med at Steen og mig, skulle ud og ryge på samme tid, så det blev til mange gode samtaler. Her holdte vi så og spærrede vejen imens der blev drillet og udvekslet oplevelser.

Steen og Kirsten kunne fortælle at de havde mødt en gruppe mcér i Saksun og at gruppen muligvis var Herning området. Så vi bestemte os for at køre til Saksun. En spændende tur, små smalle veje, tunneler, bjerge, vandløb osv. Man skal lige vende sig til at vejret kan skifte meget hurtigt på Færøerne. Snart er det tåget eller regner og på få minutter, skinner solen igen.

Gruppen fra Herning

Lige inden vi ankommer til Saksun, møder vi nogle af de mcér fra Herning, udenfor byen, de sidste ser vi forlade stedet, da vi er ankommet. Saksun er en malerisk lille bygd som har omkring 14 indbygger. De høje klipper men vandfaldene som bare titter ud alle steder, den gamle kirke, de små huse med græstørv på tagene. En meget idyllisk bygd.

Saksun

Vi havde en aftale i Thorshavn, så vi starter stille og roligt hjemturen til vandrehjemmet. Hjemme på vandrehjemmet møder vi den unge fyr som vi bor på værelse med, han er ved at gøre sig klar til brylluppet over på hotellet. Der er proppet med biler og mennesker, færingerne forstå at hold bryllupper med maner. Et hurtigt bad og det mindst krøllet tøj findes frem. Jeg kan se at der efterhånden er mere vasketøj end rent tøj, i taskerne. Vi havde valgt at udelade at vaske tøj undervejs, derfor havde vi temmelig stor oppakning med hjemme fra Danmark.

 

Marcelo’sa kongafiskur

Som tak for gæstfrihed, bød jeg Lena og Annilisa med ud at spidse. De valgte stedet i det jeg ikke ligefrem var lokal kendt i spisesteder. Deres valg faldt på Barbara Fishhouse, en forholdsvis ny spisested i Thorshavn. Normalt spiser jeg ikke meget fisk men hold op hvor det smagte godt. Helt specielt var Marcelo’sa kongafisku. Den smagte himmelsk men bestemt ikke køn at se på. Lena kunne fortælle at hun havde skaffet nogle billetter til os, som man normalt skulle bestille i god tid hvis man skulle have fat i dem. Det lykkes hende at skaffe billetter til en tur med en lille båd, ud til Vestmanna fuglefjeld, for at se søpapegøjer. ( Tak Lena ). Vi forlod bordet godt mætte og smuttede om til Lena til en kop kaffe. Det endte selvfølgelig med at vi skulle se billeder fra tiden hvor vi gik på efterskole sammen. Jeg var kommet til at sige at der ikke fandtes billeder af mig, fra tiden på skolen. Pigerne gjorde hvad de kunne for at finde et billeder af mig, dog blev det kun en skygge af mig, som man måske kunne sige at skulle forestille mig. En dejlig aften var ved at slutte af. Vi skulle ud på Vestmanna næste morgen, inden vi skulle have pakket vores maskiner, for at sejle med færgen hjem til Danmark.

05-07-2015

Vestmanna

Dagen kom hvor vi skulle sejle for at komme ud og se de stejle klipper ved Vestmanna og måske være heldige at se søpapegøjer. Vi startede vores maskiner og trillede ned til havnen i Thorshavn for at se lidt nærmere på de mange smukke ikoniske huse, inden vi kørte til Vestmanna. Vi havde pakket vores maskiner og tjekket ud fra Vandrehjemmet, idet vi skulle direkte tilbage til færgen, når vi kom tilbage til Thorshavn igen. Stille og roligt trillede vi til Vestmanna. Ganske som Lena havde sagt, lå der 2 billetter og ventede på os. Vi var der i god tid og kunne nå en kop kaffe inden afgang. Vi nåede næsten ikke af maskinen, inden de første turister kom for at se vores maskiner og lige rundt om hjørnet sad Steen og Kirsten. Et dejligt gensyn. På med redningsveste og så var vi afsted ud mod havet.

Græssende får

På de stejle klipper ned mod havet, gik der rigtig mange får og græssede. Helt utroligt at de havde modet til at gå der, hvis de gled, var der flere hundrede meter lodret ned mod havet. Vi sejlede med en lille turbine båd. Der var ingen tvivl om at skipper havde sejlet denne tur mange gange. Da vi var kommet et godt stykke ud langs klipperne, fandt vi ud af hvor vi skulle have hjelme på. Skipper begyndte at sejle ind imellem klipperne for at vise os nogle at de steder hvor fuglene byggede reder. På et tidspunkt var klipperne op til 800 meter over os. Vi sejlede ind i grotterne, utroligt at skipper kunne vende båden rundt på så lidt plads.

Grotte
Steen, Frank og mig

Vi hyggede os og var meget imponeret over den storslået natur. Det lykkes skipper at finde søpapegøjer som vi kunne se. Som det tit sker, så skiftede vejret. Heldigvis var vi færdige med turen og skulle bare tilbage til havnen i Vestmanna igen. Jeg blev lidt forelsket i den hurtige båd som vi sejlede med, den fik fuld skrue på vejen hjem. Tågen kom os i møde og det blev lidt koldt ude på havet.

Vi gik i land i Vestmanna, tog vores mc-tøj på igen, for at trille til Thorshavn. Vi havde god tid til turen, færgen ville først sejle omkring midnat. Hen på eftermiddagen trillede vi ind på havneområdet. Til vores store overraskelse var vi ikke de eneste som havde valgt at komme tidligt til færgen. Det strømmede til med motorcykler og biler. Vi blev anvist at køre op foran bilerne, da vi skulle ombor først med vores maskiner. Stemningen var helt utrolig, euforisk gensyn med alle dem som vi havde mødt rundt på Island og Færøerne.

Gensyn med de andre mcér

Som sagt før, så kendte næsten igen af os, hinanden på forhånd. Undervejs fandt nogle af os sammen og delte oplevelser. Da en Honda Goldwing kom kørende hen til hele forsamlingen af motorcykler og stoppede op for at spille noget Country musik, begyndte folk at danse med hinanden i deres mc-tøj. De folk som sad i deres biler kom op til os, de troede vi stod og drak alkohol, da vi var begyndt at danse. Det vil bestemt være et af de øjeblikke som jeg aldrig vil glemme. Vi havde travlt med at udveksle mailadresser osv, for måske ville vores veje krydse igen (personligt har det lykkes at gense nogle af dem fra turen, efterfølgende). Endelig ankom færgen som skulle bringe os til Danmark. Det var helt vemodigt at skulle sige farvel, så jeg valgte at sige på gensyn til dette helt fantastiske sted.

Ved færgen i Thorshavn

Det var dejligt at komme ombor på færgen igen, et dejligt varmt bad i vores egen kahyt, noget at spise og så op på rygedækket for at møde de andre. Første mand i rygeboksen var selvfølgelig Steen og mig. Inden længe dukkede de andre op i baren. Det skulle fejres at turen var veloverstået. Den lille og lidt ældre italiener fortalte historier om de mange rejser han havde været på. Han kunne fortælle om engang hvor en mand kom ind på et hotel, manden rystede over hele kroppen og kunne næsten ikke snakke, receptionisten spurgte forsigtigt “parkinson”, hvor til manden svarede “no, no… harley davidson” Italieneren havde kørt i rigtig mange lande, dog havde alderen gjort at han måtte nøjes med en mindre motorcykel for at kunne magte den. Sara og Daniel havde en flaske whisky med op på dækket til os alle sammen. Det blev sent inden vi gik til køjs men det betød ikke noget, vi skulle jo bare nyde sejlturen næste dag.

Afgang fra Thorshavn

06-07-2015

Jeg listede op på rygedækket for at få en morgensmøg. På dækket lå en mand og sov i en lænestol. Det en af de polske mcér. Han havde ikke lejet en kahyt, han sov bare på dækket i en lænestol. Han kiggede op på mig, da jeg gik forbi, han spurgte om jeg også synes at det varmevand i bruseren var lidt for varmt. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, jeg tror ikke der var indbefattet brusebad i de billetter som han havde betalt for, så han måtte have liste rundt på skibet for at finde en varm bruser. Det endte ikke her. Da hans gode ven fra Grækenland dukkede op, blev vennen inviteret på morgenkaffe. Der var dække nydeligt op på en af bænkene, her kunne han servere varmt kaffe brygget på jetboil. Det hele blevet serveret i krus fra baren, sukke og fløde fra baren, et par små fyrfadslys fra baren. Det mindede rigtig meget om en scene fra en Charlie Chaplin film. Dagen gik med at snakke om oplevelserne på Island og Færøerne. Under middagen i restauranten kunne vi høre nogle ældre mennesker fortælle om to vanvittige dansker som havde været ude at køre på motorcykel under orkanen på 42s/m. Frank og mig måtte krybe til korset og fortælle det var os som havde kørt den dag. Jeg fandt min lille harddisk frem og afspillede videoen for den ældre ægtepar.

Nu hvor jeg har arbejdet med at skrive historien om vores møde med Island og Færøerne, er jeg overbevist om at jeg må prøve denne oplevelse igen. Jeg kan ikke forklare hvorfor de store vider, bjergene, floderne og havet, tiltaler mig så meget. Måske skyldes det den ro som der findes her, den storslåethed og barskhed som viser at mennesket er den lille. Det at sidde stille ved floden og lytte til vandet som risler forbi og nye en kop kaffe, møde de rolige nordboer på deres hjemmebane. Det har været en livsoplevelse for mig. Jeg er sikker på at jeg vender tilbage til øerne igen og næste gang skal jeg klatre i vulkanske grotter, se vulkaner smide lava ud fra deres krater. For at kunne krydse Island på tværs, skal jeg have en mindre maskine med næste gang.

Til jer som vælger at besøge Island og Færøerne, glæd jer til denne oplevelse.

Finn Vestergaard

Hjemme igen
Facebook

3 thoughts on “Island & Færøerne 2015

  1. Vi har haft en fantastisk aften, vi har været med Finn både på Færøerne og Island.

    Vi har virkelig nydt turen Finn. Alt var godt beskrevet, så vi føler vi faktisk har været der.

    Mange hilsner Robert & Lone ?

    1. Hej Lone og Robert.
      Nu er det min første beskrivelse og faktisk bare en kladde 🙂
      Jeg er gået i gang med at skrive om min tur til Nordkap i håb om at jeg kan nå at blive færdig med historien inden jeg kører til Gibraltar 7 april. Turen til Gibraltar vil blive skrevet undervejs så der kommer opdateringer hver dag. Synes det kunne være sjovt at dele lidt ud af de mange rejser det efterhånden er blevet til. Jeg har en del stof liggende til beskrivelser fra Normandiet og Berlin, alt sammen noget med 2. verdenskrig. Nu ser, måske lykkes det også at få sat lidt på skrift omkring dette. Senere, hen på sommeren bliver det Skotland, Irland og Wales som kommer til at fylde skærmen.
      Håber i har det godt, bege to 🙂
      Mvh. Finn

  2. Hej

    Rigtig god beskrivelse, jeg håber du igen får tid til at beskrive dine rejser.

    Tak for en god underholdning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *